Bodilpriser: 'Under Sandet' er årets bedste film

Danske Filmkritikere har i aften uddelt Bodilpriserne, Tre priser går til 'Under Sandet'.

Filmlands Per Juul Carlsen var i sin anmeldelse af 'Under Sandet' begejstret for, at den portrætterede tyske soldater som unge, bange og fortvivlede teenagere.

'Under Sandet' er endnu engang blevet belønnet for sit portræt af unge, tyske krigsfanger, der bliver sat til at rydde den danske vestkyst for landminer. Ved årets uddeling af Bodilpriserne har efterkrigsdramaet vundet prisen for Årets bedste Film og dermed modtager instruktør Martin Zandvliet sin første Bodil for den "nervepirrende" beretning og et "fokuseret og fortættet drama".

Dertil har Roland Møller for sin "voldsomme og ømme præstation" i rollen som dansk sergent i 'Under Sandet' vundet en bodilstatuette for Bedste mandlige hovedrolle, ligesom hans medspiller, 18-årige tyske Louis Hofman, vinder Bedste mandlige birolle.

"Det er ikke mindst hans fortjeneste, at man sidder og ser Under Sandet med hjertet i hænderne", skriver juryen i sin begrundelse.

Lang historie kort: Et forfriskende indslag

For Bedste kvindelige hovedrolle er det skuespillerinden Mille Lehfeldt, der kåres for sit portræt af den forvirrede, men elskelige storbypige Ellen, som komedien 'Lang Historie Kort' snurrer omkring. For filmens manuskript vinder instruktør May el-Toukhy og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne, fordi de kommer med et "forfriskende indslag" og 'gennem en rig dialog og en solid struktur formår at afbalancere stort og småt'.

Det er 69. gang Bodilpriserne uddeles af Danske Filmkritikere.

Facebook
Twitter