Blev mobbet med deres udseende som teenagere: I dag har Vita og Wanda deres egen tv-serie

De norske tvillinger Vita og Wanda Mashadi på 26 år har sammen formået at vende de tidlige teenageårs mobberi til en styrke.

- Vi elsker hinanden hver dag. Og vi hader hinanden hver dag, siger Wanda Mashadi.

- Ja, men nogle dage hader vi altså hinanden virkelig meget, siger Vita Mashadi fra stolen ved siden af.

- Så meget, at vi ikke engang kan se på hinanden.

- Men i dag er heldigvis en god dag, bliver de enige om, mens deres smittende, rå latter giver genklang i den åbne atriumgård i DR Byen i København, hvor interviewet foregår.

Vita og Wanda Mashadi er på besøg i DR, hvor de blandt andet er på optagelser med DR3. Med sig har de naturligvis deres lille filmhold, der dokumenterer dagen til deres eget program. Her ses producer Sondre Bjørgum, der filmer søstrene til Instagram. (Foto: Martin Fält © Dr)

Vita Mashadi og Wanda Mashadi er hovedpersonerne i den norske reportageserie 'Vita & Wanda', der på DR3 vises under navnet 'Divatvillingerne'.

Serien har igennem de sidste to år fulgt søstrenes hverdag i tykt og tyndt. Både de sjove tider, men også alle skænderierne og ikke mindst bearbejdningen af svære minder om en tidlig ungdom præget af mobberi.

Tvillingesøstrene er født i Norge, men deres forældre kommer begge fra Iran. Deres mørke hud og sorte hår betød, at de to piger skilte sig væsentligt ud i den lille norske landsby, de voksede op i. Og det betød flere år med grov mobning i de tidlige teenageår.

- Det var hovedsageligt de ældre drenge og piger, der råbte ord som 'neger' og 'luder' efter os eller drillede os med, hvordan vores næser så ud, fortæller Vita Mashadi om tiden, hvor de to søstre blev ekskluderet fra skolens vennegrupperinger.

Mobilen er sjældent ude af hænderne på de to søstre, der begge er meget aktive på særligt Instagram og Snapchat. På begge platforme giver de deres følgere et ufiltreret og humoristisk blik ind i deres hverdag. (Foto: Martin Fält © dr)

Selvom de to søstre havde hinanden gennem de svære år, så var det alligevel først i forbindelse med optagelserne til reportageserien, at de fik talt om det.

- Vi blev nærmest tvunget af NRK (tv-stationen, der står bag reportageserien, red.) til at snakke om det, da de bad os fortælle om vores opvækst, forklarer Wanda Mashadi.

- Før det havde vi aldrig havde snakket om det. Så jeg vidste jo ikke, om Vita havde følt det samme som mig. At serien har hjulpet os til at få snakket om det med hinanden og vores venner har været noget af det fineste ved hele denne her oplevelse.

- Det har også betydet, at vi i dag åbent deler vores historie med andre og forhåbentligt viser, at det kan gå én godt, selvom man har været igennem nogle svære ting, siger Wanda Mashadi, mens Vita nikker fra den anden stol.

Det er en lang dag i Danmark. Vita og Wanda ankom med Oslo-færgen klokken 9 og skal først hjem igen om 12 timer. Inden da skal de nå at se København, optage til deres eget program, interviewes til dr.dk og filme med DR3. (Foto: Martin FŠält © dr)

Har fået opereret næserne

På overfladen synes barndommens mobberier nu langt væk.

Med gode job i modebranchen, støttende venner og mere end 65.000 Instagram-følgere tilsammen virker søstrene til at have vendt deres udfordringer til fordele.

Men de mange nedladende kommentarer om særligt deres næsers udseende i de skrøbelige teenageår har resulteret i, at begge søstre har fået foretaget næseoperationer.

Et faktum, som de hverken skammer sig over eller føler behov for at lægge skjul på.

Omvendt ønsker de dog heller ikke at opfordre andre til at tage så drastiske midler i brug - medmindre man har overvejet det nøje. Derfor deler søstrene heller ikke de praktiske detaljer omkring pris, procedure, klinikker etc. omkring deres operationer:

- Vi har fortalt vores historie, og det er vigtigt, at folk ved, at vi har fået foretaget operationen. Men detaljerne vil jeg aldrig fortælle om, for hvis det er noget, der er vigtigt for dig personligt, så må du selv sørge for at finde den information, du har brug for, siger Wanda Mashadi.

De er enæggede tvillinger, og havde det ikke været for modermærket på Vitas næse, ville det have været svært at se forskel ved første øjekast. (Foto: Martin Fält © dr)

Mærker kærligheden fra de danske fans

I snit har knap 60.000 danskere fulgt med i første sæson af søstrenes serie på DR TV og DR3. Og den danske interesse har været overvældende, fortæller de.

- De danske seere har været helt crazy. Og det er virkeligt gøy (sjovt). I Norge rammer vi en ret ung målgruppe, men i Danmark er det mere jævnaldrende og også lidt ældre folk, der følger med i serien, fortæller Vita Mashadi om de mange danske fans, der pludseligt begyndte at følge dem på Instagram, da serien blev lanceret i Danmark.

Deres mobiler er naturligvis udstyret med en såkaldt popsocket med deres eget 'Vita & Wanda'-logo på. (Foto: Martin Fält © dr)

- Jeg får faktisk også en masse beskeder fra danske mødre, fortæller Wanda Mashadi.

- De fortæller, at de har set serien sammen med deres børn, og at de er meget glade for, at der er kommet en serie, der er ægte reality og ikke i samme genre som 'Paradise Hotel'. Det er derimod reality, der viser, hvordan unge rent faktisk har det.

- Og så skriver de, at de synes, vi er sjove. Fordi at alt andet end vores næser er så ægte, så ser de også ud over vores plastikoperationer. Og det er virkeligt fint, fortæller Wanda Mashadi.

- Der er også mange danskere, der skriver, 'Vi elsker jer, I er så sjove og så coole og ærlige'. Og det er bare virkeligt dejligt at mærke, at folk kan lide os på grund af vores personligheder og ikke vores udseende. De kan lide os, siger Vita Mashadi, mens Wanda Mashadi supplerer:

- Ja, det er noget helt andet end i vores barndom. Nu er vi pludseligt accepteret for dem, vi er.

-Der er virkeligt godt selfielys her, bliver de to søstre hurtigt enige om, da de står i den soloplyste glasgang i DR byen. (Foto: Martin FŠält © dr)