Christianes historie blev et verdensomspændende fænomen: Nu er den også blevet til en serie

Historien om Christiane F. bliver genfortalt i tv-serien 'Vi børn fra Bahnhof Zoo', der lige nu kan streames på Viaplay.

I den nye serie, der bygger på bogen (fra 1978) og filmen (fra 1981) får vi et dybere indblik i flere karakterer end Christiane F., som var omdrejningspunkt i de oprindelige værker. (© Viaplay/NENT Group)

Da jeg var barn og ung, var jeg meget bange for, at hashrygning kunne føre til hårde stoffer uden nogen vej tilbage.

Stofferne var sådan en vildt uhyggelig ting, der lå og lurede i ungdomslivet.

Man fik næsten følelsen af, at hvis man drak en øl, ville der straks være nogen, der puttede en joint i munden på én, og så ville turen gå over piller og spiselige frimærker, og snart ville man blive angrebet af en kanyle med heroin.

Det var sådan en forældrefrygt, der sivede ind i ens barnebevidsthed.

Jeg tror, at en ikke ubetydelig del af frygtens udbredelse kom med historien om Christiane F. Den blev oprindeligt fortalt fra en barsk, journalistisk bog om stofmiljøet i Berlin i slutningen af 1970'erne: 'Vi børn fra Bahnhof Zoo'.

To tyske journalister fra nyhedsmagasinet Stern ville gerne vise omfanget af brugen af ulovlige stoffer blandt unge i Berlin.

De fandt Christiane Felscherinow, da hun vidnede i en retsag mod en mand, der betalte mindreårige piger med heroin for seksuelle ydelser. De interviewede hende om hendes liv, fra hun var 12 til 15, og skrev så bogen fra hendes synspunkt.

Bogen blev filmatiseret i 1981, og filmen med navnet 'Christiane F. - vi børn fra Bahnhof Zoo' fik lynhurtigt en endnu vildere udbredelse end bogen og blev et internationalt, kulturelt fænomen.

Filmen er en fascinerende cocktail af hård, grå socialrealisme, ulovlige stoffer, ungdomsfestliv, prostitutionshistorie og… David Bowie. Bowie var Felscherinows yndlingsmusiker, og han spiller både en rolle i filmen og lægger musik til soundtracket.

Den eksplosive kombination gjorde først filmen til et hit og derefter til en populær skræmmekampagne mod stoffer, som man kunne sætte på i en snæver vending i en vikartime i tysk. Så kunne vi lære det.

Nu har vi fået tv-serieversionen, og det er det samme - bare anderledes. Den er paradoksalt nok endnu mere grotesk, men alligevel mindre chokerende. Her forklarer jeg hvorfor.

1

Christiane er ikke et barn længere

22-årige Jana McKinnon fortolker rollen som Christine F. i den nye serie 'Vi børn fra Bahnhof Zoo', der i den oprindelige bog og film portrætteres som en ung teenager. (Foto: Mike Kraus © 2020 Constantin Television GmbH / Amazon Studios / Soap Images via NENT Group)

Bogen om Christiane F. starter, da hun er 12.

Da hun er 14, er hun stærkt heroinafhængig og en rimelig rutineret prostitueret, der trækker på gaderne omkring Vestberlins dengang største togstation, Bahnhof Zoologischer Garten.

I 1980'er-filmatiseringen fra de skræmmende vikartimer bliver hun spillet af Natja Brunckhorst, der kun var 13, da hun blev castet til filmen. Altså et barn, som Christiane. Titlen er jo også 'Vi børn fra Bahnhof Zoo', ikke 'Vi unge voksne'.

I serieversionen bliver hun spillet af Jana McKinnon, der er 22 i skrivende stund. Selvom det er knap to år siden, optagelserne er lavet, gør det godt nok en stor forskel. Bare det, at hun bor hjemme virker på en måde lidt underligt, fordi hun ser så voksen ud.

