Christine overgav sig til rolle som voldsoffer i omdiskuteret serie: 'Det var et kontroltab'

Skuespiller Christine Albeck Børge har lært meget af sin rolle i 'Ulven kommer'.

(Foto: Stefan Wessel © dr)

Advarsel: Artiklen indeholder spoilere for, hvad der sker i sidste afsnit af 'Ulven kommer'. Hvis du endnu ikke har set det, så hop ind på DRTV her.

Christine Albeck Børge er vant til hovedroller på landets teatre.

Her ved hun lige præcis, hvornår hun skal kigge op, smile, dreje hovedet eller hæve stemmen. Efter nogle få forestillinger ved hun også, hvornår publikum altid griner, eller hvor de plejer at holde vejret.

Sådan har det været i hendes 20 år som skuespiller nu, og hun elsker det.

Men de seneste otte uger har du kunnet se Christine Albeck Børge arbejde på en anden måde med sin hovedrolle i den omdiskuterede DR-serie 'Ulven kommer'.

I stedet for selv at styre det endelige output oppe fra scenen har den teatervante skuespiller nemlig lagt sit arbejde i hænderne på seriens instruktører og klippere.

- Der er et kontroltab i, at man ikke ved, hvad der ender med at blive klippet sammen på tv. Det har jeg ikke prøvet så meget før. Men jeg har bare stillet mig fuldstændig til rådighed, og det har jeg lært virkelig meget af, siger hun og tilføjer så:

- Det har været spændende at slippe kontrollen, for jeg har jo ikke vidst, hvordan det endelige resultat blev, før jeg så det på tv.

'Dea er bare én ud af tusind versioner'

Men det ved skuespilleren nu.

Søndag aften blev sidste afsnit sendt, og dermed fik seerne også endelig svar på, hvad der var op og ned i historien om pigen Holly, der beskylder sin stedfar, Simon, for vold.

Siden første afsnit har det været et mysterium, om Holly talte sandt. Moderen Dea, der spilles af Christine Albeck Børge, troede i hvert fald ikke på sin datters fortælling – altså, udadtil, for nu ved vi jo, at det faktisk var Dea selv, der blev slået af Simon.

Allerede inden premieren vandt 'Ulven kommer' prisen for bedste serie ved Zürich Film Festival. - Den vandt foran 'I May Destroy You', som jeg elsker! Så da jeg hørte, at vi havde vundet over den, tænkte jeg: "hold da op, en god start," siger Christine Albeck Børge. (Foto: Stefan Wessel © dr)

For Christine Albeck Børge har vold i hjemmet været et følsomt emne at kaste sig over, og selvom hun har undersøgt seriens temaer grundigt inden rollen, er hun stadig forsigtig med at konkludere noget.

- Det er vigtigt for mig at sige, at det er utroligt forskelligt, hvordan man er i et voldeligt forhold, så Dea er bare én ud af tusind versioner. Og det har faktisk givet mig en ro at erkende, for jeg kan jo ikke portrættere hende på en måde, der er rigtig for alle uanset, hvad jeg vælger, siger Christine Albeck Børge.

I forbindelse med rollen som Dea har skuespilleren blandt andet læst flere bøger om emnet og talt med syv kvinder, der alle var på krisecentre eller havde fået fjernet deres børn – og deres situationer har sat sig i Christine Albeck Børge.

- Deres oplevelser var meget forskellige, og jeg har nærmest berøringsangst for overhovedet at konkludere noget om emnet. Jeg har taget essensen af deres erfaringer og overført dem til Dea, siger hun og tilføjer så:

- Men min sandhed om Dea er helt klart, at hun fornægter det, der sker i så høj en grad, at det først er til sidst, da det er ved at gå rigtig galt, at hun kan lave den erkendelse.

I efteråret spillede Christine Albeck Børge hovedrollen i teaterstykket 'Blue Jasmine' på Odense Teater. Med 'Ulven kommer' har hun nu også taget hul på hovedrollerne i tv-serierne. (Foto: Stefan Wessel © dr)

Ikke kun én ulv i serien

Christine Albeck Børge elsker at møde sit publikum – men også her er tv noget anderledes end teater, da skuespilleren jo ikke kan se publikums reaktioner ude ved skærmene.

Til gengæld har hun efter premieren nydt at tale med folk om 'Ulven kommer', når de har stoppet hende på gaden eller i supermarkedet for at dele deres tanker, og hun har virkelig kunnet mærke, at serien er krøbet ind under huden på flere af dem, hun møder.

