'Captain Phillips' - helt eller Hollywood?

Virkelighedens 'Captain Phillips' var måske ikke helt så heltemodig, som Tom Hanks og Hollywood beskriver ham i ny film.

Var 'Captain Phillips' en helt? Hollywood og tidligere besætningsmedlemmer er uenige.

I filmen 'Captain Phillips' er der ingen tvivl om, at Mærsk Alabamas kaptajn Richard Phillips ofrede sig selv og agerede helt, da somaliske pirater kaprede skibet tilbage i 2009.

DR's anmelder kalder sågar filmen for et "heltekvad fra Hollywood", mens magasinet Ekko skriver, at instruktør Paul Greengrass "muligvis har blankpoleret sin Hollywood-helt".

Men måske var virkelighedens kaptajn Richard Phillips ikke så heltemodig, som den kaptajn Tom Hanks spiller i filmen. Filmen har dansk premiere i dag.

Retssag kører

En del af besætningen har nemlig trukket Richard Phillips i retten. Det bekræfter Richard Phillips i en Q&A på det sociale medie Reddit, efter anonyme besætningsmedlemmer har kritiseret kaptajnen i den amerikanske tabloidavis New York Post.

- Det er en retssag, som kører, og som begyndte to uger, efter de kom tilbage. Det er ikke hele min besætning, og desværre lever vi i et stridslystent samfund, skriver Richard Phillips.

Richard Phillips - virkelighedens 'Captain Phillips' taler til journalister i Washington. (Foto: MLADEN ANTONOV © Scanpix)

Ifølge de anklagende besætningsmedlemmers advokat Deborah Waters afviste kaptajnen at ændre kurs på det store Mærsk Alabama.

- Besætningen tryglede kaptajn Phillips om ikke at sejle så tæt på Somalias kyst, siger Deborah Waters i New York Post.

- Han sagde til dem, at han ikke ville lade pirater skræmme ham eller tvinge ham til at sejle væk fra kysten.

Afviste besætningsmedlemmer?

I de anonyme udtalelser bliver kaptajnen Phillips kaldt for "rigtig arrogant", og et besætningsmedlem siger, at han slet ikke var den store leder, som filmen viser. Kaptajnen selv afventer afgørelsen på retssagen.

- En del af besætningen … havde aldrig beklaget sig før efter hændelsen. Så retten vil afgøre det her, og forhåbentlig kan det overbevise dig, skriver Richard Phillips direkte til en bruger, der stiller spørgsmål om sagen.

Kaptajnen er ikke den eneste, der bliver debatteret i kølvandet på den amerikanske premiere. Nogen mener, at filmen giver et indtryk af at være dokumentarisk - selv om den har fået en del Hollywood-farvelade.

Derfor har det amerikanske Time Magazine gennemgået en del af de dramatiske elementer og sammenholdt dem med de faktiske begivenheder. Efterfølgende har de vurdet, om scenerne er fakta eller fiktion. Dog skal det advares om, at der indgår afsløringer af væsentlige elementer i filmen.

FacebookTwitter