Barsk hævnporno eller storslået superheltebrag: Her er 5 fremragende serier, du kan se i påsken

Ferietid er lig med streamingtid! Heldigvis er der masser af gode serier derude, du formentlig ikke har set endnu.

'Delete Me' og 'Falcon and the Winter Soldier' (billedet) er to af de serier, DR's serieekspert anbefaler, at du kaster dig over i påsken. (© Marvel Studios via Disney+)

Der er uendeligt mange gode film og serier, der kan få os i julestemning, bare vi tænker på dem.

Halloween er også altid proppet med oplagte gyserfilm og kreative Halloween-serieafsnit.

Men påsken er nærmest komplet overset… Bevares, man kan da se Monty Pythons 'Life of Brian' eller 'Prinsen af Ægypten', der behandler påskens tematikker, men det kommer man jo ikke nødvendigvis i feriestemning af.

I stedet for at finde ligegyldige serier om påskeharer frem til dig, har jeg forsøgt at udvælge fem forskellige og på hver deres måde ganske fremragende serieoplevelser, der kan gøre sig særdeles godt i en påske, hvor behovet for streaming er større end nogensinde før.

Så forvent ikke påskeharer og kristne lidelseshistorier, men derimod god underholdning, der kan gøre din staycation i de her coronatider en hel del sjovere.

1

Actionbraget: 'Falcon and the Winter Soldier'

Falcon (tv.) og The Winter Soldier (th.) er kendt fra 'Avengers'-filmene og har nu fået deres egen serie på Disney+. (© Marvel Studios via Disney+)

Det brager derudad i Marvels anden superhelteserie, hvor grænserne mellem film og serie for alvor udviskes.

Effekterne er helt i top, og heltene Falcon og Bucky Barnes, som vi kender fra 'Avengers'-filmene, er tilbage i deres es i denne helt igennem luksuriøse blockbusterserie, der for en kort stund får os til at glemme, hvor meget vi savner biograferne.

Det var egentlig meningen, at vi på nuværende tidspunkt for længst skulle have været i biografen og se 'Black Widow', 'Doctor Strange 2' og andre nøje planlagte Marvel-brag, men på grund af corona skete det aldrig.

Faktisk har vi ikke været i biografen for at se en Marvel-superheltefilm siden sommeren 2019, og det begynder at kunne mærkes. Heldigvis er 'Falcon and the Winter Soldier' et fantastisk plaster på såret og ligner til forveksling det høje visuelle biograf-niveau, vi har været vant til.

Serien består dog ikke kun af store actionssekvenser.

Vi følger Falcons kamp med personlige problemer som sort amerikaner og får lov at mærke hans modstand, når det kommer til at overtage Captain America-rollen, som han ellers var blevet håndplukket til.

Også Bucky Barnes aka The Winter Soldier bliver udfoldet, og vi er med ham til psykolog og får i flotte flashbacks hans sande, tragiske historie.

'Falcon and the Winter Soldier' kan streames på Disney+.

2

Til de unge: 'Delete Me'

'Delete Me' havde premiere i begyndelsen af marts og er generelt blevet modtaget godt af anmelderne. (© NENT Group)

Kalder alle fans af den amerikanske hitserie 'Euphoria'!

'Delete Me' er en norsk serie, der går netop 'Euphoria' i beddene med smukke billeder tilsat rigtig grim teenageopførsel - hvad enten det er hypermaskulin mobning, jalousi eller stoffer i lange baner.

Succesen bag 'Euphoria' - og nu 'Delete Me' - bunder nemlig i ikke at tale ned til de unge, men i stedet at lave et übercool og super visuelt stiliseret univers, som til dels gør forældrene nervøse og samtidig pirrer de unges nysgerrighed.

'Delete Me' handler om de to synkronsvømmende veninder Marion og Marit, der er ved at færdiggøre gymnasiet i Norge, hvorefter de har ambitioner om at tage til Miami på et stipendium.

Dog begynder en intim video af Marion at cirkulere uden hendes samtykke, og vi spoler tiden tilbage for at finde ud af, hvem der har frigivet hævnporno-videoen, og hvorfor et fjendskab de to veninder imellem lader til at opstå.

'Delete Me' er en barsk omgang, der minder én om, hvor hårdt det kan være at være teenager, og hvor mange aspekter af mobning og grænseoverskridende opførsel man især skal tackle i dag, hvor sociale medier fylder så meget i unges liv.

'Delete Me' kan ses på Viaplay.

3

Den animerede: 'Invincible'

Voksen-animationsserien 'Invincible' handler om en dreng, hvis far er den største superhelt i verden - og som selv har arvet superevner. (© Amazon Prime Video)

Der er fantastisk mange gode animerede serier for tiden, og nu kan du skrive endnu en på listen.

