Anmelderne slagter Rasmus Heides film, men publikum elsker ham: 'Jeg føler mig utrolig heldig'

Rasmus Heide har givet os film som 'Blå mænd', 'Julefrokosten' og 'Alle for én'. Nu er han aktuel med ny film.

Rasmus Heide på 42 har lavet nogle af de største danske film i biografer. Men anmelderne er ikke altid så vilde med filmene, som publikum er. (Arkivbillede) (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix Denmark)

Et par timer før interviewet mandag eftermiddag med instruktør Rasmus Heide, der er aktuel med sin nye film 'Centervagt', beslutter jeg mig for lige at vejre stemningen.

Jeg sidder foran min bærbare computer og kan se, at mine spørgsmål er lidt bitchy.

"Hvordan er det at få så mange anmeldertæsk? Hvorfor elsker publikum dine film, og hvad får dig til at blive ved?," lyder et par af dem.

- Altså det er nok en meget fortærsket vinkel - og den samme, som har kørt ved de sidste tre film, svarer Rasmus Heide i en sms og kalder vinklen for en "genindspilning af de seneste ti års interviews".

Jeg vil i så fald ikke være den eneste, der er blevet beskyldt for en genindspilning - i hvert fald ikke, hvis man skal tro på Informations anmeldelse af 'Alle for tre', Rasmus Heides femte film.

Under overskriften "'Alle for tre' er fladpandet familieunderholdning for voksne," skrev anmelderen:

- Folk vil have komedier, og Rasmus Heide ved, hvordan man laver dem. Man skal bruge: mindst to underfrankerede bøvehoveder, en uoverensstemmelse, planer for forskellige forbrydelser, en grundlæggende eksistentiel vildfarelse og en masse udklædningstøj.

- Det virkede i 'Alle for én' (…) Det virkede igen i 'Alle for to', og mon ikke også det kommer til at virke i 'Alle for tre', skrev anmelder Lone Nikolajsen.

Sjovt nok minder opskriften meget om den, Rasmus Heide har brugt i sin nye film, 'Centervagt'.

Her er de underfrankerede bøvehoveder to sikkerhedsvagter, Glen og MC, der arbejder i et skrantende storcenter og spiser tyske glaspølser på krydderboller toppet med remoulade til frokost.

Rune Klan og Josephine Park spiller sikkerhedsvagterne Glen og MC i butikscentret. (© Nordisk Film)

Uoverensstemmelsen er med det konkurstruede centers chef, som sætter de to sikkerhedsvagter til selv at beslutte, hvilken en af dem, der skal fyres for at undgå lukning.

Forbrydelserne foregår, når de to sikkerhedschefer sammen begynder at stjæle fra centrets butikker, hvilket de gør i - gæt selv udklædningstøj (dobbelt flueben dér). Og den grundlæggende eksistentielle vildfarelse er, at Glen midt i kaosset er hemmeligt forelsket i MC og ikke ved, hvordan han skal håndtere det.

Se traileren til 'Centervagt' her:

Men en klar opskrift, der går igen, mener Rasmus Heide ikke, der er tale om.

- Nej, det gør jeg selvfølgelig ikke, lyder det fra ham.

- Det er anmeldernes holdning om hele genren, mere end det er en holdning om mine film. For jeg starter altid forfra på et helt blankt papir, når jeg laver en ny film. Det er en af mine hovedregler. Jeg gemmer aldrig nogen idéer til den næste film, for jeg ved aldrig, om den film, jeg er i gang med, bliver min sidste, siger han.

Ikke kun dårlige anmeldelser

For at være fair er det ikke alle, der har været nærige med stjerner til Rasmus Heide og hans film. Politiken, der har brandet sig på at være Danmarks kulturavis, har faktisk været en af Rasmus Heides største fans.

Rasmus Heide mener blandt andet, at der er enormt stærke konventioner i komediegenren. (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix Denmark)

Fire hjerter sendte deres anmelder afsted til 'Julefrokosten' og tre hjerter til 'Blå mænd' og 'Alle for én'. Men når man kigger anmeldelserne for samtlige af hans film igennem, ligger antallet af stjerner ofte i den lavere ende.

