Biograferne åbner snart: Her er filmene, du skal se

Flere film har fået flyttet deres premiere, men her er nogle af titlerne, du kan se frem til.

'Wonder Woman 1984' er en af sommerens store blockbusters - men dem er der til gengæld heller ikke så mange af indtil videre. (Foto: Clay Enos © Warner Bros. Entertainment)

Juni er normalt en måned, hvor de amerikanske filmselskaber skyder store blockbustere ud, så de kan malke biografmarkedet henover sommeren. Men det er ikke tilfældet for sommerens første måned i år.

Det fortæller DR's filmanmelder Per Juul Carlsen ud fra det filmprogram, man indtil videre kan se fra udbyderne via Foreningen af filmudlejere i Danmark.

- Når man kigger på de kommende film frem til midten af juli, mangler de amerikanske mellemstore film og blockbusterfilmene. Jeg tror, de amerikanske selskaber holder lidt på det hele, fordi de lige skal se tiden an.

- Amerikanerne kører normalt en blockbuster-sommer, hvor de lægger film ud, som de regner med kan skovle penge ind. Men det er relativt få på programmet denne sommer, siger Per Juul Carlsen.

Han nævner, at den første større film er Christopher Nolans 'Tenet', der får premiere 16. juli, og så 'Mulan', der får premiere 23. juli, som nogle af de store. Derefter skal man helt hen til 13. august for at finde en egentlig blockbusterfilm. Her kommer superheltefilmen 'Wonder Woman 1984'.

Disneys genindspilning af tegnefilmsklassikeren 'Mulan' får efter planen premiere til sommer. (Foto: Jasin Boland © 2020 Disney Enterprises)

Afhænger af amerikanerne

Om det lykkes at kickstarte biograferne med det lille antal blockbustere, der indtil videre er planlagt, er Per Juul Carlsen lidt mere usikker på.

For det første kommer det an på, om smittetrykket igen stiger, vurderer han. Derefter afhænger det også af, om der i løbet af sommeren dukker overraskelser op på premierelisten, som kan få lokket flere i biografen.

Og så afhænger det også af, hvad de største biografer vælger at gøre. For selvom biograferne har lov til at åbne, så har hverken Nordisk Films Biografer og Cinemaxx meldt åbningsdatoer ud endnu.

- Jeg tror, at amerikanerne sidder og holder øje og vil være sikre på, at Cinemaxx og Nordisk Films Biografer åbne, for ellers tjener de ikke nok penge.

Mens vi venter på det sker, så arbejder flere mindre biografer så småt på at genåbne.

Én af dem er Panorama i Slagelse, hvor de også fortæller, at filmene ikke ligefrem står i kø.

- Vi har jo egentlig gået og ventet længe. Men alligevel bliver vi taget lidt på sengen, fordi vi ingen film har at vise. Så på den måde er vi jo præget af, at situationen i hele verden er usædvanlig, fortæller Kristoffer Gade, der er biografchef i Panorama til Sjællandske Medier.

Samme melding kommer fra Kim Krogh fra Varde Bio, som ifølge Jydske Vestkysten ikke ved, om de åbner før eller efter pinse, simpelthen fordi de mangler film.

Tre forslag til din filmsommer

Selvom forsommerens filmprogram stadig bliver opdateret, så har vi bedt Per Juul Carlsen om at komme med tre forslag til, hvad du bør se i biografen. De tre forslag kommer her:

'Undtagelsen'

  • Blandt de danske film, som jeg ser meget frem til, er 'Undtagelsen'. Det er en filmatisering af Christian Jungersens roman og er en thriller med fire dygtige skuespillerinder i hovedrollerne i en psykologisk fight, som jeg ikke kan huske, man har set i dansk film før. Det foregår i et kontorlandskab, og ud fra bogens succes er jeg ikke i tvivl om, at det vil fungere – også på film.

