Jeg har lige sagt farvel til en af mine gamle venner.

Jeg bad ham ganske enkelt om at skrubbe hjem til Helvede, hvor han hører hjemme.

Det tog han mægtig pænt.

Han stammer faktisk fra Helvede, og det var bestemt også venligt ment, da jeg foreslog ham at smutte hjem.

Efter min opfattelse trænger han til at finde sig selv.

Jeg vil gerne kunne påstå, at jeg er vokset op sammen med min ven fra Helvede, at vi fulgtes ad til skole og sloges sammen mod plageånderne fra Himlen og så hinanden få den første kæreste.

Men jeg lærte først Hellboy at kende, da jeg var omkring 30 år, fra Mike Mignolas tegneserie af samme navn.

Jeg fik ondt af det lille røde væsen, da jeg så ham kravle ud ad porten til Helvede og ind i vores jordiske verden oven på en okkult besværgelse, fremført af skruppelløse nazister i en desperat kamp for at vende lykken i den anden store verdenskrig.

Senere lærte jeg ham rigtig godt at kende i to af mine yndlingssuperheltefilm, 'Hellboy' og 'Hellboy – the Golden Army' fra 2004 og 2008.

Fra da af var vi perlevenner.

En fattigrøvsfantasyinstruktør

Jeg lo af den store, røde mand, der ikke længere var en lille forskræmt dreng, men en brovtende, morsom, respektløs, populærkulturelskende, fastfoodsmaskende, smadrende satan af en superhelt.

Han kunne sagtens have været på nazisternes side, men på en eller anden måde var nogle stumper af empati, moral og kærlighed sluppet med ind fra Helvede, lige nok til at han knyttede sig til professor Bruttenholm, manden der reddede ham fra nazisterne, og skønheden Liz Sherman og alle de andre fra Bureauet for paranormal forskning og forsvar.

Jeg havde glædet mig til gensynet med min gamle ven i den nye 'Hellboy' – men var også bekymret.

Det var ikke længere den mexicanske billedtroldmand Guillermo del Toro, der tog sig af den røde supersatan sådan som i de to gamle film.

Det var derimod engelske Neil Marshall, en fattigrøvsfantasyinstruktør, der stod bag de anderledes lavbudgetsgysere 'Dog Soldiers' og 'The Descent – nedstigning til Helvede', inden han forsvandt over i anonymiteten på diverse serieproduktioner.

Og det endte med, at bekymringen smadrede gensynsglæden ad Helvede til.

Fantasiløst bæ

Marshalls Hellboy er stadig en brovtende, morsom, respektløs, populærkulturelskende, fastfoodsmaskende, smadrende satan af en superhelt.

Men han er også blevet udstyret med et uendeligt arsenal af dårlige standardjokes, som bare bliver liret af uden at have nogen betydning for historiens udvikling.

Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at Andrew Cosbys manuskript bare er en dårlig undskyldning for, at effektafdelingen kan fyre den af med monstre fra Helvede, snotdumme kæmper og monstersvin og ikke mindst filmens skurk, heksen Nimue, der engang blev skåret i småstykker og gemt væk af selveste Kong Arthur, men nu vender tilbage efter noget så fantasiløst som verdensherredømmet.

Væk er de skønne, sære væsener fra Bureauet for paranormal forskning og forsvar.

Væk er de bindegale nazister, såsom den omvandrende sværdkæmpende gasmaske, Karl Ruprecht Kronen.

Væk er al den dejligt skrupskøre, finurlige humor, væk er Guillermo del Toros enestående poesi.

Tilbage er kun alt det fantasiløse bæ, vi kan se i alle de andre fantasiløse film - en historie, der ligner noget, der blev kasseret under arbejdet med et dårligt computerspil, effekter der er genbrug fra andre film, og jokes som Roger Moore skrottede, fordi de var for dårlige til hans James Bond-film.

Derfor har jeg tigget Hellboy om at skrubbe tilbage til Helvede, væk fra de gribbe, der forsøger at æde hans smukke sjæl.

Flygt, gamle ven – jeg be'r dig...