Anmelder taget på sengen: Oscar-vinder rammer fuldstændig plet i bundsjofel komedie

Filmen 'Long Shot' er meget mere, end den giver sig ud for at være, mener Per Juul Carlsen.

- 'Long Shot' er imponerende flimrende og flakkende, men ikke mindst takket være Charlize Theron og Seth Rogen, der sammen bærer forbavsende mange af scenerne hjem, går langskuddet sørme i kassen, skriver Per Juul Carlsen. (© Hector Alvarez/Nordisk Film)

Traileren til 'Long Shot' er fuld af løgn.

Det skal den have lov til at være.

Trailere er jo trods alt bare små reklamefilm, der skal sælge en film, ligesom når Coca-Cola påstår, at man bliver lykkeligere af deres sukkervand, eller en bank hævder, at det er uproblematisk at snuppe et kviklån.

Det er der vel ikke nogen, der tror på?

Der er heller ikke nogen grund til at tro, at traileren til 'Long Shot' faktisk fortæller os præcis, hvad der sker i den film, den reklamerer for.

Den giver indtrykket af en lidt ungdommelig og vild udgave af 'Præsident på frierfødder', den 20 år gamle romantiske komedie, hvor Michael Douglas som præsident forelskede sig i lobbyisten Annette Bening.

Meget mere end en romantisk komedie

Det er rigtig nok, at 'Long Shot' er en romantisk komedie, hvor to meget forskellige mennesker, en smuk udenrigsminister og en sjov journalist, forelsker sig i hinanden.

Men 'Long Shot' er godt nok meget andet end det. Og mere end det.

Den er først og fremmest en bimlende skør satire over tidens politik i USA.

Og et forsvar for tanken om en kvindelig præsident.

Og så forsøger den at sætte en slags ny rekord for sjofle vittigheder i en ikke helt indlysende sammenhæng.

Alt det giver traileren ikke det mindste indtryk af.

Måske fordi producenterne bag filmen har formodet, at der er flere penge at hente ved at præsentere sig selv som en romantisk komedie med Oscar-vinderen Charlize Theron og comedy-stjernen Seth Rogen i hovedrollerne – end i at sælge sig selv som en småskør og bundsjofel politisk satire.

'Long Shot' handler om en romance mellem den smukke, enlige udenrigsminister Charlotte Field og venstrefløjs-journalisten Fred Flarsky. (© Philippe Bosse/Nordisk Film)

Det har producenterne muligvis ret i, men den satiriske side af 'Long Shot' er i hvert fald betydeligt mere vellykket og sjovere end den romantisk-komiske side.

Romancen mellem den smukke, enlige udenrigsminister Charlotte Field og venstrefløjs-journalisten Fred Flarsky hører til i afdelingen for småmislykkede oplæg til en film.

Det kan godt være, at Charlotte og Fred havde noget sammen, da seje Charlotte var barnepige for nørdede Fred i deres teenageår.

Og det kan godt være, at uspolerede Fred kan se ind til den ægte politiske gejst i Charlotte, men deres romance er pænt sagt svær at forholde sig bare en lillebitte smule alvorligt til.

Til gengæld er romancen afsættet for en herlig spøg- og skæmtbutik af onani-vitser, populærkulturelle referencer, feministiske paroler og hudfletning af USA's politiske virkelighed.

Langskuddene går i kassen

Ingen betvivler Charlottes evner som politiker og beslutningstager, men det er jo ligemeget, når det er noget helt andet, amerikanerne stemmer ud fra, for eksempel humor og hår.

Da Charlotte slår fast, at mænds penis skrumper ved tanken om en magtfuld kvinde, joker Fred eksempelvis med, at 'Penisskrumperen' er hans yndlings-Batman-skurk.

Undervejs er Charlotte og Fred på et gigantisk syretrip, netop som Charlotte skal ordne en diplomatisk krise i Asien.

Senere ønsker Charlotte højlydt, at hun kunne være en helt almindelig amerikaner, der 'er pisseligeglad med alt.'

'Long Shot' er instrueret af Jonathan Levine, der tidligere har instrueret film som 'The Wackness', '50/50' og 'Snatched'. (© Philippe Bosse/Nordisk Film)

Og da en magtfuld mediemagnat forsøger at afpresse Charlotte, er det med en lille film, hvor Fred gokker den af og rammer sig selv i ansigtet med sin sæd, mens han ser på en optagelse af Charlotte.

Der er mildt sagt ikke noget klart fokus for alle de vildtskydende jokes i 'Long Shot'.

På den led passer filmen fint til sin titel, der betyder noget i retning af at forsøge sig med noget, som sandsynligvis går galt.

Det er nok ikke lige det, instruktøren Jonathan Levine og hans to forfattere, Dan Sterling og Liz Hannah, har haft i tankerne.

Men det giver god mening.

'Long Shot' er imponerende flimrende og flakkende, men ikke mindst takket være Charlize Theron og Seth Rogen, der sammen bærer forbavsende mange af scenerne hjem, går langskuddet sørme i kassen.

(© Nordisk Film)
Facebook
Twitter