Anmelder vild med Oscar-nomineret film: Den er jo næsten smågenial!

'Kapernaum' følger en 12-årig drengs rejse gennem et fattigt 'Mellemøstens Paris'.

Det kan godt være, at du har hørt meget godt om Libanons hovedstad, Beirut – også kaldet 'Mellemøstens Paris' – men det er bestemt ikke den pæne del af byen, drengen Zain kommer fra. (© Scanbox)

Det er lige før, det er smågenialt, det koncept, som libanesiske Nadine Labaki har fundet på.

Film om fattige børn, der hutler sig og kæmper sig gennem tilværelsen i den fattige tredje verden, er jo set før. Endda mange gange.

De to drenge, Zain og Yonas, der vælter rundt i slummen i Beirut, er ikke så meget rørende eller mere interessante end alle andre fattige. Brasilianske 'Children of God' fra 2010 var for eksempel både mere chokerende og bedre fortalt.

Men den ramme, som Labaki klemmer Zain og Yonas ned i, gør deres situation ekstra svær at acceptere.

Takket være den er de to drenge ikke bare endnu et par fortabte børn, der skal være mere end seriøst heldige for at komme nogenlunde helskindede gennem livet. De er en sand tragedie.

'Kapernaum' er nomineret til en Oscar i kategorien 'Bedste ikke-engelsksprogede film'. (© Scanbox)

Dreng sagsøger sine forældre for at have skabt ham

I begyndelsen af Labakis film 'Kapernaum' får vi at vide, at den 12-13-årige dreng Zain sagsøger sine forældre for at have bragt ham til verden.

Det lyder som en tom trussel af den slags en vred dreng kan finde på i affekt oven på en kikset weekend uden is til dessert.

Men i løbet af 'Kapernaum' opdager vi, at han mener det seriøst – han har endda grund til at mene det seriøst.

Zains forældre er et par fattige mennesker, der ligeledes kæmper sig gennem dagligdagen og som må finde sig i – som faderen siger – at bliver spyttet på, når de går uden for døren.

De har fået børn i hobetal, ikke fordi de nødvendigvis elsker hvert barn højt, men fordi børn både er et håb om en bedre fremtid og en investering. En stærk søn kan tjene penge. En smuk datter kan giftes bort.

Og giftes bort er præcis, hvad Zains 11-årige søster – og bedste ven – bliver, til en tre gange så gammel købmand. Med pænt sagt uheldige konsekvenser.

12-årig må tage sig af en baby

Da søsteren Sahar bliver gift bort til en tilværelse som slave i en købmandsbutik, skrider Zain. Han forsvinder ud i Beirut, finder sammen med en etiopisk flygtning, der har Yonas, en lille søn på godt et år.

Zain, der spilles af syriske Zain Al Rafeea, må tage sig af en kvindes barn i Beiruts slum. (© Scanbox)

En dag bliver moderen arresteret, og så må Zain tage sig af lille Yonas.

Det er en vanvittig situation – en 12-årig dreng, der agerer far for en lille dreng, som en lokal forretningsmand i øvrigt gerne vil tjene penge på at sælge til adoption.

Det er begyndelsen på en rejse gennem Beiruts slum. Og da den er forbi, forstår man sådan set godt, hvorfor Zain gerne vil sagsøge sine forældre.

Han kunne vælge at sagsøge så mange andre - myndighederne, menneskeheden, de voksne osv., men de stakkels, grædefærdige forældre kunne have taget en simpel beslutning ikke at føde børn ind i fattigdom.

Kapernaum betyder kaos - men der er et lille håb

Titlen 'Kapernaum' betyder kaos på arabisk – og henviser i øvrigt til den by, Jesus boede i ifølge Det Nye Testamente. Og det er ikke svært at se det kaos, filmen beskriver. Der er noget skævt i verden. Og der er noget skævt i filmens forhold til vores verdensopfattelse.

Normalt er børn en metafor for håb på film. Når de voksne har fucket det hele op, vender historiefortællerne altid blikket mod det lille barn, der med undren har betragtet de voksne. Der ligger håbet om en bedre fremtid. Bare ikke i Nadine Labakis 'Kapernaum'.

Her er barnet vred over at blive født ind i vores verden. Det kræver et hjerte af sten ikke at blive berørt af. Det er lige før, det er et genialt træk af en historiefortæller.

Men et lille håb findes der da, uden for filmen.

Den syriske flygtningedreng Zain Al Rafeea, der spiller Zain i 'Kapernaum', drømmer i filmen om at komme til Sverige, hvor man – med drengens ord – kan gøre lige, hvad man har lyst til. Det er som bekendt en lidt for optimistisk opfattelse af vores naboland, men i virkelighedens verden har den unge og i øvrigt dygtige skuespiller fået opholdstilladelse i Norge.

DR's anmelder er ikke alene om at elske 'Kapernaum'. (© Scanbox)
Facebook
Twitter