Begejstret anmelder: Spielberg vil hylde pressen og kritisere Trump. Og det lykkes

'The Post' vil rigtig meget på én gang, men Spielberg formår at samle det hele i en elegant lille historie.

Tom Hanks og Meryl Streep i 'The Post'. (© @Nordisk Film)

Hvis ’The Post’ var et møbel, ville den være en elegant svunget gammel lænestol, med mørke lakerede armlæn af det fineste træ.

Hvis den var en bil, ville den være en fin engelsk, håndbygget limousine. Hvis ’The Post’ kunne ryges, ville den være en kasse duftende cubanske cigarer.

Hvis ’The Post’ kunne, ville den være et monument over kvalitet, over solidt, grundigt arbejde, udført af mennesker, der elsker deres håndværk og opfatter det som en del af noget stort og vigtigt – og som først i tredje eller fjerde række har planer om at score kassen eller pleje egen karriere.

Hvis ’The Post’ har heldet med sig, vil den stå som et minde over de humanistiske værdier, vi er i færd med at smide ud i nogle forvirrede, forskruede tider.

Og så vil filmen og dens instruktør, Steven Spielberg, også gerne lige slå fast, at Donald Trump er en håbløs præsident, der er ved at smadre det samfund, han er blevet sat til at forvalte.

Afslørede hemmelige dokumenter

Tom Hanks i rollen som redaktøren Ben Bradlee. (Foto: Niko Tavernise © Nordisk Film)

’The Post’ vil rigtig meget på én gang. Og den formår forbavsende nok at samle det hele elegant op i en lille historie fra en avisredaktion fra 1971.

Det er beretningen om dengang, udgiveren af avisen The Washington Post besluttede sig for at trodse de amerikanske myndigheder og offentliggøre hemmelige dokumenter.

Dokumenter, der fortalte sandheden om USA’s krig i Vietnam – at det amerikanske forsvarsministerium systematisk havde løjet om krigen og længe havde vidst, at den ikke kunne vindes.

Tusindvis af unge mænd blev altså sendt i døden, fordi USA ikke ville tabe ansigt.

Risikerede avisen

Den slags politiske griseri skal da ud. Det er vi ikke i tvivl om i dag, næsten 50 år senere. Men for ejeren af The Washington Post, Katherine Graham, var det ikke nogen nem beslutning.

USA’s måske fineste avis, The New York Times, havde allerede forsøgt at trykke indholdet af de hemmelige dokumenter, men var blevet bremset af myndighederne.

Hvis Graham, der også var i besiddelse af de hemmelige papirer, valgte at trodse forsvarsministeriet og præsident Nixon, risikerede hun at ødelægge den avis, hendes far havde bygget op og som hendes afdøde mand havde gjort til en stor landsdækkende avis.

Meryl Streep som Katherine Graham, der stod med en svær beslutning, da hendes avis, The Washington Post, kom i besiddelse af hemmeligstemplede papirer. (Foto: Niko Tavernise © Nordisk Film)

Hun risikerede det nære venskab med sin mands gamle omgangskreds, deriblandt den forhenværende udenrigsminister, Robert McNamara. Og så risikerede hun ikke mindst at blive hånet som damen, der understregede, at politik og seriøs avisdrift ikke er noget for kvinder.

Afslørede regeringens løgne

Der var uendelig meget på spil for Katherine Graham. Der var utrolig meget på spil for USA. Og helt vildt meget på spil for den frie presse, der risikerede at plette landets omdømme'

Men Graham valgte at holde fast i ytringsfriheden og publicere indholdet af de såkaldte ’The Pentagon Papers’ og dermed fortælle amerikanerne, at myndighederne systematisk havde løjet gennem mange år.

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Spielberg vælger at fortælle den historie i en tid, hvor USA’s præsident, Donald Trump, beskylder flere etablerede medier for at sprede falske nyheder.

Monumental hyldest

Da The Washington Post slipper for straf for at have trykt dokumenterne, lyder rettens ord: ’Den frie presse er til for at tjene folket, ikke myndighederne’.

De ord bliver næsten mejslet ud i granit, da de bliver talt udover en avisredaktion, alt i mens Spielberg ofrer ikke så få billeder på at vise svedende mænd – primært – der smøger skjorteærmerne op og pukler for at få avisen på gaden og frisktrykte papiraviser i hast afsted fra The Washington Posts velsmurte trykkeri.

’The Post’ er en monumental hyldest til den frie, uafhængige, kritiske presses funktion i det amerikanske samfund. Den er et forsvar for humanistiske grundprincipper. For kvinders ret i et moderne samfund.

Og som film den er et fromt ønske om at genoplive klassiske værdier, det solide håndværk for håndværkets skyld, personificeret i smukt arbejde i ethvert niveau af filmen. Fra Meryl Streeps og Tom Hanks ualmindeligt veloplagte samspil som Graham og Washington Posts redaktør, Ben Bradlee, til de velvalgte, atmosfæreladte kulisser og det elegante, svævende kameraarbejde af Janusz Kaminski.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk