Brutale danskere imponerer i ny 'chokerende' serie: 'Det er ikke for sarte sjæle'

Laura Bach og Mads Koudal er med, når kendt film-makkerpar leverer nådesløs vold i hitserien 'Gangs of London'.

Laura Bach spiller en dansk lejesoldat ved navn Tove, som lever af at dræbe. Hun arbejder sammen med Leif (Mads Koudal), der er leder af en dansk, koldblodig milits: The Danish Militia - en slags hær af lejemordere. (Foto: Sky UK © Sky UK Limited./via C More)

Vi vælter rundt i nye serier på nærmest daglig basis.

Så selvom man måske kunne tro, at formatet er ved at nå sin grænse, bliver serierne ved med at udvikle sig og overraske.

De seneste år har serieformatet nemlig taget et kvantespring fra relativt billig tv-underholdning til at være vores primære underholdningsform, og derfor ser vi stadig nybrud inden for visse nicher på seriemarkedet.

'Gangs of London' er det nyeste eksempel herpå. Og selvom vi ikke har at gøre med et perfekt mesterværk, så vil denne serie chokere fans af action- og kampsportsfilm - som et næseben, der bliver banket direkte op i hjernen.

Det er med andre ord den mest eksplosive actionserie, jeg har set til dato.

Den har de nok flotteste kampsortsscener, som end ikke Marvel-serien 'Daredevil' kan hamle op med.

'Gangs of London' er lavet af Gareth Evans og Matt Flannery, der som henholdsvis manuskriptforfatter og filmfotograf har skabt en karriere ved at arbejde på indonesiske film. De står blandt andet bag de legendariske 'The Raid'-film, hvor den ene bombastiske kampsportsscene overgår den forrige.

Der er dog en anelse mere kød på historien i 'Gangs of London'. Ikke nok til, at min kæreste gad se mere end et enkelt afsnit, men dog alligevel nok til, at jeg var bidt af plottet, som effektivt førte mig videre til den næste store actionsekvens.

Serien handler om den unge gangstersøn Sean Wallace. Efter hans far, Finn Wallace, der er den mest magtfulde gangster i London, bliver dræbt, kommer sønnen Sean på en indædt mission om at finde frem til gerningsmændene.

Trods interne stridigheder i forbryderkartellet, fortsætter han med at forsøge at få ram på sin fars morder - godt hjulpet på vej af den mystiske Elliott, der har en ufattelig evne til at uddele øretæver.

Stadig ikke overbevist? Her er tre rigtig gode grunde til at kaste sig over 'Gangs of London'.

1

Voldsmakkerparret over dem alle

Der er knald på i actionscenerne i 'Gangs of London', hvor både intense en-mod-en-kampe og store skududvekslinger finder sted i Londons kriminelle underveden. (Foto: Sky UK © Sky UK Limited./via C More)

Selv er jeg stor fan af kampsportsfilm - men også af kampsport i sig selv. Jeg har set endeløse timer af Mixed Martial Arts (MMA), jiu jitsu-turneringer og har selv gået til både karate og kickboxing.

Desværre bliver min begejstring for kampsport dog ofte skuffet over fremstillingen i film og serier. Som oftest formår de desværre at reducere de ellers så taktiske elementer af kampsport til dum og utroværdig slå-på-tæven, lavet af instruktører uden fornemmelse for troværdige slagsmål.

Det er dog ikke tilfældet her.

Gareth Evans, der både skriver og instruerer, har om nogen evnen til at iscenesætte ultravold, så det bliver smukt som en opera. De lange kampsportsscener, som vi allerede får i det første, bombastiske afsnit, er en fryd for øjet. Hvis altså man kan snakke om brækkede knogler og flækkede øjenbryn som "en fryd".

Volden er i centrum, men det er godt skruet sammen, og der dvæles sjældent længe ved den enkelte voldshandling. Den konstante række af nye modstandere holder hele tiden seeren beskæftiget - ligesom i 'The Raid'-filmene.

Den anden skaber af 'Gangs of London', Matt Flannery, er filmfotograf og arbejdede sammen med Evans på 'The Raid'-filmene, som han filmede.

Jeg vil mene, at både Evans og Flannery overgår sig selv her med action, som er bedre doseret og mere opfindsomt udført end i 'The Raid'-filmene, hvor den store mængde af kampscener næsten bliver for meget.

Flannerys glidende kamerateknikker er virkelig også med til at gøre forskellen og løfte sekvenserne op i filmisk særklasse.

2

Stortalentet Sope Dirisu

Sope Dirisu spiller håndlangeren Elliot Finch (tv.) og Joe Cole spiller hovedrollen som gangstersønnen Sean Wallace (th.) (© 2020 Sky)

I hovedrollen som den unge Sean Wallace ser vi et - for nogle - velkendt ansigt.

Mange kender måske skuespilleren Joe Cole med de uendeligt triste øjne for hans portræt af John Shelby i 'Peaky Blinders'.

Men det var ikke Joe Cole, der fangede min interesse. Det gjorde derimod Sope Dirisu, der spiller håndlangeren Elliot Finch, som hastigt stiger i rang og bliver Seans højre hånd.

Den lidt introverte håndlanger emmer af både mystik og karisma, og man er hele tiden nysgerrig på, hvad der gemmer sig bag det tætte fuldskæg og de milde øjne.

Desuden er han - uden nogen nævneværdig kampsportstræning, så vidt jeg ved - vildt overbevisende, når han kæmper sig igennem et hav af rivaliserende bandemedlemmer, som var han hovedpersonen i et hæsblæsende computerspil.

3

Brutale danskere

Mads Koudal har foruden at medvirke i film og serier over hele verden også gjort sig bemærket i komiske sketchshows som 'Det Slører Stadig', 'Zapper' og 'FunnyHaHa TV'. Laura Bach har blandt andet medvirket i tv-serierne 'Den som dræber', 'Ørnen' og 'Rita' og deltog desuden i 'Vild med dans' i 2016. (© C More)

At serien har været et gigantisk hit i Storbritannien, siden den udkom hos briterne i april, har faktisk også to danskere ombord. Laura Bach fra 'Den som dræber' og Mads Koudal fra 'Upstairs' er nemlig at finde som afstumpede, tidligere jægersoldater. Især i afsnit fem og seks udfolder de sig som skarptskydende lejesoldater uden nåde.

Det er altid lidt akavet at høre danske skuespillere - både når de snakker dansk og engelsk - men det fungerer enormt godt i 'Gangs of London'.

Særligt i afsnit fem, der udspiller sig som en anden krigsfilm, hvor danskerne invaderer et engelsk landsted og med kirurgisk præcision og vikingers brutalitet for alvor gør sig bemærket.

Igen kan det mærkes, at filmfotografen ikke bare bliver dikteret rundt af instruktøren, men at han selv er medskaber. Det betyder, at der konstant er tænkt i kreative løsninger, som når en granat eksploderer, og de stakkels menneskekroppe i nærheden pulveriseres i slowmotion.

'Gangs of London' er ikke for sarte sjæle, og plottet er ikke videre nyskabende, men personligt synes jeg, at det er forfriskende at se så flot koreograferet action udspille sig i en tv-serie.

'Gangs of London' kan streames på C More.

FacebookTwitter