'Invincible' bygger på tegneserien af samme navn fra 2002 skrevet af Robert Kirkman, der efterfølgende fik gigantisk succes med 'The Walking Dead'.

Nu er han vendt tilbage til 'Invincible', og denne gang får vi serieversionen, der både ærer og bryder med superheltegenren.

'Invincible' handler om teenageren Mark Greyson, der ikke har nogen særlige menneskelige evner, og som er decideret uduelig til sport. Måske hænger det sammen med, at han ved, at han - inden han bliver voksen - vil arve sin fars superhelteegenskaber.

Modsat de forældreløse superhelte som Batman, Spiderman og Superman, har hovedpersonen her nemlig en kernefamilie, der endda kan guide ham i forhold til hans kommende superhelteegenskaber - såvel som andre mere eller mindre uheldige pubertære overraskelser.

'Invincible' er fantastisk underholdende og lægger sig et sted imellem 'Kick-Ass', 'The Boys' og de mere klassiske fortællinger a la Spider-Mans underdog-fortælling.

Stemmerne er lagt af store navne som JK Simmons (er han med i ALLE superheltefilm- og serier?), Sandra Oh og Seth Rogen.

'Invincible' kan ses på Amazon Prime.

4

Tidsinvesteringen: 'Snowfall'

'Snowfall' foregår i Los Angeles og omhandler "crackepidemien" i 80'ernes USA. (© FX via Rotten Tomatoes)

Ferie og fri fra arbejdet er ofte det, man har brug for, hvis man skal begynde på en længere serie med flere sæsoner på bagen - og der er 'Snowfall' et særdeles godt bud.

Serien tager udgangspunkt i USA's første "crack-epidemi", hvor vi igennem fire meget forskellige hovedfigurer ser udbredelsen af kokain - og den forarbejdede form, der kan ryges,kaldet crack - i Los Angeles i 1980'erne.

'Snowfall' starter godt og bliver kun stærkere sæson for sæson, og den er nu igang på fjerde sæson.

Vi følger den unge pusher Franklin, der egentlig på mange måder er en fornuftig og kvik knægt, som så alligevel bliver draget af det kriminelle liv som potentielt kommende narko-kingpin. Sideløbende følger vi en CIA-agent, en mexikansk bryder og Lucia, som er niece til den mexikanske crime-boss.

Serien er proppet med hæsblæsende og brutale scener, der leder tankerne hen på 'Blow' eller 'Scarface'. Den fungerer på mange måder som en mere forsimplet og popkorn-venlig version af 'The Wire'.

'Snowfall' er nok det, de fleste troede, 'The Wire' ville være, da den er en del mere fjollet og knapt så raffineret.

Til gengæld er der konstant knald på, og så har serien et af tidens bedste soundtracks fyldt med fantastiske melodier fra 80'erne.

Fire sæsoner af 'Snowfall' kan ses på HBO. De første tre sæsoner kan ses på Viaplay.

5

Eskapisme-tv: 'Marriage or Mortgage'

'Marriage or Mortgage' handler om at få par til at beslutte sig for, om de skal holde et stort bryllup eller bruge pengene på udbetalingen til et hus. (Foto: Netflix © © 2021 Netflix)

En gang i mellem har man bare brug for at slå hjernen helt fra og konsumere det mest overfladiske tv overhovedet tilgængeligt.

Et godt bud herpå kunne være 'Marriage or Mortgage', der helt simpelt går ud på, at en række par skal beslutte sig for, om de vil bruge deres opsparing på et stort, fedt bryllup eller udbetalingen til et nyt hus.

Med andre ord: Er det traditionen og de lidt "dumme" penge, man vil bruge, eller er det fornuften og drømmen om et hus, der vinder i sidste ende?

Hvert program er bygget op omkring et par, som man kort lærer at kende, hvorefter to eksperter, der ved en masse om henholdvis bryllupsplanlægning og huskøb, tager over.

Vi er med ude og kigge på mulige bryllupslokationer, gennemgår middagsmenuer og kigger på budget. Er der råd til en party bus eller ej? Jep, det er livets helt store spørgsmål, der kommer i spil her.

På den anden side kommer boligeksperten med bud på forskellige huskøb, hvor det jo er alfa og omega, at hun rammer plet med et drømmehus, hvis alle pengene skal gå til det.

Det er en ganske sjov præmis, og serien opfylder de mest banale krav til en komplet ukrævende fjernsynsaften - selvom 'Marriage or Mortgage' nok ikke kommer til at skabe en revolution inden for tv-branchen.

'Marriage or Mortgage' kan ses på Netflix.

Facebook
Twitter