Og når hun sidder og skriver pastelfarvede kærestebreve om, at hun ikke er klar til at have sex, virker det påtaget uskyldigt.

Der er ikke fjernet noget af det, hun (eller hendes venner) oplever i filmen. Tværtimod udnytter man den ekstra spilletid til at lægge masser af ekstra forfærdelige detaljer ind. Men det giver en underlig distance, at de ser så voksne ud. Ikke mindst hovedpersonen. Det er sværere at forstå, hvorfor de træffer så dårlige valg, som de gør.

Det gør også serien meget modtagelig for kritik om at dyrke en æstetik om "heroin chic": det anorektiske, afpillede skønhedsideal, der opstod omkring den oprindelige filmatisering, og som især supermodellen Kate Moss blev kendt for.

Du ved: "Nothing tastes as good as skinny feels," som hendes berygtede citat lyder.

2

Persongalleriet er blevet kæmpestort

Natja Brunckhorst ses her i rollen Christiane F. i den oprindelige film fra 1981. (Foto: Bertrand LAFORET © Gamma-Rapho via Getty Images)

Filmen skiftede titel til 'Christiane F.', fordi en film helst skal have enkelt hovedperson. Sådan er det ikke med serier, og det er nok seriens primære eksistensberettigelse, at man med en længere spilletid kan gå tilbage til en bredere miljøbeskrivelse med flere personer.

Nu får vi en god håndfuld hovedpersoner, og det er en god tanke, at man kan vise mere nuanceret, hvad der kan drive unge mennesker ud i intenst misbrug og hardcore sexarbejde.

Der er både nogle, der kommer helt fra bunden, som Benno og Axel, der bor i en sørgelig narkobule allerede fra starten. Så er der Christiane og Stella, der kommer fra en lav middelklasse med sociale problemer og forældre, der drikker og slår.

Men der er også Babsi, der stikker af fra en ulidelig overklasse.

Dråben, der får bægeret til at flyde over, er et rædselsfuldt arrangement, hvor hun skal spille en klaverserenade perfekt for sin mor, der er for distanceret til at være tilstede og må høre den mislykkede optræden gennem en telefon.

3

Tidsbilledet er blevet bizart tidløst

Rollelisten består blandt andet af Jana McKinnon, Lea Drinda, Jeremias Meyer, Michelangelo Fortuzzi, Lena Urzendowsky og Bruno Alexander. (Foto: Mike Kraus © 2020 Constantin Television GmbH / Amazon Studios / Soap Images via NENT Group)

Der var en sociologisk pointe i, at nogle børn i slutningen af 1970'erne blev tabt på gulvet ovenpå ungdomsoprøret. En sideeffekt kunne jo være, at nogle forældre dyrkede friheden til et punkt, hvor de ikke kunne eller ville tage ansvaret for deres børn.

Vildskaben, stofferne og den løsslupne sex blev et entydigt udtryk for frihed.

Dér var den oprindelige bog og film et desperat opråb til samtiden om en generation, der fik uhæmmet lov til at gøre skade på sig selv.

Serien foregår stadig i 1970'erne, tror jeg. Jeg bliver hele tiden i tvivl, for den er holdt i en underlig glittet stil, hvor alle ligner en million, selvom de er fattige, og selv når man lige har taget heroin, sidder ens hår og makeup perfekt, hvis den da ikke sidder demonstrativt forkert.

Så selvom der er plads til endnu flere seksuelle overgreb og closeups af kanyler i armen, er serien på godt og ondt mindre chokerende.

Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at man ikke har taget sig flere friheder, når man nu alligevel tager så let på forlægget.

Hvis man havde rykket serien frem i tiden og gjort den mere nutidig, mere psykologisk og realistisk, kunne den måske være blevet den tyske pendant til den amerikanske ungdomshitserie 'Euphoria', der både kunne have relevans for et ungt publikum og deres forældre.

Du kan se otte afsnit af 'Vi børn fra Bahnhof Zoo' på Viaplay.

FacebookTwitter