Blodige tarme, hjernemasse og en bar diller: 'Ny superheltefilm føles som et blik ind i en gal mands hjerne'

I den nye 'The Suicide Squad' kan det tydeligt mærkes, at instruktøren James Gunn har en fortid med blodige horrorfilm.

Forfatteren John Ostrander, der lavede de første tegneserier om 'Suicide Squad', har fået en gæsterolle i den nye film. Det er også den amerikanske forfatter, der står bag tegneserien 'Star Wars: Legacy'. (Foto: Warner Bros. Pictures/™ & © DC Comics)
Forfatteren John Ostrander, der lavede de første tegneserier om 'Suicide Squad', har fået en gæsterolle i den nye film. Det er også den amerikanske forfatter, der står bag tegneserien 'Star Wars: Legacy'. (© Warner Bros. Pictures/™ & © DC Comics)

Kæft et trafikuheld af en film, tænkte jeg for fem år siden, da den første 'Suicide Squad'-film havde premiere.

Så meget talent skyllet ud i toilettet.

Stort set alle skuespillere skuffede – måske på nær Margot Robbie som den masochistiske superskurk Harley Quinn. Og hun er da også én af de få figurer, der har overlevet til toeren.

Handlingen skal forestille at foregå i forlængelse af Harley Quinn-filmen 'Birds of Prey'. Men 'The Suicide Squad' kan sagtens stå alene.

En ny gruppe utilpassede skurke får mulighed for at kappe ti år af deres straf, hvis de vil udføre lyssky missioner for den amerikanske regering. De sendes til Corto Maltese, hvor et militærkup har fundet sted.

Skuespilleren Margot Robbie, indtager igen rollen som Harley Quinn i den nye 'The Suicide Squad'. (© Warner Bros. Pictures/™ & © DC Comics)

Men det er nu ikke magtovertagelsen, der har myndighedernes interesse. Det er snarere det mystiske væsen – og potentielle supervåben – som har holdt til i et laboratorium i byen, og som nu er faldet i de forkerte hænder. Men sædvanen tro er det ikke studenterhuen, der trykker hos alle på holdet – så alt, der kan gå galt, går galt.

Et festfyrværkeri af blod

Skiftende instruktører og manuskriptforfattere har været inde over filmen inden dens tilblivelse, og det er jo aldrig et godt tegn.

Men så fik den daværende Marvel-fyrede James Gunn chancen for at skrive helt forfra og instruere til en R-rating – det vil sige med fuld frihed til samtlige profaniteter, nøgenhed og blodsplat, han kunne komme i tanke om.

James Gunn blev verdenskendt med Marvel-filmen 'Guardians of the Galaxy', men har en fortid med ultrablodige horrorfilm, og det kan man i den grad mærke.

'The Suicide Squad' føles som et blik ind i en gal mands hjerne: vanvittigt, kaotisk og forrygende underholdning.

Den er et festfyrværkeri af blod, flyvende kropsdele og f-ord. Obskure kroge af DC's tegneserieunivers er blevet trukket frem i lyset i form af de mest gakkelakkede superskurke.

Filmen indeholder flere hemmelige morsekoder. For eksempel da et hospitalsapparat blinker koden '9-1959', der er en reference til første gang Suicide Squad optræder i en tegneserie. (© Warner Bros. Pictures/™ & © DC Comics)

Som for eksempel Polka-dot Man, der – ja, du gættede det – skyder med polkaprikker i glade farver. Eller Sharkman, en gigantisk hajhybrid med et knapt ordforråd. Ordet nam-nam synes dog at falde ham let – og så er det med at komme væk.

En perlerække af a-kendisser

Man skal ikke blive alt for følelsesmæssigt involveret i figurerne, for de dør som fluer. Og det er faktisk overraskende svært, for de er dæleme godt selskab.

Der er igen en perlerække af a-kendisser på cast-listen, blandt andet spiller Idris Elba rollen som Bloodsport, og Sylvester Stallone lægger stemme til Sharkman.

Historien er dum og kaotisk og lige så fyldt med huller som kroppe i krydsild.

Men jeg er 1000 kilometer mere underholdt end med den første, og jeg er gået ud af biffen med følelsen af, at DC burde lægge sig på blødende knæ og slikke den jord, James Gunn går på.

For han har pustet liv i deres cinematiske univers, der efterhånden tæller alt for mange filmiske katastrofer.

(© Warner Bros. Pictures/™ & © DC Comics)
Facebook
Twitter