Kære læsere.

Som nogle af jer sikkert ved, er det min søn, Per, der plejer at anmelde film her på dr.dk. Det er det ikke i dag.

Jeg har sendt ham ned til købmanden for at handle ind for mig, så jeg i stedet kan anmelde den nye danske film: 'Madklubben'. Det er overhovedet ikke en film for ham – og så ved jeg udmærket godt, hvordan det ender.

Han er altid så optaget af, at film skal være 'udfordrende' og 'nytænkende', og at måden at fortælle historier på skal udvikle sig - "ligesom menneskeheden", som han prædiker. Og på et tidspunkt bliver man jo frygtelig træt af at høre på ham.

Det er, som om han ikke begriber, at nogle af os bare gerne vil se en god og hyggelig historie om mennesker, vi føler, vi kender. En historie uden alt muligt man skal have et leksikon i hånden for at forstå.

Vin, venskab og modne damer

Jeg kan godt se, at 'Madklubben' ikke er epokegørende. Det er jo heller ikke meningen.

Det er en film om venskab og veninder og om os modne damer, der godt vil have understreget, at det aldrig er for sent at kaste sig ud i noget nyt. Altså, jeg skal ikke nyde noget af at kaste mig ud i noget, dét siger jeg jer. Men derfor kan jeg da godt nyde at se nogen på min alder få sig en oplevelse.

Så er det vist her, jeg skal fortælle, hvad filmen handler om. Altså, den hedder 'Madklubben', og de tre hovedpersoner er kvinder, der i deres ungdom var slyngveninder.

Nu er de i deres bedste alder, og de trænger på hver deres måde til at komme videre. Især Marie. Hendes mand, som er en kæmpeklovn, har fundet sig en elskerinde. Ud ryger Marie, der tilmed også bliver sparket ud af det firma, de har haft sammen i mange år.

Det er i øvrigt Kirsten Olesen, der spiller Marie. Jeg tror ikke, jeg har set hende i en stor rolle, siden hun var Agnes i 'Matador' – og det er jo, nej, hold da op, 40 år siden! Dejligt at se hende igen, også selvom hun ser trist ud gennem hele filmen.

Så er der Vanja, der hænger fast i mindet om sin afdøde mand og har så svært ved at kaste sig ud i et nyt kærlighedseventyr. Hun vil gerne, da en ung – eller yngre – og smækker anlægsgartner dukker op, men hun kan ikke finde ud af det. Det er Kirsten Lehfeldt, der spiller Vanja, og hvad hedder han nu, Troels Lyby, er gartneren. Hun må jo være ti år ældre end ham. Sådan noget ser man jo ikke så tit på film. Det er da forfriskende.

Endelig er der Berling, der lyder, som om hun er opkaldt efter en avis, men hun er den selvsikre af de tre. Hun går smart og sexet klædt af en dame på hendes alder, og så taler hun ofte om tissemænd. Men hun har ikke lyst til at knytte sig til nogen, altså mænd, og det er det, hun slås med. Berling bliver spillet af Stina Ekblad, der plejer at se så tungsindig ud, men det gør hun ikke her.

Under alle omstændigheder tager de tre på madkursus i Apulien – ja, det ligger i Syditalien – og der er jo skønt.

Feel good -film uden store dikkedar

Mens det er nytår og gråvejr herhjemme, kan de tre veninder sidde i solen og drikke hvidvin, mens de laver skøn mad. Det kan man jo aldrig blive træt af. Jeg er sikker på, at min søn, Per, vil brokke sig over, at det er for nemt at sende tre danske veninder ud af vinterdepressionen og ned til lækker mad og kærlighed i Italien, og vupti, så har man en film. Men pyt med ham.

Jeg må nok indrømme, at det havde været skønt med lidt flere overraskelser undervejs. Det er, som om instruktøren, og hvad hedder hun nu, Barbara Topsøe-Rothenborg, er lidt bange for at tage chancer og gøre noget, der virkelig tager fusen på én.

Men 'Madklubben' er en dejlig og opmuntrende film. Sådan noget kan man jo ikke få nok af i de her tider.

Nå, nu kan jeg høre Per komme tilbage fra købmanden. Bare han tog et par frøsnappere med fra bageren...

Kærlig hilsen

Gerda Juul Carlsen

'Madklubben' kan ses i biograferne fra den 22. oktober 2020.