Blev fyret fra 'Beverly Hills' og vandt to Oscars: Nu er Hilary Swank klar med ny Netflix-serie

Hilary Swank er aktuel i den nye Netflix-serie 'Away'.

Emma Green, spillet af Hilary Swank, kommer på prøve i rummet i Netflix-serien 'Away'. (Foto: Diyah Pera/Netflix © © 2020 Netflix)

Jeg husker tydeligt Steve Sanders' tårevædede afsked med kæresten Carly Reynolds i et af de senere afsnit af 1990'ernes helt store ungdomsserie, 'Beverly Hills 90210'.

Hun var spillet af Hilary Swank - en dengang kun 23-åriwg, ukendt skuespiller, der kun havde små biroller på CV'et. Alligevel er hun med sit karismatiske udseende alligevel en af de få ud af endeløse birollefigurer i '90210', som jeg efterfølgende kunne huske.

Hilary Swank, der nu er 46 år gammel, er kommet uhyggeligt langt, siden hun blot var Steve Sanders' flirt, der blev fyret og skrevet ud af serien efter kun 13 afsnit.

Men blot to måneder senere skete der noget, der skulle blive begyndelsen på et langt Hollywood-eventyr. Et eventyr, der stadig er i gang i dag, hvor hun står til at indtræde i rollen som Netflix' science-fiction-darling.

Hilary Swank er efter en lang årrække med store filmroller tilbage i serie-territorium, hvor hendes karriere blev skudt i gang.

Men det er ikke længere i en lille birolle som andenviolin til en mandlig B-skuespiller, men som den altoverskyggende hovedrolle i Neflix' stort anlagte science fiction-serie 'Away'.

Her spiller hun den øverstkommanderende astronaut, Emma, på en omfattende ekskursion til Mars.

Sammen med hende er en kinesisk kemiker, en garvet russisk astronaut, en indisk læge og en britisk botaniker.

Hun finder hurtigt ud af, at besætningen på rumfærgen ikke stoler på hendes dømmekraft, og en mental skak-kamp begynder at udspille sig på vej til Mars.

Rollen som astronaut-talentet Emma er på mange måder en af Swanks mest ordinære roller, og man savner lidt af de risici, som plejede at kendetegne hendes rollevalg. Men jeg vender tilbage til 'Away' senere i artiklen - lad os først genbesøge de vigtigste milepæle i den Oscar-vindende Hilary Swanks opsigtsvækkende karriere.

Undslap 'Beverly Hills 902010' med karrieren intakt

Hilary Swank var med i 13 afsnit af 'Beverly Hills 90210', der i alt tæller 10 sæsoner med 298 afsnit i alt. Serien blev et stort hit i både USA og Danmark i 1990'erne. Her ses Hilary Swank i 2004. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © 2004 Getty Images)

Efter at have spillet bittesmå biroller i både tv-film og serier i næsten 10 år, landede Hilary Swank i 1997 endelig en rolle i hitserien 'Beverly Hills 90210'.

I et interview med den amerikanske talkshow-vært Conan O’Brien, fortæller Swank, at hun skrev under på en 2-årig kontrakt (og dermed minimum to sæsoner) af den nu ikoniske ungdomsserie - men at hun blev fyret og skrevet ud meget pludseligt, efter kun at have medvirket i 13 afsnit af den ellers 32 afsnit lange ottende sæson.

Hun var med andre ord ikke ønsket på 'Beverly Hills 90210'.

Det var naturligvis et hårdt slag for en "hjemløs" skuespiller, der troede, hun havde fundet sit nye serie-hjem i det luksuriøse Beverly Hills.

I interviewet med Conan er Swank tydeligvis stadig bitter over den usle behandling på 'Beverly Hills 90210' på trods af, at der på det tidspunkt var gået 14 år.

Heldigvis gik der kun to måneder efter den chokerende fyring, før Swank landede sit livs rolle.

Hun skulle hurtigt vise sig at blive den eneste skuespiller i 'Beverly Hills 90210's ellers store skuespillerkatalog, der opnåede massiv succes i karrieren efter ungdomsserien.

Fra ungdomsserie til Oscar-uddeling

Hilary Swank med sin første Oscar-statuette ved den prestigefyldte uddeling i 2000. Hun vandt for bedste kvindelige hovedrolle i filmen 'Boys don't cry'. (Foto: Paul Fenton © (c) Getty images)

Rollen, som Swank landede, var som Brandon Teena i filmen 'Boys Don't Cry' - en sand historie om en ung transperson i den amerikanske stat Nebraska.

Brandon Teena blev både voldtaget og slået ihjel i koldt blod af to unge mænd, der ikke brød sig om, at Brandon, der var født som kvinde, identificerede sig som en mand og indgik i forhold med kvinder.

