Kan en film være skideanstrengende og vildt fascinerende på samme tid?
Sagtens. Det er ikke noget problem i amerikansk film for tiden. Bare se 'The Batman'.
Den er ultracool, virkelig gennemført med sit næsten kloakgrå look hele vejen igennem. Det har ikke regnet så meget på film siden David Fincher malede seriemordergenren kulsort med 'Se7en' i 1995.
Instruktøren Matt Reeves, der gav den gamle serie om 'Abernes Planet' nyt liv, pumper ikke sin film op med endeløs computerstyret action, men koncentrerer sig om stemning – om Batman-figurens grundlæggende element: En vred hævner i en amoralsk storby. Sort på kulsort.
Reeves tager sig god tid. Der er plads til detaljer, tid til at dvæle ved lyden af regndråber, der drypper på en læderjakke.
Reeves holder betydeligt mere af at bygge op til et slagsmål end af selve tjubangeriet. Han elsker at lade Batman komme gående i slowmotion ud af skyggerne, mens Michael Giacchinos musik lyder, som om den er ved at varme op til selve Dommedag.
Det er vildt fascinerende sat op. Så mørkemørkt så kun James Mangolds 'Logan' (2017) kan være med.
175 minutter er alt for meget
Men Reeves tager sig også for god tid. 175 minutter er alt for meget til en historie, der ikke vil meget mere end være arketypisk Batman. Basal Batman.
Den er sat sammen som en detektivhistorie med Batman som den begavede efterforsker, politiet ikke kan udstå. Men eftersom Gækkeren, The Riddler, sender beskeder til Batman hver gang han myrder en af Gotham Citys spidser, er Batman en naturlig del af opklaringen.
Det fungerer glimrende, at Matt Reeves trækker stemningen tilbage til både klassisk krimi og gangsterfilm, hvor storbyen styres af luskede rigmænd. Men fremsynet eller visionært er det sgu ikke.
'The Batman' er umådeligt omstændelig i sin omgang med en simpel og velkendt historie. Det er skideanstrengende.
Som at blive slået hjem i ludo
Samtidig er det vildt fascinerende, at Reeves tænker anderledes end hovedstrømmen af superheltefilm og går efter noget taktilt, noget fysisk og håndgribeligt.
Man kan mærke den dunkende v8-motor i Reeves’ Batmobile. Man kan dufte Catwomans stramtsiddende læder. Man får våde sko af at se på Gothams oversvømmede gader.
’The Batman’ er en fornøjelse i sit gennemførte billedunivers. Men som fortælling, som fortolkning af den mest martrede af alle superhelte, er den lidt som at blive slået hjem i ludo.
Reeves bruger primært 'The Batman' til at destillere Batman-figuren og nå ind til kernen: den unge rigmand, Bruce Wayne, der som dreng ser sine forældre blive myrdet, og derfor skummer af indestængt vrede.
Hævnen er hans motor.
Send Batman til psykolog
Al flødeskum og fedt fra Tim Burtons, Joel Schumachers, Christopher Nolans og Zack Snyders gamle Batman-film er skåret væk. Reeves og hans medforfatter, Peter Craig, er helt inde ved skelettet: Der skal ryddes op i Gotham City – Batmans altid nattemørke udgave af New York.
Forbryder efter forbryder skal fjernes, indtil de skyldige i mordet på Waynes forældre er straffet.
Det er et ærke-amerikansk projekt. Øje for øje, tand for tand.
Det fungerer glimrende at placere Batman i en luksus-film noir og finde ind til drengen bag masken. Men Reeves formår ikke at finde det nye derinde.
'The Batman' vil virkelig gerne være et modstykke til Todd Phillips 'Joker', der havde held med at forstå Batmans ærkefjende. Men den tør ikke pille ved grundsubstansen.
Den tør ikke sende Batman til psykolog, selvom han åbenlyst skulle have været der for mange år siden. Den tør ikke lade Batman forelske sig stormfuldt. Den tør ikke en skid.
I stedet ender den som et eksempel på hvor utrolig meget superheltene fylder i amerikansk film. Ingen har nødvendigvis noget på hjerte eller en god historie i skuffen – men vi skal da have brugt 1.3 mia danske kroner på en ny Batman-film.
'The Batman' er en enorm omgang bulder, men den vil ikke meget andet end at være en ny Batman-film.
Det er skideanstrengende.