Bodil Jørgensen og Pilou Asbæk spiller med i nyt Star Wars-projekt

Lydbånd længe leve. Podcasten 'Han Duo' har fået en række kendte skuespillere til at spille med i en ny version af ’Star Wars: The Force Awakens’.

Bodil Jørgensen spiller prinsesse Leia, og Pilou Asbæk er Poe Dameron i den nye podcast om Star Wars. (Foto: Collage © Scanpix)

Pilou Asbæk, Bodil Jørgensen og Nicolas Bro.

Det lyder som rollelisten på en ny dansk biografsucces, men det er det ikke.

De tre kendte skuespillere har i stedet kastet sig over Star Wars-universet på noget så retro som lydbånd, som mange sikkert vil huske fra 80’ernes børneværelser.

Dem har Elias Eliot og Jacob Hinchely, der står bag podcasten Han Duo, i hvert fald et nostalgisk og kærligt forhold til.

Faktisk så meget, at de for et år siden besluttede at lave et nyt Star Wars-lydbånd på ’The Force Awakens’, som havde biografpremiere i 2015.

Lydbåndet er netop landet som en gratis tilgængelig podcast dette nytår, og blandt de mange stemmer finder man populære skuespillere og andre kendte.

Den netop afdøde skuespiller Carrie Fisher poserer her ved premieren på 'Star Wars: The Force Awakens'. Det er den film, som Han Duo har overført til lydbånd. (Foto: © Paul Hackett / Reuters © Scanpix)

Finn Nielsen er den danske Harrison Ford

Finn Nielsen spiller – ligesom på to af de oprindelige lydbånd fra 80’erne – Harrisons Fords karakter, Han Solo.

Bodil Jørgensen har rollen som Prinsesse Leia, Ulf Pilgaard er mesterskurken Snoke, Ena Spottag spiller hovedrollen som Rey og den efterhånden verdenskendte Pilou Asbæk lægger stemme til modstandsbevægelsens mesterpilot, Poe Dameron.

Derudover finder man også velkendte stemmer som Nicolas Bro, Anders Lund Madsen og Troldspejlet-legenden Jakob Stegelmann.

At få så mange kendte indover et fanprojekt har været noget af en drøm, fortæller Jacob Hinchely fra Han Duo.

- Jeg er ovenud lykkelig. Da vores lydtekniker, Anders, sendte mig det endelige lydklip inden nytår, fik jeg faktisk tårer i øjnene. Det lød bare meget bedre, end jeg havde turde håbe på, siger han.

Elias Eliot og Jacob Hinchely poserer her som Han Solo for deres fælles podcast 'Han Duo', hvor de dyrker genrefilm, spil og tv-serier. (© Han Duo)

Rørende takkemail fra Nicolas Bro

Det har dog ikke været helt let at få puslespillet til at gå op omkring de mange travle skuespillere.

- Det tog en måneds tid at få det hele til at gå op og få alle stemmerne i kassen, fortæller Jacob Hinchely.

Samtlige stemmer er derfor blevet optaget hver for sig, men alle var meget medgørlige og begejstrede for projektet, ifølge Jacob Hinchely, der ved siden af podcasten Han Duo også er vært på DR’s P6 Beat.

- Nicolas Bro skrev en takkemail til os om, at han var glad for resultatet, så det var meget rørende, siger Star Wars-fan Jacob Hinchely.

Siden podcasten udkom 1. januar har mange fans af Han Duo da også rost de to for at skabe en ny Star Wars'-lydfortælling.

https://twitter.com/glenn_rasmussen/status/815574793193918465 https://twitter.com/KristofferKudsk/status/816222618307141632

Skulle lige være færdig med 'Game of Thrones'

Hvordan fik I skuespillerne med om bord på projektet?

- Vi har tidligere interviewet Finn Nielsen, Ulf Pilgaard og Nicolas Bro i Han Duo, og så kender jeg Pilou Asbæk en lille bitte smule, siger Jacob Hinchely og uddyber:

- Pilou svarede, at han lige skulle være færdig med at filme ’Game of Thrones’, og da vi optog, sagde han, at det muligvis var det mærkeligste, han ville medvirke i.

Du kan høre Han Duos nytårsgave i form af et nyt lydbånd med Star Wars her.

Facebook
Twitter