Blev du skræmt af 'It'? Denne film giver dig endnu vildere mareridt

Darren Aronofsky er modig, når han sender publikum gennem et mareridt i filmen 'Mother!'. Men filmen er desværre søgt og fortænkt.

(© UIP)

Til at begynde med følte jeg mig tryg.

Det er trods alt Darren Aronoskys univers, det her.

Han er jo en fremragende filmmager. Han har styr på alle finesser af filmsproget. Og det så helt fint ud, da Jennifer Lawrence stod ud af sengen i sit hus ude på landet og gik rundt og ledte efter en eller anden, hun kaldte 'baby'.

Der var godt nok noget med det hus. Der lå ikke noget legetøj eller en frisbee og rodede i haven, sådan som der jo gør ved næsten alle huse.

Og så slog det mig, at det ikke er et rigtigt hus, men et stiliseret hus, en metafor for et hus, og så tænkte jeg 'oh shit, er det den Darren Aronofsky, der er løs her - ham der instruerede 'The Fountain' og 'Black Swan', hvor alt er et skyggespil, en stiliseret leg med symboler og velkendte elementer.

Og så dukkede Javier Bardem op som Jennifer Lawrences kone, og lidt efter ringede Ed Harris på døren og præsenterede sig som en læge, der ledte efter et sted at sove i for natten.

Og inden længe sneg Michelle Pfeiffer sig også indenfor som lægens kone og rodede og snagede i alting.

Jennifer Lawrence og Javier Bardem. (© UIP)

Lawrence ser alt forsvinde

Og så slog det mig, at 'Mother!' er et mareridt.

At Jennifer Lawrence ser alt omkring sig forsvinde og forvitre, mens hendes forfattermand opfører sig mere og mere irriterende og lader lægen og hans kone blande sig mere og mere i deres privatliv – uden at frekventere hende.

Og pludselig har Ed Harris og Michelle Pfeiffer smadret en mystisk diamant-agtig tingest, som Javier Bardem har stående på sin hylde, og som han siger, han fandt i de nedbrændte ruiner af hans gamle hus, som lå lige der hvor det nye er.

Og Javier Bardems forfatter bliver virkelig vred og taler om, at hans karriere er forbi, mens han tømrer døren til sit arbejdsværelse til. Og så vælter to voksne sønner til lægen ind og kommer op at slås om faderens arv, og pludselig er den ene død, og det hele ruller af sted som et af den slags mareridt, der aldrig synes at få en ende, og som bare bliver ved og ved, selvom man forsøger at stoppe det.

Jennifer Lawrence. (© UIP)

Instruktøren fyrer den af

'Ah, der er noget symbolik på spil her', tænkte jeg, mens stakkels hårdtprøvede Jennifer Lawrence finder ud af, at noget af den døde søns blod løber ned i kælderen og bløder væggen op der, hvor noget er muret inde, sådan som noget altid er i klassiske gyserfilm og nåhja, det er jo det, 'Mother!' er; en leg med gyserklichéer og mareridtvisioner.

Og hold kæft, tænkte jeg, hvor er det egentlig modigt af Darren Aronofsky at lade sin film være lige så ubehagelig at opleve som et mareridt.

Og det vælter ind med mennesker i huset, flere familiemedlemmer, der alle sammen er skideirriterende, og som taler til Jennifer Lawrence som om det er hende, der er fremmed.

Og jeg får mere og mere ondt af hende og føler mig også fanget i et mareridt og begynder at spekulere på, om Darren Aronofsky egentlig ikke laver sine bedste film, når han ikke forsøger at vise, hvor utroligt meget han kan, og hvor gerne han vil sige noget klogt.

Som i 'The Fountain', der var en meget, meget ambitiøs film om Livets træ, men som endte med at virke overlæsset og hysterisk med sine spring frem og tilbage i tid og rum.

Fuldstændig ligesom 'Mother!', der godt nok virker som noget søgt bavl efterhånden, men på den anden side er det jo fantastisk, når en visionær filmmager fyrer den fuldstændig af med en personlig og vild vision.

(© UIP)

Forskruet og søgt

Det skal man jo ikke kimse af, for det er der ikke meget af i en filmverden, der virker mere og mere kontrolleret, og stakkels Jennifer vil så gerne være mor, og nu har hun fået et barn, og så er der pludselig borgerkrig i huset, og vil mareridtet nogensinde få en ende, og hvornår er Darren Aronofsky egentlig bedst?

Er det, når han monterer og klipper sig virtuost gennem en vild historie i 'Requiem for a Dream, eller når han bliver helt anderledes stille og næsten realistisk med Mickey Rourke som afdanket showbryder i 'The Wrestler'?

Eller når han kaster sig ud i et skørt projekt, der er dømt til at mislykkes som hans bibeltro filmatisering af historien om 'Noa', måske verdens mest kendte historie.

Og skal man ikke bare holde af Aronofsky, fordi han fyrer den af på et niveau, hvor de færreste kan være med, også selvom det er forskruet og søgt sådan som 'Mother!'?

'Mother'

Instruktør: Darren Aronofsky

Medvirkende: Jennifer Lawrence, Javier Bardem, Ed Harris, Michelle Pfeiffer

Premiere: 14. september

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve