Anmelder: Tredje film om Utøya-massakren er opløftende men fremstår som den svageste

’Rekonstruktion Utøya’ er en smuk oplevelse, men lever ikke helt op til sine grusomme forgængere.

På opløftende vis fremstiller 'Rekonstruktion Utøya' de overlevende som vindere i stedet for ofre. Det er smukt, men det virker en anelse let og berøringsangst, mener anmelder Per Juul Carlsen. (© Camera Film)

I forsommeren forsøgte Erik Poppes ’Utøya 22. juli’ at gengive begivenhederne, da 69 unge socialdemokrater på teltlejr blev dræbt af en højreradikal terrorist.

For knap to måneder siden dukkede britiske Paul Greengrass op med sin ’22 July’, der beskrev det norske demokratis kamp for at komme over angrebet.

Og nu kommer svenske Carl Javér med den tredje film på bare et halvt år om massakren på Utøya den 22. juli 2011.

Den kan ikke undgå at virke som en efternøler, især fordi Javérs ’Rekonstruktion Utøya’ er den klart blideste af de tre. Poppes film gav en hjerteskærende fornemmelse af at opleve bare lidt af, hvad de unge mennesker gik igennem. Den skulle minde os om, hvad der skete på Utøya – i al sin gru. Og grufuldt var det.

Greengrass’ film tog efterdønningerne med, også retssagen mod højreradikalisten Anders Behring Breivik, mens den bredte begivenhederne ud til en international beretning om demokrati under angreb. Det var en brutal oplevelse, men også en film om et demokratis styrke – en film med håb.

Opført på hvide tapestreger

’Rekonstruktion Utøya’ tager Greengrass’ film et par skridt videre. Den inviterer fire af de unge mennesker, der overlevede angrebet, til at genfortælle deres oplevelser – ikke til kameraet, men til 12 jævnaldrende mennesker, som derefter genopfører oplevelsen på hvide tapestreger på et sort gulv. Filmen er slet ikke på Utøya, men i et filmstudie Nordnorge, formentlig for at lade de fire overleveres egne erindringer stå bedst muligt på egne ben.

Det kan virke underligt at rende rundt på hvide streger på et sort gulv. Hvorfor ikke rejse til Utøya og bruge landskabet, så publikum kommer tættest muligt på? Det har Carl Javér flere gode grunde til.

For det første handler projektet om at lade de overlevende overtage styringen og komme videre. Og for det andet har selve filmen karakter af en terapi, hvor både de fire overlevere og de 12 amatørskuespillere renser ud i systemet.

Mohammed, Rakel, Jenny og Torje ser unægtelig ud til at komme lettede ud af processen. Det samme gør skuespillerne og til sidst også publikum, der kan løbe ud i den nordnorske vinternat og se solskinnet. Det er smukt og skønt at være vidne til.

Det virker bare også underligt let, så flygtigt og berøringsangst som nogle tapestreger på et sort gulv.

Det stærkeste øjeblik i filmen er, da Mohammed fortæller om sin ven Ismail, der døde på Utøya – især da Mohammed viser et billede af Ismail og fortæller, at han altid lavede sjov, kan man mærke, hvor rædselsfuldt det var, massakren på Utøya. Det var ikke bare noget, der kan forsvinde ud i et strejf af en solstråle.

Udråbt til bedste Utøya-film i Norge

Men det handler naturligvis om perspektiv. De norske filmkritikere har udråbt ’Rekonstruktion Utøya’ til den bedste af de tre Utøya-film, fordi den gør de overlevende til vindere i stedet for ofre. Det vidner nok mest om, at nordmændene i almindelighed har været igennem et martrende forløb, og at de alle trænger til at genvinde kontrollen og se solen igen.

Med sådan en tilgang gør det ikke så meget, at man ikke slår sig på ’Rekonstruktion Utøya’, og at den ikke – på samme måde som Poppes og Greengrass’ film – åbner op for de store og besværlige diskussioner om terrorangrebet.

Set med de her filmanmelderøjne vil Erik Poppes ’Utøya 22. juli’ for altid være en flig af et kæmpe chok. Og Greengrass’ film vil være et vidnesbyrd om, hvor besværlig, eller umulig, healingprocessen er.

’Rekonstruktion Utøya’ falder naturligt som det opløftende appendiks i de mere knugende forgængeres kølvand. Som sådan fungerer den glimrende. Men den ligner altså … et appendiks.

Facebook
Twitter