Begejstret anmelder giver sjælden topkarakter til ny Netflix-film: Den bryder alle regler

Mexicanske 'Roma' overtræder alle filmregler og ender som en helt særlig oplevelse.

'Roma' vandt hovedprisen ved ved filmfestivalen i Venedig tidligere i år, efter sigende med en enig jury i ryggen. (Foto: Carlos Somonte © Netflix)

Engang imellem, sådan cirka hvert andet eller tredje år, kommer en film og trækker filmverdenen i en ny retning.

Sådan en film var Steven Spielbergs 'Dødens gab'. Og Quentin Tarantinos 'Pulp Fiction'. Og David Finchers 'Se7en'. Og Alejandro Gonzalez Iñarritus 'Babel'. Det er film, der tænker nyt og friskt, og som man sagtens kan lade sig inspirere af uden at kopiere. Og som får filmfolk til højlydt at tænke 'Sådan en film vil jeg fandeme også gerne lave'.

Den næste af den slags film er formentlig mexicanske Alfonso Cuaróns 'Roma', der vandt førsteprisen ved filmfestivalen i Venedig i år – efter sigende med en enig jury i ryggen.

Den tænker så radikalt anderledes, at den formentlig vil få tusinder af filmpengemænd til at ligge søvnløs i de kommende år.

Den er nemlig umulig at få til at lyde spændende i en pitch. Og det er håbløst at referere handlingen, så den lyder bare en anelse ophidsende.

Hovedpersonen Cleo i Alfonso Cuaróns 'Roma'. (Foto: Alfonso Cuarón © Netflix)

Familiedrama og masseskydning

I bund og grund er det fortællingen om indianske Cleo, der holder styr på husholdningen hos en middelklassefamilie i kvarteret Roma i Mexico City.

Faderen er fraværende, moderen er bekymret, så bliver Cleo gravid med en filejs, der stikker af, da han har fået sin vilje med hende. Og siden er der både jordskælv og brutal nedskydning af demonstrerende studenter, uden at det nødvendigvis betyder noget for handlingen.

Der er intet af den dramatiske struktur, vi har vænnet os til. Det kunne være en pludselig overraskelse, der sætter historien i gang efter omtrent 25 minutter, eller vendepunkter hvor nogen siger: ’Jeg er gravid’, eller hvad historiefortællere ellers finder på for at holde på vores opmærksomhed.

Cleo passer bare sit arbejde (bortset fra at hun konsekvent glemmer at fjerne hundelorte fra familiens indkørsel), hun forelsker sig, familien går op i limningen, og alt sker i en tilfældig rækkefølge, sådan som livet gør i almindelighed. Det er først bagefter, man kan sætte det hele sammen efter en rød tråd.

Det er Cuaróns egne oplevelser i 1970'erne, der er udgangspunktet for 'Roma'. Og ud af det kludetæppe af minder og skelsættende begivenheder i Mexicos historie - især Corpus Christi-massakren, hvor omkring 120 studenter blev brutalt myrdet af militæret – vokser en forunderligt stemningsfuld film uden en historie eller et konkret tema.

I 'Roma' tager Alfonso Cuarón udgangspunkt i sine egne oplevelser fra 1970'erne. (© Netflix)

Bryder alle filmkunstens regler

Det, der for alvor kæder 'Roma' sammen, er Cuaróns visuelle stil. Hele filmen er i kontrastfuld sort/hvid, optaget med et kamera, der glider gennem landskabet eller familiens lejlighed eller henover hundelortene i indkørslen.

Og på intet tidspunkt fortæller Cuárons os, hvad vi skal holde øje med. Vi er vant til, at filmfotografer komponerer billeder, så vi ved præcis, hvad vi skal se i billederne. Cuarón lader alt stå åbent for vores eget blik – ikke bare billederne, men også historien, sammenhængen og oplevelsen.

Det er forbavsende dristigt. Han gør intet af det, der står på side ét i en filmskoleelevs håndbog. I de fleste andre filmmageres hænder ville en film som ’Roma’ skvatte sammen med et brag, men hos Cuarón udvikler den sig med en utrolig selvsikkerhed, og bliver mere og mere intens for hver scene.

Scenen med massakren er formidabelt konstrueret. Det samme er en nær-fatal badescene. Ja, ALT er formidabelt konstrueret. Selv hundelortene i indkørslen er arrangeret, så man aldrig glemmer dem igen. Bare militærorkestret, der spiller falsk på vej ned gennem et simpelt boligkvarter, er uforglemmelig i al sin udtryksfuldhed.

Hvad er det, han gør så fantastisk her, Cuarón? Han har før vist sine evner i bl.a. ’Gravity’ og ’Children of Men’, men her rammer han sit helt eget sprog.

Står han simpelthen bare fast på, at alt er en oplevelse, hvis bare man arrangerer det rigtigt? Uanset hvad han gør, har han gjort noget helt usædvanligt. Og i de kommende år vil mange andre forsøge at gøre det samme.

Facebook
Twitter