Hun er især glad for, at historien om Dea og hendes udfordrede familie tydeligvis har startet en dialog ude i stuerne om både tvangsfjernelser af børn og vold i hjemmet – nu er håbet hos skuespilleren bare, at den dialog bliver nuanceret.

Oftest har skuespilleren nemlig fået spørgsmål som; "er det rigtigt, at Simon slår Holly?" og "er det Simon, der er ulven?", men 'Ulven kommer' handler netop ikke om, at Simon er skurken, forklarer Christine Albeck Børge.

- Maja Jul Larsen, der har skrevet serien, har været utrolig dygtig til at vise, at det er os alle sammen, der er skurke i fortællingen. De mønstre, der findes i denne dysfunktionelle familie, er nogle, som vi alle sammen har aktier i, så der er ikke nogen hovedskurk.

- De eneste, der er totalt uskyldige og de største ofre, er børnene, tilføjer hun.

Efter et år med filmoptagelser af 'Ulven kommer' har Christine Albeck Børge nydt endelig at få serien ud til folket og få en samtale igang om seriens temaer. (Foto: Stefan Wessel © dr)

"Ulven" i serien er altså ikke kun Simon, mener Christine Albeck Børge.

- Der kan opstå en medafhængighed, når man lever i et voldeligt forhold, fordi man kan blive afhængig af forholdet og de dynamikker, der ligger i rollen som offer, siger hun lidt forsigtigt og fortsætter så:

- Det synes jeg var spændende, for førhen har jeg da bare tænkt, at det var nogle lede svin, der slår nogle stakkels mennesker, men det er ikke altid hele sandheden.

Mange af de voldsramte kvinder, som hun talte med op til rollen, fortalte da også, at de havde haft svært ved at slippe deres overgrebsmand, fordi de nærede stor omsorg for og følte sig forbundet med ham.

Det var derfor ikke kun på grund af frygt for, hvad han kunne finde på, at kvinderne blev hængende for længe i forholdet.

- Det synes jeg var påfaldende og bemærkelsesværdigt. Tre af dem, jeg talte med, havde også en erkendelse af, at de selv havde en aktie i det mønster, og at hvis de ikke gjorde op med det, ville de bare gå direkte ud og møde en ny, der slog dem.

En anden ting, der kan fastholde et offer i en usund og voldelig relation, er sex. I serien har vi i hvert fald flere gange set, at Dea og Simon har enormt passioneret "godtgørelses-sex", som Christine Albeck Børge kalder det.

- Efter et overgreb kan der være gaver eller fantastisk sex, og den rutsjebane er der jo endorfiner og nerve i. Så kan offeret jo godt komme til at føle, at det er der, man for alvor lever. Det er bare meget usundt!

Siden hun blev uddannet skuespiller har Christine Albeck Børge været et kendt ansigt på landets teaterscener. Nu bliver hun også genkendt på gaden for sin rolle i 'Ulven kommer'. (Foto: Stefan Wessel © dr)

'Han skal ikke udskammes eller kaldes psykopat'

I sidste afsnit af 'Ulven kommer' er det ikke kun Dea og børnene, der får hjælp. Også Simon – som mange har set som skurken – får tilbudt hjælp, og det er kun på sin plads, mener tv-stjernen:

- Simon har jo selv været et forsømt barn og kommer fra et voldeligt hjem. Så han skal da hjælpes lige så meget som Dea. Han skal ikke udskammes eller kaldes psykopat. Og selvfølgelig synes jeg, at det er rigtigt, at Dea kommer væk fra Simon, men det er også vigtigt, at hun får set på, hvorfor hun havner i den slags forhold.

Og med den håndsrækning til begge parter tegner der sig med sidste afsnit af 'Ulven kommer' forhåbentlig lysere tider for både Dea, børnene og Simon.

Men Dea forsvinder ikke sådan lige. Christine Albeck Børge kommer i hvert fald ikke til at glemme tiden med Dea foreløbig, selvom hun for længst har bevæget sig videre til andre roller.

- Det har været virkelig luksus at lave 'Ulven kommer', og jeg føler mig super privilegeret over de instruktører, jeg har fået lov til at arbejde sammen med her. De har presset mig ud nogle steder, jeg slet ikke vidste, jeg kunne gå hen på filmmediet, siger hun og tilføjer:

- Selv efter at have været skuespiller i 20 år står jeg pludselig her og siger: "Gør hvad I vil, så går jeg med. Og det har jeg lært enormt meget af.

- Dea vil gerne stille andre tilfredse, og den side har jeg også. Hun vil gerne tage ansvar for situationen, og at alle har det godt, hvilket er meget stressende. Den side har jeg også, siger Christine Albeck Børge. (Foto: Stefan Wessel © dr)
FacebookTwitter