'Proxima'

  • 'Proxima' er en fransk, men også international science fiction-film, der er lavet af Alice Winocour. Hun er kendt for den tyrkisk-franske feministiske film 'Mustang', hvor nogle tyrkiske kvinder kæmper for at kunne være sig selv. Sci-fi-genren bliver regnet for at være maskulin, hvor fæle rumskibe og rumvæsner kæmper mod hinanden. Derfor glæder jeg mig til at se en kvindelig tilgang til genren.

'Tenet'

  • Jeg glæder mig vildt til denne film. Christopher Nolan har været meget hemmelighedsfuld om den, så det er meget lidt, vi ved om handlingen. Men filmen er delvist optaget i et telt på Lolland – og så bliver man da endnu mere nysgerrig, for det er da ret spændende og se, hvad der kom ud af det telt.

Foreløbig premiereliste

Herunder kan du se en foreløbig liste over, hvilke film der efter planen får premiere til sommer. Listen er lavet ud fra Foreningen af filmudlejere i Danmark, der er en brancheforening bestående af danske distributører, og hvad biografer indtil videre selv har meldt ud. Der skal tages forbehold for, at listen kan ændre sig, og at udvalget varierer fra biograf til biograf. Udover listen her, viser biograferne også visse film, der havde premiere, inden nedlukningen.

Blandt dem er blandt 'Bombshell', der viser opgøret med sexisme og Roger Ailes hos Fox News, Pixar-filmen 'Fremad', Guy Ritchie's 'The Gentlemen', historien om 'Krudttønden' og Oscar-vinderen 'Parasite'.

Premierefilm

  • 'Kød & blod', premiere 28. maj - Læs Per Juuls anmeldelse her.

  • 'QT8: The First Eight', premiere 28. maj - Dokumentar om Tarantino og de første otte film.

  • 'The Peanut Butter Falcon', premiere 28. maj - Komediedrama med Shia LaBeuof.

  • 'Weathering With You', premiere 28. maj - japansk animation.

  • 'Little Women', premiere 4. juni - Baseret på den klassiske roman fra 1868.

  • 'Pelle Haleløs', premiere 4. juni - Animationsfilm for hele familien.

  • 'Aren't You Happy', premiere 8. juni - Læs Per Juuls anmeldelse her.

  • 'Dark Waters', premiere 8. juni - Drama med Mark Ruffalo.

  • 'Blokhavn', premiere 11. juni - Danskproduceret animationsfilm.

  • 'SamSam', premiere 11. juni - Animationsfilm.

  • 'Brahms: The Boy II', premiere 18. juni - gyserfilm med Katie Holmes.

  • 'Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant', premiere 18. juni -

  • 'Proxima', premiere 18. juni - Fransk og international science fiction-film.

  • 'The Kindness of Strangers', premiere 18. juni - Lone Scherfigs romantiske drama.

  • 'Mit Tunesiske Eventyr', premiere 25. juni

  • 'Unge Ahmed', premiere 25. juni

  • 'Papicha', premiere 2. juli

  • 'Undtagelsen', premiere 2. juli - filmatisering af Christian Jungersens roman.

  • 'Bølle', premiere 9. juli

  • 'Tel Aviv on Fire', premiere 9. juli

  • 'Tenet', premiere 16. juli - Christopher Nolans længe ventede science fiction-film.

  • 'La bonne Epouse', premiere 23. juli

  • 'Mulan', premiere 23. juli - Disney-klassikeren i nye klæder.

  • 'Wild Rose', premiere 23. juli

  • 'Happy Birthday', premiere 30. juli

  • 'Spongebob the Movie', premiere 30. juli

  • 'Colini Case', premiere 6. august

  • 'Empty Man', premiere 6. august

  • 'Luna og den magiske krystal', premiere 6. august

  • 'The Personal History of David Copperfield', premiere 6. august

  • 'Echo', premiere 13. august

  • 'The Perfect Candidate', premiere 13. august

  • 'Vores mand i Amerika', premiere 13. august - Dansk drama med Ulrich Thomsen.

  • 'Wonder Woman 1984', premiere 13. august - fortsættelse til monsterhittet 'Wonder Woman'.

FacebookTwitter