Anmeldere roser ’Indiens døtre’: Rystende men yderst relevant

Dokumentaren ’Indiens døtre’, som handler om den voldsomme voldtægt af inderen Jyoti Singh, bliver rost af anmelderne.

Voldtægtsofrets forældre fortæller i 'Indiens døtre' om forbrydelsen, der kostede deres datter livet. (© Plus Pictures)

En yderst vellykket dokumentar, der er rystende og principiel.

Sådan lyder anmeldernes vurdering af dokumentaren ’Indiens døtre’, der søndag – på kvindernes internationale kampdag – blev vist på DR1.

Dokumentaren handler om de seneste års mest omtalte voldtægt i Indien, der fandt sted i december 2012. Her blev den 23-årige medicinstuderende Jyoti Singh massevoldtaget af seks mænd i en bus – en voldtægt, der endte med at koste hende livet.

Opbygget som en Pandoras æske

En af de anmeldere, der roser filmen, er Politikens Dorte Hygum Sørensen, der giver dokumentaren fem hjerter.

- Den rædselsvækkende historie om Jyoti Singh er fornuftig og overskueligt opbygget som en Pandoras æske. Afsnit for afsnit åbnes til lag i det kvindesyn, det patriarkalske hierarki og den ondskab, som kunne føre til, at den medicinstuderende Jyoti Singh (…) blev voldtaget af seks unge mænd, skriver Dorte Hygum Sørensen.

Hun skriver, at dokumentarens instruktør, Leslee Udwin, går helt til bunds i den væsentlige historie om voldtægten, og at hun tager seerne med helt tæt på det miljø, hvor folk accepterer sådanne forbrydelser.

- I stedet for at fremstille ondskaben og kvindehadet som udelukkende et individuelt problem, får Leslee Udwin vist, hvordan det værst tænkelige har haft de bedst tænkelige vækstbetingelser i det indiske samfund, skriver hun.

En vigtig film

Dagbladet Information har fået forfatter og debattør Mads Ananda Lodahl til at anmelde dokumentaren. Til trods for det makabre indhold i filmen, så kalder han den for fantastisk og yderst vellykket.

Mads Ananda Lodahl skriver, at Leslee Udwin har samlet et imponerende persongalleri – blandt andet i form af interviewet med en af gerningsmændene, hvor han detaljeret fortæller om voldtægten og giver udtryk for, at ofret selv bar en stor del af skylden for forbrydelsen.

- ’Indiens døtre’ er en vigtig film, fordi den vover at være mere end en film om en voldtægt. Den sætter voldtægten i en kontekst og undersøger den kultur, der indrammer og muliggør voldtægt, og som en aktivist i filmen kalder voldtægtskultur, skriver Informations anmelder.

Tager fat på det indiske politikere burde gøre

Dokumentaren er også blevet vist på BBC og har fået stor opmærksomhed i Storbritannien. Guardians anmelder skriver, at filmen gør det, som de indiske politikere burde have gjort: Nemlig at undersøge voldtægtssagerne grundigt og diskutere dem åbent.

Samtidig får instruktøren ros for hendes evne for skarpt at fokusere på essensen i Jyoti Singhs historie, hvilket gør dokumentaren stærkere.

Du kan se ’Indiens døtre’ på dr.dk indtil 7. april.

Facebook
Twitter