Begejstret anmelder: Tysk film om terror bliver bare ved med at krible i kroppen

'Ud af intet' giver et ubehageligt realistisk indtryk af et miste nogen til terror.

Diane Kruger bærer filmen hele vejen hjem, mener DR's filmanmelder, Per Juul.

Den nægter stadig. Der er gået en uge, siden jeg så 'Ud af intet', men den insisterer på at blive ved med at krible i mig.

Jeg kan stadig se mig selv gå ned ad de hyggelige små handelsgader i det centrale Hamborg.

Jeg kan stadig se ham for mig, den dannede ældre mand, der udleverer sin søn i retssalen og beskriver hans nynazistiske handlinger som dumme og onde. Og jeg kan stadig mærke den klare fornemmelse af, hvor rædselsfuldt det må være at sidde i et tomt hus en sen aften og forsøge at finde sig selv, efter nyheden om at ens ægtefælle og barn er blevet dræbt.

Jeg kan stadig høre Diane Kruger skrige ud til verden som hovedrollen Katja. Vi har alle set utallige film og tv-serier, hvor folk skriger i fortvivlelse, når de indser, at deres kære er omkommet.

Den slags skrig handler først og fremmest om at fange vores følelser og berøre os. Det er også meningen med Diane Krugers skrig, men det er mere end det.

Kruger bærer filmen

Hendes råb er en grundlæggende bøn til livet om ikke at fjerne selve hendes pointe med at være til. Simpelthen. Jeg kunne mærke med det samme, at det skrig ville mig noget særligt. Det ville have mig til at forstå, hvor lidt der var tilbage i Katja efter den terrorbombe, der ramte hendes mands kontor.

Og jeg kan huske, hvordan jeg så på den tidligere fotomodel Diane Kruger og tænkte tilbage på, hvor mange gange hun bare er blevet brugt som et typisk modelsmukt ansigt på film. Men i 'Ud af intet' folder hun sig helt ud som skuespiller. Hun bærer filmen hele vejen hjem.

Skønheden er der stadig, men den betyder ikke så meget, ikke meget andet end at den er Fatih Akins subtile måde at vise, at den menige, blonde tyskers selvbillede også er et offer for terror – uanset hvem der begår den, om det er hvide nynazister eller brune islamister. Alle taber. Hver gang.

Små detaljer sætter sig fast

Jeg kan også mærke, hvordan jeg hele tiden blev flyttet af små detaljer i filmen, f.eks. damen fra Røde Kors, der får til opgave at blive hos Katja, da hun kommer hjem til mørket i parcelhuset en efterårsaften med beskeden om at hendes mand og barn formentlig – men ikke 100 procent sikkert – er sprængt i stykker af en bombe.

Hvad stiller man op med sig selv i sådan en situation? Kan man overhovedet trøste et så fortvivlet menneske?

Og jeg husker politikommissæren, en lille mand med stritører, der kunne have været cykelsmed eller funktionær i skattevæsenet, men i hvert fald ikke ligner en handlekraftig politimand, hvilket gør ham sjældent troværdig.

Og jeg husker nynazisternes forsvarsadvokat, et gammeldags usympatisk bæst med dæmonisk smil, sår i panden og lange skægstubbe. Hvad er dog Fatih Akins pointe med at placere sådan en kliché i en film, der ellers gør alt for at snige sig udenom det indlysende?

Og det kribler i kroppen, når jeg mindes nynazistens far, der trøstende siger til Katja, at det værste i verden er at miste, og dermed – med den lille sætning – giver et indtryk af, hvad der gik galt i familien, at det måske var sorgen over at miste sin mor, der fik sønnen til miste besindelsen og forsvinde ud af en forstyrret tangent.

Den mest spændende terrorfilm

Jeg formoder, at 'Ud af intet' nægter at forlade mig, fordi den rejser så mange spørgsmål, fordi den så nuanceret trænger langt dybere ned i terroren end en avisartikel eller et tv-indslag kan gøre.

Den gnaver sig ind i kernen af de mennesker, der bliver berørt, når nogen begår terror. Gennem sine tre akter, 'Familien', 'Retssagen' og 'Havet', undersøger den de voldsomme, strittende og uregerlige følelser, der hvirvler rundt som en evig støvsky efter bomben. Især i tredje akt, 'Havet', gemmer spørgsmålene sig. Hvordan kommer vi videre ovenpå terror? Kommer vi videre? Nytter vrede og hævn noget? Nytter noget?

Den uro gør 'Ud af intet' til en af de mest spændende og overrumplende film, der er skabt om terror. Den har ingen svar, ingen lindring at tilbyde, intet globalt kæmpekram, kun en strittende uro, der bunder i en – trods alt – opløftende fornemmelse af at have fået hvisket en hemmelighed om terrorens væsen.

Facebook
Twitter