Anmelder vildt begejstret for stjernebrødres nye Netflix-film: Der findes ingen som dem!

De to filmoriginaler Ethan og Joel Coen har fået frie hænder i Netflix-cowboyfilmen 'The Ballad of Buster Scruggs'.

Ralph Ineson spiller 'manden i sort' i den nye Netflix-film 'The Ballad of Buster Scruggs'. (© Netflix)

Om nogle år, når konkurrencen inden for filmstreaming har fundet et stabilt leje, kommer alt sikkert til at se anderledes ud.

Men lige nu skal det hele prøves af. Og den største streamingtjeneste, Netflix, har pengene til bare at eksperimentere og lege.

De kan for eksempel smide om sig med penge til en række af filmverdenens kunstdarlings, som Ethan og Joel Coen og mexicanske Alfonso Cuarón.

Der er ikke noget underligt i, at Ethan og Joel Coen og Alfonso Cuaron modtager penge til at skabe film for.

De har trods alt stået bag populære film som henholdsvis 'Fargo', 'The Big Lebowski', 'Gravity' og 'Children of Men'.

Det særlige er, at Netflix ser ud til at give de kreative filmmagere aldeles frie hænder.

Alfonso Cuaróns 'Roma', der får premiere den 14. december, er for eksempel i sort/hvid, hvilket filmkunstnere elsker, fordi det giver et rent og kraftfuldt udtryk.

Til gengæld hader filmproducenter sort/hvid-film, fordi det store og brede publikum ikke gider se på noget, der lugter af kunstfims fra gamle dage.

Krøllede film om atypiske hovedpersoner

Coen-brødrenes 'The Ballad of Buster Scruggs' stritter endnu mere imod fornuftigt filmkøbmandsskab anno 2018.

For det første er det en western, og selvom western-computerspillet 'Red Dead Redemption 2' fejrer store triumfer i disse dage dage, lugter cowboyfilm ikke så lidt af sure sokker og gamle mænd med mug i skægget.

Men det mindst salgbare ved 'The Ballad of Buster Scruggs' er, at den er noget så håbløst gammeldags som en antologifilm, altså en film sat sammen af en række korte film, her seks små fortællinger, der ikke har andet tilfælles, end at de foregår i det temmelig vilde vesten.

Så godt som ingen skaber antologifilm nu om dage.

Men Coen-brødrene har fået lov. Og de har tilmed fået mulighed for at sammenflikke seks små film, der er så Coen'ske at det næsten overgår de mest personlige film i deres efterhånden mangfoldige univers, såsom 'Barton Fink', 'The Man Who Wasn't There' og 'Inside Llewyn Davis' – krøllede, underfortalte film om atypiske hovedpersoner og med en helt speciel balance mellem tragedie og kulsort komik.

Liam Neeson spiller rollen som impresario i 'The Ballad of Buster Scruggs'. (© Netflix)

Det er den slags, de kan

'The Ballad of Buster Scruggs' lader som om, den bygger på en tudsegammel bog med klassiske westernfortællinger. Men det er Coen-brødrenes univers fra bunden af.

Ingen andre end de to filmoriginaler kan finde på en figur som den hvidklædte revolvermand Buster Scruggs, der elsker at synge, mens han ridder gennem det smukke ørkenlandskab, inden han pløkker en fem-seks skurke med den største lethed i den lille film, der ganske enkelt hedder 'The Ballad of Buster Scruggs'.

Og hvem andre kan opfinde den tavse vagtmand Mr. Arthur i den længste af novellefilmene, 'The Gal Who Got Rattled'.

Efter en lang seance, hvor Mr. Arthur bare har spillet en tavs birolle, mens hans makker Billy Knapp kurtiserer den naive ungmø Alice Longbaugh, må Mr. Arthur pludselig træde i karakter, da hans karavane bliver angrebet af indianere.

Så falder hans ord til gengæld så præcist og velovervejet, at han er en hærleder værdig.

Grainger Hines spiller 'Mr. Arthur' i 'The Ballad of Buster Scruggs'. (© Netflix)

Det er den slags, de kan, Coen-brødrene, næsten mere konstant og overbevisende end nogen andre: fortælle en historie, der virker klassisk, men som har fået så eftertrykkeligt et twist med morbid humor og kølig vid.

'The Ballad of Buster Scruggs' kræver, at man giver sig tid til at gumle og drøvtygge fortællingerne.

For handler 'All Gold Canyon' om en guldgraver på eventyr eller om grådigheden, der styrer verden? Eller er hovedpersonen faktisk naturen, der med undren studerer menneskenes gøren og laden og altid fjerner sporene med tålmodighed, når mennesket er forduftet igen?

Kun brødrene Ethan og Joel Coen fortæller den historie på dén måde.

(© Netflix)
Facebook
Twitter