'Argh, for h... da også': Ny dansk film er fuld af herligt pinlige situationer, der giver krummede tæer

Der er lagt op til kærlig kamp mellem land og by i 'Hvor kragerne vender'.

Rosalinde Mynster (yderst til højre) spiller Laura, der vender hjem til sin fødeby på landet for modvilligt at deltage i sin brors (Adam Ild Rohweder) bryllup med hendes gamle ærkefjende, Catrine (Anne Sofie Wanstrup). (© Nordisk Film)
Rosalinde Mynster (yderst til højre) spiller Laura, der vender hjem til sin fødeby på landet for modvilligt at deltage i sin brors (Adam Ild Rohweder) bryllup med hendes gamle ærkefjende, Catrine (Anne Sofie Wanstrup). (© Nordisk Film)

Argh, for h... da også, tænker jeg, mens jeg ser filmen 'Hvor kragerne vender'.

Er det sådan, alle os eksil-jyder opfattes, når vi vender hjem til moderskibet på besøg?

Jeg tænker på alle mine tirader om økologisk mad, kunstfilm og klimapolitik.

Ej, selvfølgelig har jeg aldrig virket bedrevidende! Selvfølgelig er jeg undtagelsen, der bærer sandheden med mig fra Djævleøen! Selvfølgelig... host host (indsæt her en vindheks og lyden af cikader).

Instruktøren Lisa Jespersen har lavet sin første spillefilm med udgangspunkt i sine egne oplevelser, når hun har rejst fra det kulturelitære København til sin hjemstavn i Karlstrup.

I filmen følger vi Laura, spillet af Rosalinde Mynster, en forfatter med en debutroman, der (som så mange andre i disse år) går i kødet på hovedstolen, barndommen på landet.

Familien og landsbyboernes liv synes snæversynet og simpelt på den debile måde i Lauras hoved. Men hendes bror skal giftes, så tilbage må hun – og det er måske ikke supersjovt, når man lige har skrevet en ordentlig røffel til hele sit ophav.

Laura og hendes kunstnerkærestes frustrationer vokser eksplosivt, når hver eneste velmenende men skråsikre holdning til alting mødes med et skuldertræk og et "sådan gør vi det altså ikke her".

Den akavede stemning peaker, da det går op for Laura, at brorens kommende kone er den selvsamme, som mobbede Laura gennem hele barndommen. Og som nu vil tage hendes plads som "datteren" i familien.

Der er langt fra Lauras vegetariske storbyliv til det liv, som hendes familie - der er blevet udvidet med svigerinden Catrine (Anne Sofie Wanstrup) - lever på landet. Her spises der eksempelvis hamburgerryg i rigelige mængder. (© Nordisk Film)

Kamp mellem provinsen og hovedstaden

Der er lagt i kakkelovnen til krummede tæer og pinlige situationer, og dem er filmen da også fuld af.

Men det er med et smil på læben og en stor kærlighed til de fleste af filmens karakterer, at vi ser dem vikle sig længere og længere ind og ud i provins-versus-hovedstads-kampen.

Jeg fornemmer, at Lisa Jespersen og med-manuskriptforfatter Sara Isabella Jønsson nænsomt og retfærdigt har forsøgt at give begge fronter skyts, måske med en lille hjemmebanefordel til provinslivet.

Men trods de lidt overfladiske og karikerede scener fra det københavnske kunstnerliv, hvor man åbenbart har åbne forhold og kun spiser vegansk, forstår jeg Lauras indestængte raseri.

For godt nok er livet mere lige til i hendes hjemby, men hun har ikke følt sig set af sin familie – og den eneste vej ud af krisen var at komme så langt væk som muligt.

Rosalinde Mynster spiller hovedrollen i 'Hvor kragerne vender', der er Lisa Jespersens første spillefilm. Lisa Jespersen er uddannet instruktør og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. (© Nordisk Film)

Smukke billeder som i en kunstfilm

'Hvor kragerne vender' lægger sig mellem komedie og art-film, og der ligger den egentlig godt.

Den er et kærligt og humoristisk blik på bøvlet ved at have et ben i to kulturer, i to familier – eller som her; i både byen og provinsen.

Og så ligner den en kunstfilm med fotograf Manuel Alberto Claros smukke billeder.

Som altid i komedier er figurerne tegnet lidt hårdt op, men jeg synes egentlig, skuespillernes tilbagelænede stil trækker i en mere realistisk retning.

Det er kun Laura, hendes ærkefjende, svigerinden Catrine, samt den københavnske kunstnerkæreste, hvis gøren og laden virker overdimensionet og en smule skrevet, men det er altså også mellem dem, det store drama udspiller sig. Og måske det bare larmer mere sat op mod resten af miljøets ordknaphed.

Nå, men har eksil-jyden her ved tastaturet så indset det rene, det umiddelbare og autentiske ved landlivet efter at have set 'Hvor kragerne vender'?

Måske ikke. Træerne vokser ikke ind i himlen!

Men jeg lover min familie og jyske taxachauffører, der ellers har skullet lægge ører til mit københavnske blabla, at jeg nok skal skære ned – i hvert fald med fem-syv procent.

(© Nordisk Film)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk