Hvad siger du?

Er det ligemeget, hvad jeg mener om den nye Rambo-film?

Hvad?

Er der ikke nogen, der bekymrer sig om, hvad sure kunstfilmanmeldere mener om Sylvester Stallone?

Du har muligvis ret.

Stallone har fået afsindig mange tæsk gennem tiden for at være en voldsdyrkende, én-dimensionel, hypersentimental, krigsromantisk spade, der ikke er i stand til at tænke bare en kvart nuanceret tanke.

Hans to alter ego'er, John Rambo og Rocky Balboa, er blevet latterliggjort for at være hyperromantiske ærke-amerikanske figurer, den retskafne hævner og den amerikanske drømmer.

Han er blevet hånet for hverken at være udstyret med talent som skuespiller eller fortæller.

Alligevel er Sylvester Stallone en af de mest succesrige skikkelser i moderne amerikansk film.

Folk er væltet ind i biograferne for at se John Rambo smadre fjender i spandevis og Rocky Balboa banke modstanderes fjæs til rødbedemos.

Og med årene har nu 73-årige Stallone nået en position, hvor han bliver hyldet for sit bidrag til filmmediet.

For eksempel på årets festival i Cannes, hvor hans nyeste film, 'Rambo: Last Blood' fik verdenspremiere, mens han selv stod for en velbesøgt masterclass.

Du har ret. Hvem gider at høre nogen skyde endnu en Rambo- eller Rocky-film ned?

Men der skal mere til at få en anmelder til at holde kæft.

Hvis en Rambo-film er noget bæ, så er det sgu noget bæ, og det er lige, hvad 'Rambo: Last Blood' er.

Åbningssekvensen, hvor John Rambo forsøger at redde nogle uforsigtige klatrere fra en mærkelig bjergflodbølge, er chokerende slattent sat op.

Og Rambos efterfølgende flæbetur over ikke at kunne redde alle klatrerne fra døden – ligesom 'brødrene i Nam' – er noget sentimentalt pladder.

Det er at fornærme de faldne fra Rambos ungdom i Vietnam at sætte dem ind i samme kontekst som de tankeløse klatrefjolser i en dårlig actionsekvens i begyndelsen af 'Rambo: Last Blood'.

Derefter følger en lille 80'er-old school style-actionfilm, der er chokerende nem at forudsige.

Da Rambo tror, at han har talt sin kønne, livskraftige niece fra at rejse til Mexico og finde sin biologiske far, ved vi andre udmærket godt, at hun kort efter vender bilen og fiser sydpå.

Og vi ved udmærket, at det går galt for hende i Mexico. Og at Rambo tager den megastore hævnerdolk frem og følger efter hende.

Vi havde nok ikke lige regnet med, at der derefter fulgte noget, der ligner en ren opbakning til præsident Trumps anti-Mexico-kampagne.

Større røvhuller end de mexicanske gangstere, der sælger uskyldige unge kvinder som kødkvæg, findes formentlig ikke.

Det lillebitte grænsehegn, som Rambo vælter med største lethed på vej hjem, skriger nærmest på at få bygget en ordentlig mur til at holde svinene ude – især fordi mexicaner-bæsterne bagefter kommer drønende, 35-40 mand, med våbnene hængende ud ad vinduerne for at udslette John Rambo på hans gård i Arizona.

Stallone vil formentlig afvise, at han har sendt en indirekte støtte til Trump.

I så fald er den del af manuskriptet blot virkelig klichéfyldt udtænkt.

Men du har ret. Det er tåbeligt at fremstille Sylvester Stallone som en filmspade af de helt store.

Med sine Rambo- og Rocky-figurer har han ikke alene spillet en smuk blues for den lille amerikaner i det store politiske spil.

Han var også filmmanden, der trak de traumatiserede vietnam-veteraner frem, så alle kunne se de åbne sår.

Han var langtfra den første, men han var den tydeligste.

Med 'Rocky Balboa', den 6. Rockyfilm, viste han en overraskende fint artikuleret og eftertænksom side.

Dertil kommer, at 'Rambo: Last Blood', trods sin forbavsende forudsigelighed, har en spændende elegisk pointe om, at en krigsveterans sår aldrig heler.

Men det ændrer ikke ved 'Rambo: Last Blood' er noget ragelse.