Anmelder skuffet over længe ventet superheltefilm: 'Der er jo ingen historie!'

M. Night Shyamalans nye film 'Glass' har så travlt med at forklare sig selv, at historien går tabt, mener anmelder.

M. Night Shyamalan har både skrevet, instrueret og produceret 'Glass' med Samuel L. Jackson (tv.), James McAvoy (midten) og Bruce Willis i de bærende roller. (© Universal)

Det er lige før, jeg ikke tør sige det højt. Men altså; jeg har et svagt punkt for M. Night Shyamalan.

I en filmverden, hvor det ofte føles som om, tre millioner mennesker skal række en hånd op, før en idé får lov at blive til en film, er Shyamalan et klart fremmedelement. Hans hoved vrimler tilsyneladende med krøllede koncepter.

Nogle af dem burde være kvalt forholdsvis hurtigt, for eksempel den, der endte med at blive til filmen 'Lady in the Water', hvor en vicevært forsøger at redde den levende figur fra en godnathistorie, der er havnet i hans swimmingpool.

Men andre har skabt helt særlige filmoplevelser, for eksempel den usædvanlige spøgelseshistorie 'Den sjette sans'. Og den mindst ligeså personlige film om rumvæsner på besøg, 'Signs'.

Bruce Willis (tv.), der blandt andet er kendt for sin medvirken i 'Die Hard'-filmene, spiller rollen som David Dunn i 'Glass'. (© Universal)

Shyamalan er sådan én, man griner af

Når jeg er lidt tøvende med at skrige mit svage punkt for Shyamalan ud over filmbyens tage, er det, fordi M. Night Shyamalan er sådan én, man griner af. Det er svært ikke at fnise lidt, når man siger hans navn.

Ligeså enestående hans idéer kan være, når man vælger at se dem fra én vinkel, ligeså fjollede kan de se ud, hvis man drejer øjnene 180 grader.

Hans gyserfilm 'The Happening', hvor naturen slår igen mod menneskeheden, var en spændende idé. Men det gav ganske enkelt nogle problemer at illustrere, hvordan træer kunne blive en trussel for mennesker. At vise træer, hvis blade hvisler mere og mere i blæsten, føltes ikke rigtig skræmmende - snarere ufrivilligt komisk.

Og på en eller anden måde er det typisk for Shyamalan at opfinde en skizofren filmfigur med 23 forskellige personligheder. 23? To plejer at være problematisk nok, men når Shyamalans konceptværksted tager fat, sker der noget.

Glemmer at fortælle en historie

Det er derfor, jeg får trang til at sprede min svaghed for M. Night Shyamalan.

Jeg fornemmer nemlig en hvislen i træerne, noget der sniger sig ind på Shyamalan og er ved at bringe orden i roderiet på hans konceptværksted.

Hvor han før i tiden kastede dejligt hjemmehæklede idéer til højre og venstre, virker hans nye film 'Glass' irriterende strategistyret og konsulentkontrolleret. Det er som om, nogen har talt ham til – puha – fornuft.

I stedet for at gribe en vild idé og drøne af sted med den har Shyamalan travlt med at forklare sig i 'Glass'. Han har endda så travlt med det, at han helt glemmer at fortælle en historie.

I stedet tager han de to umage helte, David Dunn og Elijah Prince (spillet af Bruce Willis og Samuel L. Jackson) fra hans 18 år gamle film 'Unbreakable' og parrer dem med James McAvoys figur fra Shyamalans overraskende succes 'Split' – ham med de 23 personligheder.

Ud af den konstruktion vokser en anderledes superheltefilm om mennesker med særlige evner. Der er meget langt fra 'Glass' til tegneserieforlagene Marvels og DC's endeløse strøm af ensartede heltegerninger.

70-årige Samuel L. Jackson har medvirket i mere end 100 film - heriblandt 'Jurassic Park', 'Pulp Fiction' og 'Django Unchained'. I 'Glass' spiller han rollen som Elijah Price. (© Universal)

Hverken Dunn, Prince eller vores skizofrene ven med de 23 personligheder kan flyve eller springe på tværs af dimensioner. Deres særlige kræfter opstår i kraft af det, vi andre opfatter som sygdomme eller abnormiteter.

Det bruger Shyamalan til at fortælle en forholdsvis klassisk superheltehistorie om autoriteter, der forsøger at kontrollere væsener med ekstraordinære evner.

Strategistyring ødelægger fortælling

At Shyamalan flytter to afprøvede filmidéer over i en tredje, som bringer minder om noget, vi har set andre steder, er meget lidt Shyamalansk.

Og det er især uvant for Shyamalan, at han bruger knap halvdelen af 'Glass' på at argumentere for logikken i sit anderledes superhelteunivers – i stedet for at fortælle en historie.

Vi skal på besøg i et par tegneseriebutikker for at finde belæg for historien. Og minsandten om ikke figurerne bruger tid på at diskutere, om 'Glass' er en sequel eller en origin-fortælling.

Strategistyringen og konsulentkontrollen har taget en ordentlig luns af Shyamalans sjæl med 'Glass'. Men jeg gemmer mit svage punkt for ham lidt endnu.

Facebook
Twitter