Chefredaktør om Zentropa-aftale: Det er et ansigtstab for Aalbæk

Kompromisset mellem svenske Film i Väst og Zentropa er et tegn på en ny ledelse i Zentropa, mener ekspert.

(Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Filmproducent Peter Aalbæk Jensen skal ikke længere optræde som producent på Zentropa-film, der støttes af den svenske filmstøtteorganisation Film i Väst.

Sådan lyder kompromisset, efter at de svenske filmstøttefolk har taget afstand fra Aalbæk Jensen og hans forsvar af sine klap i numsen til kvindelige kollegaer.

Kompromisset skal ses som et tegn på at 'I må tage mig som jeg er’-stilen er ikke længere er dominerende hos Zentropa, der stigende grad tegnes af en ny ledelse.

Sådan siger filmmagasinet Ekkos chefredaktør Claus Christensen. Og han er ikke alene om at hæve øjenbrynene over den netop indgåede aftale mellem svenske Film i Väst og danske Zentropa.

- Jeg har aldrig hørt om lignende tiltag i nogen som helst sammenhæng i branchen, udtaler Berlingskes filmredaktør Kristian Lindberg.

Zentropa bøjer sig for svenskerne

Men har det nogen reel betydning, at Peter Aalbæk ikke må agere executive producer for deres fremtidige film i samarbejdet?

Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen er et kendt makkerpar. Her ses Björk og Lars von Trier ved Cannes Filmfestival, hvor filmen 'Dancer in the Dark' vandt hovedprisen i 2000. Samarbejdet med netop Björk har siden netop været anledningen til anklager om sexchikane mod dels von Trier og Aalbæk. (Foto: Pascal GUYOT © Scanpix)

Ja, ifølge Claus Christensen:

- Zentropa bøjer sig for svensk pres. De kunne have valgt at sige, at hvis Film i Väst har det her krav, og ikke bryder sig om Ålens stil, så finder vi et andet sted at producere og financiere vores film.

- Det ville jeg have tænkt, var en løsning. Taler vi især Lars von Trier-film, forestiller jeg mig ikke, at det er svært at få financiereret og produceret et andet sted. Men det har man så ikke valgt at sige.

En smart aftale

Hos Zentropa har man accepteret Film i Västs krav:

- Vi er ikke enige med dem i alt, men vi respekterer dem. Og de har ret til at sætte nogle krav ud fra deres holdning til, hvordan de ser på Peters udtalelser, uddyber Zentropas administrerende direktør Anders Kjærhauge selv aftalen i dag.

Sagens hovedperson, Peter Aalæk Jensen, har også accepteret aftalen:

- Det er helligt for mig, at jeg kan gøre og sige, hvad jeg vil, men jeg respekterer også, at Film i Väst kan gøre og sige, hvad de vil.

Det var særligt Peter Aalbæk Jensens seneste udsagn om, at han havde klappet blandt andet kvindelige ansatte i bagdelen og at han ikke havde tænkt sig at undskylde for det, der ledte til mødet mellem de to filmselskaber.

'Ålen' stoppede som direktør i Zentropa i april 2016. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Et møde, der altså endte med et pænt kompromis og ikke et totalt boykot af Zentropa, som Kristian Lindberg ellers også så som en mulighed,

- Men når de ikke gør det, så skyldes det nok, at det er et samarbejde, der er lige vigtigt for begge parter, forklarer Kristian Lindberg.

Et succesfuldt partnerskab, der blandt andet har resulteret i Lars von Triers ’Dogville’, 'Melancholia ' og ’Dancer in the Dark’.

’Ålen’ har tabt ansigt

Men måske er der alligevel mere på spil, end en aftale, der kan ligne et pænt forretningskompromis:

- Selvom Aalbæk bagatelliserer aftalen, så må man sige, at det er et ansigtstab for Aalbæk. At svenskerne nu har gennemtrumfet, at han fremover ikke må stå i rulleteksterne for kommende Lars von Trier-film, har en symbolsk betydning, forklarer Claus Christensen.

En symbolsk og vigtig betydning:

- Det tætte parløb mellem Aalbæk og Trier har været og er af stor betydning for ham.

Filmproducenten Peter Aalbæk Jensen og filminstruktør Lars von Trier's 50-års fødselsdagsfest i Filmbyen i Avedøre. (Foto: Kaare Smith © Scanpix)

Et parløb, der nu potentielt er bliver kompliceret fremover, den nye aftale taget i betragtning.

- Det sender et signal fra Zentropas øverste ledelse om, at man er parat til at gå på kompromis i forhold til den stil og tone, som Aalbæk har stået for igennem årtier, afslutter Claus Christensen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk