Anmeldere om ny ungdomsserie: Lækre effekter - dårlige replikker

Den danske tv-satsning ’Heartless’ får ros for dens brug af effekter, men replikkerne og plottet halter. Den modtager alt fra to til fire stjerner hos de danske anmeldere.

Sebastian Jessen spiller den skyldbetyngede Sebasitan i serien 'Heartless'. (Foto: Rolf Konow © SBS)

Kanal 5's nye ungdomsserie 'Heartless' minder om 'Vampire Diaries', 'True Blood' og 'Hemlock Grove' - alle succesfulde amerikanske teenageserier som lokker med overnaturlige universer.

'Heartless' handler om tvillingeparret Sebastian og Sofie, som er en art vampyrer, der ikke bider hul, men i stedet suger livskraften ud af deres ofre. Suger de for meget, så brænder offeret op.

Sebastian er træt af søskendeparrets situation, hvor Sofie er mere kynisk og fandenivoldsk.

For at finde ud af, hvorfor de har de her sugende tendenser, starter de på en fornem kostskole, som er deres eneste ledetråd.

Serien er allerede solgt til over 40 lande, men de danske anmeldere er langt fra enige om, hvorvidt den har international kaliber.

En kejtet start

Hvis man starter fra bunden, så fik 'Heartless' kun to ud af seks stjerner hos Soundvenue.

Serien har potentiale, men skuespillet er ikke godt nok:

- Replikkerne bliver leveret enten med overdreven barnlig sarkasme eller grinagtigt sammenbidt intensitet, så man hurtigt føler en træt ligegyldighed over for karakterernes skæbner, skriver Soundvenues anmelder.

Julie Zangenberg spiller Sofie, den kvindelige halvdel af tvillingeparret. (Foto: Rolf Konow © SBS)

Ekstra Bladets anmelder kvitterer også kun med to stjerner på trods af lækre lyd- og lyseffekter.

- Skuespillerne lades i stikken af den kejtede historie og de alt andet end mundrette replikker, skriver Ekstra Bladet, og kalder det et småkedeligt første afsnit.

Historien vil for mange ting

Hos B.T synes anmelderen, at "Der er godt sug i Zangenberg". Her skriver anmelderen, at premiereafsnittet dog haltede på grund af kluntede replikker og en dårlig præsentation af seriens karakterer.

- Karaktertegningen var mildt sagt mangelfuld - hvad tvillingerne laver, når de ikke suger livskraft ud af forbipasserende, fik vi aldrig at vide, skriver B.T's anmelder og giver afsnittet tre ud af seks stjerner.

Hos Politiken modtager 'Heartless' tre ud af seks hjerter. Her får serien også kritik for ikke at løfte historien ordentligt, fordi serien forsøger for mange ting ifølge anmelderen.

- 'Heartless' sætter sig mellem to stole. Der er for meget skolekomedie og for lidt kunstnerisk kvalitet til at indfange det voksne publikum og - gætter jeg på - for lidt drama til at fastholde det flygtige ungdomspublikum, skriver Politikens anmelder.

Det bliver meget bedre

'Heartless' får til gengæld en pæn anmeldelse med på vejen hos Berlingske, som blandt andet kalder serien vellykket, og roser den for dens noir-stemning.

- 'Heartless' fungerer fordi den er flot - og fordi den gør os nysgerrige. Det er et snedigt greb, at vi aldrig ved mere end Sofie og Sebastian og derfor bliver optaget af at af løse mysteriet sammen med dem, skriver Berlingskes anmelder og giver serien fire ud af seks stjerner.

Berlingskes anmelder har set flere afsnit af serien, og forsikrer om, at det noget kluntede premiereafsnit efterfølges af flere rigtig spændende afsnit.

Serien vises på Kanal 5 og havde premiere mandag aften.

FacebookTwitter