Anmelder slagter ny Robin Hood-film: Pinefuld, besynderlig og virkelig irriterende

Alt det, den fungerede så godt ved Robin Hood-myten, bliver pillet fra hinanden i 'Robin Hood'.

Per Juul Carlsen gik ud af biografen med en irriterende uro i kroppen, efter han havde set 'Robin Hood'. (© Nordisk film distribution)

Det tog noget tid at gennemskue den følelse, der sad i kroppen ovenpå den nye 'Robin Hood'-film. Det var trods alt ikke en normal reaktion oven på en filmoplevelse.

Det var lidt den samme følelse, som når du er kommet for hurtigt ud ad døren om morgenen, og du ved – du ved bare – at du har glemt noget. Men du kan ikke komme i tanke om hvad. Det var sådan en underlig, irriterende uro – som hvis det kløede inde i kroppen.

Men efterhånden fik jeg analyseret bæstet. Kløen skyldtes bl.a. en total forvirring over, at nogen har valgt at udvande en af den vestlige verdens store samlende fortællinger, den om den fredløse helt, der stjæler fra de rige og veletablerede og giver til de fattige og udstødte.

Det var en forundring over, hvorfor det mangfoldige figurgalleri omkring Robin Hood dog er blevet skåret ned til tre-fire hovedpunkter.

Prins John er væk. Ærkemodstanderen Guy of Gisbourne har fået en lille, anonym birolle. Den fortællende troubadour Alan-A-Dale er pillet ud. Will Scarlett er blevet en underlig vendekåbe af et fjols, der slås med Robin om smukke Lady Marian. Og Broder Tuck er blevet en pauseklovn, der til daglig assisterer Sheriffen af Nottingham.

Bevares, ingen har patent på Robin Hood-myten. I 1200-tallet var Robin Hood bare et udtryk for en fredløs lykkejæger. Først mange år senere blev historierne skrevet ned i forskellige fortolkninger.

Idéløse nedskæringer

En Robin Hood-fortæller har altså meget frie hænder. Men hvorfor dog skære drastisk ned på et figurgalleri, der før har vist sit store værd, og presse det sammen til fire hovedroller: En ond hovedskurk i Sheriffen af Nottingham, helten Robin, hans hjertes udkårne i Lady Marian og hjælperen Little John, der her kommer fra Mellemøsten og hedder Yahya, eller på engelsk John?

De to besynderlige og idéløse nedskæringer på Robin Hood-myten er rigeligt at blive frustreret over – men der er flere andre gode grunde.

Det er f.eks. en ren gåde, hvorfor Robin er gjort til en halvbøvet adelsmand, der ikke har meget andet i hovedet end at overgramse og ondulere sin kæreste, Marian, på sit slot.

Først da Robin har været på korstog i Mellemøsten, hvor han møder Yahya og kommer hjem for at opdage at både hans slot og Marian er taget fra ham, dukker en historie med drivkraft op.

Til at begynde med vil Robin bare have det hele tilbage igen. Han har ikke overvejet et sekund at spendere noget på de fattige. Det koncept introducerer Marian ham først for cirka midtvejs i filmen.

I en tid, hvor skellet mellem rig og fattig vokser støt, og hvor idéen om at fordele goderne har en mere end solid klangbund, har instruktøren Otto Bathurst og hans forfattere altså valgt at gøre Robin Hood til en anonym fejde mellem en forulempet helt og en grådig magtmisbruger, Sheriffen af Nottingham. Det er mildt sagt forbavsende.

Ildmur, som selv en spade kan hoppe igennem

Men det virkeligt irriterende ved 'Robin Hood', det der var næsten umuligt at ryste ud af kroppen, var den håbløst svage historie.

Bathursts version af 'Robin Hood' vrimler med optrin, der kun fungerer som udgangspunkt for fed action. Logisk set fører det hverken Robin eller historien videre.

Flere gange undervejs sætter Robins folk f.eks. ild til en olie-rende på tværs af vejen. Det ser sejt ud, men ildmuren er så smal, at enhver spade kan hoppe igennem den uden at lide skade. Og hvorfra kommer alle de guldfade, som de fattige bliver ved med at levere til Sheriffens opkrævning af skatter? Og hvorfor skal der være en stor mine i Nottingham, når den ikke bliver brugt til spor? Og så videre, og så videre.

Hvordan i alverden endte en Robin Hood-film at være så pinefuld at se på?