'Boys Don't Cry' bygger på en virkelig og hjerteskærende hændelse, og Swank beviste i rollen som Brandon Teena, at hun hørte til i toppen af Hollywood-hierarkiet, da hun i 2000 vandt både en Golden Globe og en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.

En helt ufattelig udvikling i en tid hvor det at medvirke i en tv-serie som 'Beverly Hills 90210', som regel satte en stopper for film- og Oscar-ambitionerne.

Endnu en transformerende rolle

Hilary Swank spillede overfor både Clint Eastwood og Morgan Freeman (som ses på billedet her) i 'Million Dollar Baby'. (Foto: Tomokazu Tazawa © Tomokazu Tazawa/WireImage.com/Getty images)

Om det var på grund af typecasting eller blot Swank, der ikke valgte sine projekter så omhyggeligt, ved jeg ikke. I kølvandet på 'Boys Don't Cry' spillede Swank - med undtagelse af hendes rolle i Christopher Nolans 'Insomnia' - hovedsageligt mindre roller i halvdårlige film.

Men blot som kritiske røster begyndte at spekulere i, om succesen med 'Boys Don't Cry' var en døgnflue, blev hun castet i rollen som amatørbokseren Maggie Fitzgerald i stjerneinstruktøren Clint Eastwoods dramafilm 'Million Dollar Baby'.

'Million Dollar Baby' er endnu en overordentlig melodramatisk film, der bygger på en fiktiv historie om en kvindelig boksers op- og nedture. For rollen blev Hilary Swank igen rost til skyerne.

Filmen er med sine nærmest komisk overdrevne bokse-lydeffekter og overdramatiserede skuespil ikke ældet så yndefyldt.

Men Swank, der før 'Million Dollar Baby' ellers ikke var kendt for at besidde nogen specielt imponerende fysik, er overbevisende i rollen som bokser. Her beviste hun endnu engang, at hun kan løfte selv en middelmådig film, hvis hun får muligheden.

Swank fik i 2005 endnu en Oscar for sin rolle i 'Million Dollar Baby'. På trods af det faktum at hun inden for fem år vandt branchens mest prestigefyldte pris to gange, udtalte hun i 2016, at hun efterfølgende ikke mærkede nogen forskel på pengepungen.

Specifikt beskriver hun ydmygelsen, da hun blev tilbudt 5% af den løn, som hendes mandlige kollega ville modtage for samme film på trods af, at han ikke havde en eneste Oscar i rygsækken.

Netflix' nye darling?

Hilary Swanks karakter, Emma, er i 'Away' nødsaget til at efterlade både sin mand, der lider af en kronisk sygdom og måske ikke har længe tilbage, og en ung, bekymret datter. (Foto: Diyah Pera/Netflix © © 2020 Netflix)

I årene efter Oscar-succesen har Swank en række af gode roller i film som 'Freedom Writers', 'Amelia' og 'P.S. I Love You', men de helt store hits udebliver.

Det lader dog ikke til at røre Swank, der vælger at medvirke i kvalitetsfilm, omend hun langsomt glider ud af de gængse mainstreamfilm.

Men hårdt arbejde kan betale sig. I 2017-2018 er hun med i den stærkt undervurderede 'Logan Lucky', den anmelderroste tv-serie 'Trust' og i den fremragende Netflix-film 'I Am Mother', der er blevet streamet ivrigt verden over.

Igen, igen lader Hilary Swank til at være midt i lidt af et comeback, og i 2019 blev det afsløret, at Swank ville spille hovedrollen i Netflix' store seriesatsning 'Away', der nu kan streames på den populære streamingtjeneste.

'Away' er ikke stor kunst, og jeg vil efter tre afsnit i højere grad kategorisere den som en dramaserie end science fiction, selvom den delvist foregår i rummet.

Swank er som altid naturlig i sit spil, og selvom historien synes triviel og forudsigelig, så er 'Away' effektiv serieunderholdning, der kan tilfredsstille de fleste. På mange måder føles den lidt som en melodramatisk serieversion af filmen 'Interstellar', da Swank, ligesom hovedkarakteren i 'Interstellar', med et tungt hjerte skal vælge mellem familien og en rummission.

Om science fiction-rollerne bliver et mønster, der skal kendetegne Swanks kommende karriere, er umuligt at sige, men hun er altid kærkommen på skærmen.

Man må næsten gå ud fra at Steve Sanders stadig ærgrer sig over det uværdige breakup tilbage i 1998.

'Away' og 'I Am Mother' kan ses på Netflix. 'Boys Don't Cry', 'Million Dollar Baby' med flere kan lejes på Blockbuster, Google Play og andre filmudlejnings-sites.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter