Anmeldere om ’Inferno’: Iltfattig, slap og usammenhængende

Den tredje Dan Brown-filmatisering ’Inferno’ får hård medfart af anmelderne, der dog roser Sidse Babett Knudsens indsats.

Sinskey (Sidse Babett Knudsen) og Robert Langdon (Tom Hanks) analyserer Dantes tekst i 'Inferno', der har premiere i dag. (Foto: Jonathan Prime © © 2016 CTMG)

I den nye Dan Brown-filmatisering ’Inferno’ vågner Robert Langdon op med hukommelsestab på en skadestue i Firenze.

Da en kvinde i politiuniform skyder efter ham, må han flygte med en smuk, ung læge under armen, og snart går det op for Langdon, at han skal løse en rebus baseret på Dantes ’Inferno’ for at redde verden fra et terrorangreb, der truer med at udslette halvdelen af jordens befolkning.

Det lyder velkendt, og det er det også – lidt for velkendt ifølge anmelderne, der ikke er imponerede over filmen.

Har overskredet sin udløbsdato

Politiken giver ikke mere end to hjerter.

- Filmens grande finale er afviklet med høj spænding, men indtil da sad jeg og småkedede mig på trods af de hidsige jagter og de ’spændende’ gåder. Hele fænomenet virker lidt hengemt og hinsides sidste udløbsdato.

Selvom det ifølge Filmmagasinet Ekko er forfriskende, at den tredje Dan Brown-filmatisering indledes med en ”koldsvedende og konfus udgave” af den ellers bedrevidende og enerverende Harvard-professor Robert Langdon (Tom Hanks) og selvom hans hukommelsestab tilfører filmen en ”snert af tiltrængt tvetydighed, kvitterer filmmagasinet ikke med mere end tre stjerner.

Stjerner til Sidse Babett Knudsen

Sidse Babett Knudsen, der har en birolle i den store Hollywood-produktion, roses imidlertid for sin præstation.

- Babett Knudsen fremfører fornemt den særegne bryske charme, der er ved at give hende et internationalt gennembrud.

Også Information roser Babett Knudsen for sit skuespil og kalder danskeren, der spiller rollen som WHO-chefen dr. Elisabeth Sinskey en af filmens mest troværdige og interessante karakterer.

Filmen som helhed er avisen dog ikke begejstret for.

- 'Inferno's problem er, at der er så mange handlinger, antagelser og konsekvenser, der ingen mening giver, at det næsten heller ikke giver mening at prøve at følge med og regne ud, hvad der er på færde.

Og det er problematisk, når netop den disciplin er filmens omdrejningspunkt, skriver Information.

Tag det ikke så alvorligt

Jyllands-Posten og Ekstra Bladet giver samstemmende filmen to stjerner, som de kalder henholdsvis ”slap” og ”iltfattig”.

Filmlands anmelder Per Juul Carlsen er mere positivt stemt og uddeler fire stjerner. Han opfordrer til, at man ikke tager Dan Brown og instruktør Ron Howards film alvorligt – det hjælper gevaldigt, siger han og kalder filmen en gang ”velorkestret vrøvl”.

- Men hvis man bare lader sig rive med og lader være med at tænke overhovedet og især undgår at forsøge at nyde den stivbenede dialog, er ’Inferno’ glimrende underholdning.

Facebook
Twitter