Anmelder savner mere vrede og bitterhed i ny komedie, der prøver at være en ny 'The Devil Wears Prada'

Selvom der ligger alvor bag 'Late Night', gør den ikke indtryk på anmelder Per Juul Carlsen.

Der er flere rigtig gode pointer om racer og køn i 'Late Night', skriver Per Juul Carlsen. (© Emily Aragones/Scanbox)

Det ville være helt forståeligt, hvis Mindy Kaling var grundbitter og skidesur.

Der er al mulig grund til at vrisse over, at det er så svært at være sjov kvinde i underholdningsindustrien.

Og at der er så mange fordomme og floskler forbundet med at være sort eller brun eller lysebrun i den vestlige verden.

Der er i det hele taget al mulig grund til at være frustreret over, at køn og race fylder så utrolig meget i vores omgang med hinanden i den virkelige verden – for slet ikke at tale om i Hollywood, hvor spørgsmål om køn og race har det med at blive forstærket mange gange i de her år.

Er hende dér ikke for lys til at spille afrikaner og ham dér for hetero til at spille homo? Og så videre.

Men Mindy Kaling virker ikke sur. Tværtimod.

Hun har sammenbikset en af de der små fikse Hollywoodpakker, hvor en meget kompliceret virkelighed vrides og skæres til, så alt falder på plads.

Det er jo sådan noget, de er eksperter i ovre i den amerikanske drømmefabrik - at få virkeligheden til at se dejligt overskuelig ud.

Og så kan Molly, der er kvinde af indisk afstamning, som har arbejdet på et kemikaliedepot og som kommer fra det bondske midtvesten, traske direkte ind og få et job som forfatter hos en berømt kvindelig talk show-vært på tv.

Der ligger en alvor bag komedien

Dermed er hendes lykke naturligvis ikke sådan bare gjort i komedien 'Late Night'.

Den berømte talk show-vært er en strid heks, der behandler sine forfattere efter behag. Og de syv til otte mænd, der har skrevet talk show-værtens jokes gennem mange år, vil ikke bare acceptere, at en midtvest-kvinde af indisk afstamning hopper direkte fra et kemikaliedepot ind på deres kontor.

Bag 'Late Night' er filmstruktøren Nisha Ganatra, der i 2015 vandt en Golden Globe for hendes arbejde som instruktør og producer på tv-serien 'Transparent'. (© Emily Aragones/Scanbox)

Molly, der bliver spillet af Mindy Kaling, skal slås for sin succes. Og det gør hun så.

Det udvikler sig til en moderne 'Klods-Hans', hvor Molly ikke alene belærer en konservativ underholdningsbranche om køn og race, men hvor det eddikesure tv-ikon Katherine Newbury også lærer at finde tilbage til det nysgerrige og levende indre, der i tidernes morgen gav hende lyst til at udfordre verden gennem skarp komik.

Det er lige lovlig let til, at den alvor, der ligger bag 'Late Night', rigtig gør indtryk.

Det er almindelig kendt i Hollywood og omegn, at en sjov komiker nærmest kun kan være en hvid mand. Og at asiater, indere, mexicanere ikke er sjove, men nogen, man laver sjov med.

Den virkelighed giver Mindy Kaling en mavepuster med sin blåøjede, men renhjertede Molly, der drømmer om at være sjov forfatter på tv.

Kaling, der har en baggrund i tv-komedier som 'The Office'og 'The Mindy Project', er et dejligt anderledes syn i en amerikansk film.

Så der er flere rigtig gode pointer om racer og køn i 'Late Night'.

Bruger de velkendte formler

Emma Thompson er også sjov, når hun er bidende ond som tv-stjernen Katherine Newbury. Og sammenstødet mellem Molly og de konservative og indbildske mandlige forfattere er herligt underholdende.

Men i almindelighed er 'Late Night' skruet for meget sammen omkring velkendte formler og løsninger. Der er ikke rigtig nogen grund til, at Newbury skal være så iskold.

Engelske Emma Thompson, der spiller stjernen Katherine Newbury, har medvirket i en del succesfulde film blandt andet 'Love Actually', 'Nanny Mcphee, 'An Education'. (© Emily Aragones/Scanbox)

Men det skaber energi. Det fungerede for Meryl Streep i 'The Devil Wears Prada'. Det er sjovt.

Der er heller ikke nogen god grund til, at Molly skal havne i en først romantisk, siden dramatisk, flirt med en af de mandlige forfattere.

Men den slags virker jo. Der skal da romance på banen. Det er trygt.

Der er bestemt heller ikke nogen grund til, at 'Late Night' skal gennem en ordentlig bunke vendepunkter for at nå derhen, hvor man helt fra begyndelsen kan mærke, at den skal hen.

Men altså – det er brugt før. Med succes.

Eller for at sige det hele på en anden måde. 'Late Night' havde nok været mere personlig, mere udfordrende, mere levende, tilstedeværende, skæggere, pirrende og inspirerende, hvis Mindy Kaling havde været bare en anelse mere grundbitter og skidesur.