Blod, splat og seksuelle krænkelser: Den bedste serie lige nu er absolut ikke for sarte sjæle

'The Boys' er den næste serie, du skal kaste dig over, mener DR's serieekspert.

- Serien er på mange måder en utrolig simpel og lidt kluntet kommentar på de mange debatter om mænd og magtmisbrug, men det er effektivt fortalt og ikke mindst anderledes i en superhelte-sammenhæng, skriver Frederik Dirks Gottlieb. (© Jan Thijs/Amazon Prime)

'Hvilken serie skal jeg nu kaste mig over?'

Det måske mest udbredte spørgsmål i nyere tid, og det bliver hele tiden sværere og sværere at besvare.

For der er mere indhold end nogensinde – af både det gode og det knapt så seværdige.

Men læs videre, jeg har et solidt bud på din næste serieoplevelse klar.

Amazon Prime er stadig en lille niche-streamingtjeneste herhjemme, men i USA er den blandt de allerstørste.

Tjenesten, som selvfølgelig er ejet af Amazon og dermed nærmest er pensum for en gennemsnitsamerikaner, har udmærket sig med en lang række af kvalitetsserier de seneste år.

Det nyeste skud på stammen er 'The Boys'.

En vanvittig, anderledes superheltefortælling, der absolut ikke er for sarte sjæle.

Historien er baseret på en herhjemme relativt ukendt tegneserie af samme navn og går andre veje end de gængse superheltefortællinger.

1

Et anderledes take på superhelte

Jack Quaid (th.) i rollen som Hughie og Karl Urban i rollen som Billy Butcher. (© Jan Thijs/Amazon Prime)

Vi er vant til leve os ind i en verden, hvor superheltedukse såsom Captain America og Superman uden skumle bagtanker gang på gang er klar til ofre sig selv for menneskeheden.

Men i 'The Boys' er superheltene drønkommercielle, kyniske kæmpe-egoer med gudekomplekser.

Kun på overfladen er de interesserede i en bedre verden og ledet af den korrupte Madelyn Stillwell (Elisabeth Shue), chef for firmaet Vought American og deres superhelte-enhed The Seven, bliver superheltenes kræfter og kendisstatus brugt som taktiske brikker i et større politisk magtspil.

Heldigvis har vi The Boys – en lille enhed som den unge knægt Hughie (Jack Quaid) bliver medlem af, efter han mister sin kæreste på grund af superhelten A-trains uansvarlige opførsel.

Sammen med den brutale Billy Butcher (Karl Urban), den romantiske Frenchie og familiefaderen Mother's Milk, forsøger de at afsløre Vought American og de ondskabsfulde superhelte for hvad, de er: Gemene magtmisbrugere.

2

Superhelte – nu kun for voksne

'The Boys' er ikke for sarte sjæle. Der er skruet godt op for både vold og nøgenhed. (© Jan Thijs/Amazon Prime)

Et centralt element i 'The Boys' er de makabre scener, hvor blod, blottede pikke (ja, der er kun nøgne mænd og ingen kvinder i 'The Boys') og beskidt sprogbrug gennemsyrer serien.

Præcis som det var tilfældet med 'Deadpool'-filmene, hvor man med et aldersforbud valgte at skære de yngste biografgængere fra, mod at skabe film hvor figurernes voldelige natur, som vi kender den fra tegneserierne, kan få lov at ånde.

Og der er ikke sparet på blodet i 'The Boys', som allerede fem minutter inde byder på voldsom splat og afhuggede lemmer.

3

Samfundsrelevante figurskildringer

Chace Crawford i rollen som The Deep. Crawford er særligt kendt for sin rolle som Nate i tv-serien 'Gossip Girl'. (© Jan Thijs/Amazon Prime)

'The Boys' er en serie med noget på sinde.

Serien meta-kommenterer med nøgenheden som - udover kun at inkludere veltrænede superhelte-mænd - bliver brugt til at fortælle en historie om seksuelle krænkelser superheltene imellem.

Den Aquaman-lignende helt The Deep er eksempelvis mere menneskelig over for fisk, som han har evnen til at kommunikere med, men fejler gang på gang når han forsøger med menneskelig kontakt.

Den usynlige superhelt Translucent er nødsaget til at være nøgen for at udnytte sine evner, hvilket skaber en utrolig akavet stemning, hver gang han bliver afsløret i at lure i krogene.

Ja, det er på mange måder en utrolig simpel og lidt kluntet kommentar på de mange debatter om mænd og magtmisbrug, men det er effektivt fortalt og ikke mindst anderledes i en superhelte-sammenhæng.

4

Gennemsyret af humor

'Selvom serien lykkes med at kommentere på både magtmisbrug, kapitalisme og vores sygelige hang til superhelte, så er det hele tiden gjort med et glimt i øjet', skriver Frederik Dirks Gottlieb. (© Jan Thijs/Amazon Prime)

Blod, splat og seksuelle krænkelser.

Det hele lyder måske en smule mørkt og alvorligt, men det er heldigvis ikke tilfældet.

Selvom serien lykkes med at kommentere på både magtmisbrug, kapitalisme og vores sygelige hang til superhelte, så er det hele tiden gjort med et glimt i øjet.

Instruktør-talentet Dan Trachtenberg ('10 Cloverfield Lane'), der står bag første afsnit, lægger stilen perfekt og balancerer punchlines, situationskomik og ekstremt velkoreograferede actionscener på samme niveau, som vi ser det i diverse Marvel-film i biografen.

Vi er langt fra Netflix' humorforladte Marvel-serier såsom 'Daredevil' og 'Iron Fist', men samtidig også langt fra DC's overfladiske popcorn-serier 'Supergirl' og 'The Flash'.

'The Boys' lægger sig lunt lige i midten og tager det bedste fra begge verdener i en fantastisk velskrevet pakkeløsning, der - trods brutal ultravold - i samtlige ni afsnit aldrig glemmer at underholde med et konstant flow af morsomme figurer og replikker.

5

En stjernerække af nye og gamle skuespillere

Elisabeth Shue har tidligere spillet med i blandt andet 'The Karate Kid' og 'CSI'. (© Jan Thijs/Amazon Prime)

'The Boys' giver plads til nye skuespiltalenter, men har også en række garvede folk på rollelisten.

Centralt står 55-årige Elisabeth Shue, der som den sexede Madelyn Stillwell kontrollerer de yngre, mandlige superhelte med hård og moderlig hånd.

Også Karl Urban oser af karisma og viser, at han mere end kan bære en hovedrolle – også uden en altoverskyggende Judge Dredd-hjelm, som han bar i filmen 'Dredd' fra 2012.

Af de yngre skuespillere udmærker især Erin Moriarty sig i rollen som Starlight, en af de eneste velmenende superhelte i 'The Boys'.

Man køber hendes rejse fra usikkert nyt medlem af superhelteeliten The Seven til selvstændig badass, der tør tage kampen mod de korrupte bagmænd op.

Selv hvis du er træt af superhelte, vil jeg anbefale 'The Boys'.

Den kaster sig over hidtil usete aspekter af den tyndslidte genre og kan meget vel blive den serie, som for alvor får antallet af Amazon Prime-abonnenter til at stige.

'The Boys' sæson 1 kan streames på Amazon Prime.