Blev anklaget for terror og røg bag tremmer i 14 år - nu er hans historie blevet til suverænt velspillet film

'The Mauritanian' har store ambitioner, men mangler det sidste.

Der er en smuk drøm om større medmenneskelig forståelse i 'The Mauritanian, skriver DR's anmelder, Per Juul Carlsen. (Foto: Amazon Prime)

Hvis du har set amerikanske film som 'American Sniper', '12 Strong' og 'Lone Survivor', og har vænnet dig til, at muslimer og arabere er nogle vilddyr, som det er bedst at få nakket - og jo før jo bedre, er det et chok at stifte bekendtskab med spillefilmen 'The Mauritanian'.

Her er hovedrollen ikke alene en araber med komplekse følelser, tvivl, humor, passion for Bob Dylan og den slags - han er også et uskyldigt offer for det amerikanske militærs brutalitet.

Ved et hurtigt kig ligner Mohamedou Ould Slahi unægtelig indbegrebet af et anti-vestligt skadedyr. Omkring 1990 kæmpede han sammen med Taleban-militsen i Afghanistan, nogle år senere modtog han et opkald fra Al-Qaeda-lederen Osama bin Ladens telefon, og nogenlunde samtidig sov en af folkene bag angrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001 i hans lejlighed i Hamburg. Derudover beder han konstant til Allah.

Baseret på bestseller

Men terrorforbindelserne har en forklaring, protesterede Mohamedou Ould Slahi. Da han gik i krig med Al-Qaeda i Afghanistan, var det for at bekæmpe de russiske invasionsstyrker. Opkaldet kom fra en fætter, der var religiøs vejleder for Osama bin Laden. Og da Ramzi Binalshibh, en af de medskyldige i 9/11-angrebet, overnattede hos Slahi, var der tale om tilfældig muslimsk gæstfrihed.

Jodie Foster har rollen som forsvarsadvokaten Nancy Hollander. (Foto: Amazon Prime)

Det troede det amerikanske militær ikke rigtig på i kølvandet på angrebet på World Trade Center. Det var patriotiske tider. Amerikanerne var i chok, de ønskede hævn – alle midler blev taget i brug af præsident George W. Bush, udenrigsminister Donald Rumsfeld og siden af Barack Obamas regering.

Stik imod alle principper og konventioner oprettede de Guantanamo-basen på Cuba og internerede mulige terrorister i årevis, uden at formulere en anklage.

Tortur blev også taget i brug, som Slahi understregede med sin internationale bestseller, 'Dagbogen fra Guantanamo'.

Hele 14 år sad Slahi indespærret med lænker om fødderne og et par kvadratmeter at bevæge sig på. Det lykkedes aldrig amerikanerne at bevise hans skyld.

En smuk drøm

'The Mauritanian' har to ønsker. At protestere højt og skarpt mod de overgreb mod menneskerettighederne og den amerikanske forfatning, der fandt sted på Guantanamo. Og at slå fast, at arabere også er mennesker med komplekse følelser, tvivl, humor, passion for Bob Dylan og den slags.

Filmen er på fornavn med Mohamedou, og når den skal understrege hvilket menneske, han er, viser den hans nære forhold til den gamle mor i Mauretanien. I sin forsvarstale understreger Mohamedou Ould Slahi også, at for ham og mange andre mauretanere har USA altid været et forbillede – et land, hvor man levede frit og ikke frygtede magthaverne og ordenshåndhæverne.

Benedict Cumberbatch, der måske er bedst kendt for Marvels 'Doctor Strange' og BBC's 'Sherlock', er en af de mange fremragende skuespillere, der kan opleves i 'The Mauritanian'. (Foto: Amazon Prime)

Der er altså en smuk drøm om større medmenneskelig forståelse i 'The Mauritanian'. I den sammenhæng betyder det formentlig knap så meget, at filmen grundigt viser Guantanamo-basens brud på alle konventioner.

Mangler spænding

Det betyder langt mere, at filmen har solide og berømte filmstjerner på de vigtigste pladser. Altid klippefaste Jodie Foster har rollen som Slahis forsvarsadvokat, Nancy Hollander, ungdomsstjernen Shaileen Woodley er assistenten Teri Duncan, selveste Dr. Strange fra Marvel-universet, Benedict Cumberbatch, er militærjuristen Stuart Couch, der hellere end gerne vil give en 9/11-terrorist en dødsdom – lige indtil han opdager, hvor beskidt spil der spilles på Guantanamo. Og så er franske Tahar Rahim lige så intens, som han plejer i rollen som Slahi.

Desværre lider filmen under manglen på grundlæggende spænding. Det er aldrig svært at regne ud, hvor den er på vej hen. Men den er suverænt velspillet og sikkert iscenesat af skotske Kevin McDonald. Og så er den er absolut et tiltrængt alternativ til alle de arabere, der er blevet pløkket ned som gale hunde i Hollywoods krigsfilm.

(Foto: Amazon Prime)
FacebookTwitter