Det har Rasmus Heide selv tre årsager til.

- Der er enormt stærke konventioner i komediegenren, som publikum er vant til. Det gør, at man blandt andet har en overenskomst med publikum om, at filmen skal ende godt. Derfor anser de det fejlagtigt som en fast opskrift, selvom jeg synes, at jeg leger og bryder med konventionerne i 'Centervagt'.

- For det andet så vælger jeg også, at det hele skal være lidt karikeret. En masse ting skal forsimples, så storcentret i 'Centervagt's tilfælde er en verden i sig selv, hvor hver karakter repræsenterer én holdning eller følelse.

- Derfor bliver det hele meget mere simpelt og et renere univers, end man ser det i for eksempel et tungt drama, siger han.

De to vagter begynder at stjæle fra butikscentrets butikker for at vise, at der er brug for to vagter og ikke kun en. (© Nordisk Film)

Og så er der den tredje ting. Anmelderne og den måde, de ser filmen på. For når fem-seks anmeldere sidder spredt i biografen, får de ikke den fællesoplevelse af at grine sammen, som en fyldt biografsal vil gøre, vurderer Rasmus Heide.

- Det svarer til at se klassikeren 'Rumrejsen år 2001' på en mobiltelefon. De får overhovedet ikke samme oplevelse af at se filmen som publikum, siger han.

Handler om meget mere end bare om at grine

Måske fortjener Rasmus Heide meget mere ros, end det anmelderne giver ham. For publikum elsker hans film. Og som han siger, så er de alle sammen åbnet som nummer ét i biografen og klarer sig efterfølgende godt på tv.

For i bund og grund handler 'Centervagt' om lige så mange forskellige ting, som mange andre film.

- Den handler om, hvordan vi behandler hinanden. Den handler om hierarkier, om hvordan man bringer sig selv i spil over for andre og om at miste.

- Og så handler den om, at du kan snakke side op og side ned om det, du vil med dit liv, men at du bliver nødt til at handle, hvis vi vil gøre noget ved det, siger Rasmus Heide.

Selvom han ikke tør gætte på, hvordan hans nye film vil blive taget imod af publikum og anmeldere denne gang, så er han i hvert fald utrolig glad for, at 'Centervagt' er blevet, som han forestillede sig, da han for to et halvt år siden gik i gang med den.

Rasmus Heide lavede filmen under coronapandemien. Han har både skrevet manuskript og instrueret filmen. (Foto: Åsmund Sollihøgda)

Og hvis det skulle vise sig, at anmelderne tager møggreben frem, når de skal uddele stjerner, så klarer Rasmus Heide det nok.

- Folk glemmer nogle gange, at Olsen-banden også var vildt udskældt, da de kom. Nu er det blevet en nationalskat. Man ser det jo også i litteraturen, hvor genrer, der når bredt ud, ikke får de bedste anmeldelser. Jeg håber bare, at anmelderne går ind med et rent sind og vil gå mere i dialog med filmen. Det savner jeg, de gør i komediegenren, i stedet for at sige, at vi bare følger en bestemt skabelon.

Så anmelderne har for meget skyklapper på, når de vurderer dine film?

- Jeg føler mig på ingen måde jagtet. Det sker jo også, at Kim Skotte fra Politiken giver fire hjerter, hvor man bliver belønnet for den kompromisløshed, jeg synes er så vigtigt i de her film.

- Hvis jeg forsøgte at imødekomme anmelderne, ville det jo være falskt og hult for mig. Men jeg er jo utrolig heldig, at jeg deler smag med et meget bredt publikum. For hvis jeg gjorde det helt modsatte, så anmelderne var vilde med mig, men publikum ikke var det, så ville jeg jo ikke kunne lave film.

- For at sige det ligeud, så er jeg pissespændt på, hvad publikum siger, og jeg glæder mig virkelig meget.

Du kan selv se 'Centervagt' i biograferne fra 10. juni.

(© Nordisk Film)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk