Anmeldere om Rolling Stones-dokumentar: Ligner en reklamefilm, men hvad pokker

Ny dokumentar om The Rolling Stones’ turné i Sydamerika kammer over i propaganda, mener nogle anmeldere. Alligevel høster filmen om de aldrende rockikoner stjerner fra kritikerne.

I en særligt rørende scene fra dokumentaren 'The Rolling Stones: Olé Olé Olé! A Trip Across Latin America' spiller Keith Richards og Mick Jagger fra The Rolling Stones en akustisk version af nummeret 'Honky Tonk Women'. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Der er særligt ét klip i dokumentarfilmen ’The Rolling Stones: Olé Olé Olé! A Trip Across Latin America’, som flere anmeldere er begejstrede for.

Mick Jagger og Keith Richards sidder i et omklædningsrum i São Paulo og spiller en akustisk country-version af ’Honky Tok Women’.

Scenen falder omkring midtvejs i dokumentarfilmen og er ifølge Kristeligt Dagblads anmelder Henrik Wivel ”suveræn” og ”hele filmen værd”.

Instruktør ingen Scorsese

Men ellers tilskrives det gamle rockband alt for stor betydning i filmen, skriver Wivel, der alligevel giver 4 stjerner.

- Gruppens rejse igennem det sydamerikanske kontinent skildres som en slags musikalsk og revolutionær antropologi, hvor denne ansamling af aldrende, let dekadente og aristokratiske musikere fra det gamle britiske imperium transformeres til en slags opdagelsesrejsende på vej dybt ind i det latinamerikanske folkedyb.

Det er for meget ifølge avisens anmelder, der også klager over den alt for frekvente klipning, som hugger musiknumrene over, så de aldrig høres i fuld længde.

- Instruktøren Paul Dugale er ingen Martin Scorsese, konkluderer han.

Reklamefilm for rockstjernetilværelsen

Også hos Politiken er anmelder Kim Skotte kritisk overfor dokumentarens mytologisering af The Rolling Stones som verdens største rockband. Han giver tre hjerter og kalder filmen en ”reklamefilm for rockstjernetilværelsen som en genvej til et langt liv på toppen”.

- Rolling Stones væltede måske ikke personligt diktaturerne og Berlin-muren, men at det var lige før, fornemmer man klart. En pudsig rolle at indtage for de hedonistiske rockmillionærer.

Han tilføjer dog:

- Men hvad pokker, it’s only rock’n’roll and we like it!

Gik lige i hjertet

Berlingskes anmelder Jacob Wendt Jensen er mere begejstret og kvitterer med 5 stjerner. Han fældede sågar en tåre i biografmørket over Mick Jagger og Keith Richards akustiske fremførelse af ’Honky Tonk Women’ i førnævnte omklædningsrum.

- Selv om de begge to er kravlet over på den anden side af de 70 år, giver det så meget mere mening at se dem strippet for al det udenoms stadiongøgl, der er kommet til gennem tiderne, skriver Wendt Jensen.

- Sangen og situationen gik lige i hjertet.

Transcenderer koncertfilmens format

Også Soundvenues anmelder Martin Gronemann giver fem stjerner og roser dokumentaren, der kommer umiddelbart inden The Rolling Stones på fredag udgiver ’Blue & Lonesome’ - deres første studiealbum i 11 år.

- 'Olé, Olé, Olé’ transcenderer således koncertfilmens format som mere end et nyt kapitel i historien om et af verdens største rockbands. For fans er det fascinerende at komme tæt på og høre, hvad der fortsat driver gruppen, og hvordan turnéen sætter et nyt flueben i en karriere, som har bragt dem kloden rundt adskillige gange.

- Men Dugdales film er lige så meget en fortælling om musikkens berusende og emanciperende kraft i kulturer, hvor Rolling Stones’ sange vitterligt har gjort en forskel, skriver han.

'The Rolling Stones: Olé Olé Olé! A Trip Across Latin America' har premiere i dag.