Claes Bang sagde nej til mere i løn i stor HBO-serie: 'Jeg skulle bare have det job'

Den danske skuespiller spiller en stor rolle i sidste sæson af hitserien 'The Affair'.

- Synes du, min rolle fungerer?

Spørgsmålet kommer fra den danske skuespiller Claes Bang, da interviewet skal til at begynde.

For selv en garvet skuespiller, der herhjemme mest er kendt for sine roller i 'Anna Pihl', 'Broen', '2900 Happiness' og senest den Guldpalme-vindende film 'The Square', har lov til at være spændt op mod en premiere.

Især når det drejer sig om den prisbelønnede og populære dramaserie 'The Affair', hvis femte og sidste sæson har premiere på HBO Nordic i morgen, mandag.

I den nye sæson af serien spiller Claes Bang en bærende rolle som Sasha Mann, en britisk stjerneskuespiller, der bor i et luksuspalæ i Malibu, som elsker yoga og grøn te, og som er meget selvsikker.

I virkeligheden sitrede nerverne inden i Claes Bang, da han, lige ankommet til Los Angeles to dage forinden, skulle optage seriens store åbningsscene. Kun med ham og den ene af seriens hovedroller, Dominic West.

- Jeg kan huske, hvordan jeg stod op om morgenen og tog min bil for at køre derind. Der var jeg pænt stresset, kan jeg godt love dig for. Alle fra produktionen har været der i så lang tid og kender hinanden, mens jeg var helt ny. Man vil jo gøre det så godt som muligt, fortæller Claes Bang.

Åbningsscenen, som bestod af en ti siders dialogscene, var danskerens store prøve, der skulle sætte tonen for de næste fire måneders indspilninger.

- Scenen er ekstremt lang, og jeg havde det sådan 'fuck, nu skal jeg fucking levere. Nu har de hyret den her nye fyr til at spille en vigtig karakter, og nu skal jeg vise dem, at de har truffet et godt valg'. Jeg vidste bare, at den skulle sidde lige i skabet, husker han.

- Jeg er helt vildt spændt på at se hele sæsonen. Jeg har ikke set de sidste par afsnit og ved helt ærligt ikke, hvordan femte sæson slutter, siger Claes Bang. Her ses han over for Dominic West i åbningsscenen på den aktuelle, sidste sæson. (Foto: Paul Sarkis © HBO Nordic)

Ville ikke fucke op

Det hjalp heller ikke på danskerens nerver, at der ikke var tale om en hvilken som helst opgave, men en bærende rolle i en populær serie, der har vundet flere Golden Globes.

- Der er nok en eller anden fornemmelse af, at hvis hammeren falder, så falder den big time. Man fucker op i et lidt større format, hvis det sker.

Men heldigvis gik alt godt med åbningsscenen, og Claes Bang følte sig meget velkommen og godt modtaget af sine nye kollegaer.

- Min stress gik ret hurtigt over, som han siger.

Resten af tiden kunne den rutinerede dansker nyde at være med i en af sine yndlingsserier.

- Jeg er mega fan af 'The Affair'. Hvis der var nogen, der havde spurgt mig for et år siden, ville jeg have sagt, den var med i min top tre, afslører han.

Så der var da heller ikke skyggen af tvivl, da han sidste år blev ringet op af sin agent, som spurgte, hvordan han havde det med serien.

- Er du fuldstændig ragende sindssyg, det er en af mine favoritter. Bare kom med den, lød det begejstret.

Headhuntet til rollen

Og det har han grund til at være. Begejstret. For Claes Bang havde ikke engang søgt rollen. Han blev headhuntet.

Forhistorien er, at seriens hovedforfatter, Sarah Treem, havde skrevet en helt ny karakter, 'Sasha Mann', ind i sæson fem. Og så begyndte hun at lede efter en skuespiller, der passede til Sasha Mann. Hun stoppede sin søgning, da hun så den prisvindende, Oscar-nominerede film 'The Square', som havde den 194 centimeter høje dansker i den altoverskyggende hovedrolle. Og så ringede hun ham op.

I 'The Affair' spiller Claes Bang den stenrige skuespiller Sasha Mann, der bor i et palæ i Los Angeles. - Huset, for fanden mand. Det ligger simpelthen, så man tror, det er løgn; lige ned til stranden. Jeg kunne personligt ikke forestille mig at bo sådan helt ekstremt minimalistisk, hvor alle møbler er smidt ud. Det bliver sgu for tamt, siger han. (Foto: Paul Sarkis © HBO Nordic)

- Hvis jeg bare havde fået fem minutter i 'The Affair', ville jeg være lykkelig, så det var helt vildt at få sådan en stor rolle, siger Claes Bang.

Hans agenter begyndte at lugte en god forretning, men Claes Bang valgte at trække i håndbremsen, da de ville presse lønnen højere op.

- Jeg var sådan 'fuck nej, jeg laver det her gratis, bare jeg må være med'. Selskabet var allerede kommet med et forslag, som jeg syntes lød fint. Det beløb forhandlede agenterne lidt op, og så ville de fortsætte, men så sagde jeg stop. De skulle ikke presse citronen mere - jeg skulle bare have det job.

Stor efterspørgsel fra udlandet

Tv-netværket Showtime, der producerer serien og viser den i USA, er langt fra alene om at bejle til den høje, mørkhårede dansker.

Således har han i årevis været en eftertragtet skuespiller i Tyskland, han er aktuel i filmen 'The Burnt Orange Heresy', der får premiere på filmfestivalen i Venedig i den kommende uge - og nå ja, så kan han også opleves som selveste Dracula i en kommende Netflix-serie af samme navn.

Og sidste år dedikerede en journalist fra det amerikanske modemagasin Vogue sågar en hel artikel til Claes Bang med overskriften: 'Hvem er den sindssygt flotte danske skuespiller, der kommer til Oscar-showet? Det er naturligvis Claes Bang!'

En på det tidspunkt afbleget Claes Bang ses her på den røde løber ved sidste års Oscar-uddeling, hvor 'The Square' var nomineret. Her tager han en selfie sammen med filmens instruktør, Ruben Östlund (bagerst), og skuespillerne Annica Liljeblad, Terry Notary og Elisabeth Moss. (Foto: Christopher Polk © Getty Images)

I artiklen skriver journalisten blandt andet, at hun ikke bebrejdede sin mand for at blive lidt jaloux, da hun fortalte ham, at hun skulle interviewe danskeren, som hun havde beundret i filmen 'The Square'.

Men ifølge Claes Bang får han ingen invitationer fra kvinder. 'Hvor skulle jeg få dem henne', spørger han.

Han er tværtimod godt gift på niende år med fotograf og makeupartist Lis Kasper Bang, der besøgte ham i Los Angeles under indspilningen til 'The Affair', hvor de holdt jul med hendes børn.

Udfordringer er vigtigere end penge

Nu er familien tilbage på Frederiksberg, hvor de bor i Claes Bangs kones barndomshjem. Og han har ingen drømme om at flytte til Hollywood.

- Jeg bliver her. Jeg elsker at bo her på Frederiksberg, og vi har lige brugt en masse tid og kræfter på at sætte hjemmet i stand. Jeg elsker København og har ingen intentioner om at flytte til USA.

- Jeg var vild med at være i L.A. på grund af arbejdet, men jeg havde svært ved at finde charmen i det evige bilhelvede og tomme butikker. Byen ramte mig ikke rigtigt. Men jeg er da åben over for at give den en chance igen, siger han.

Det bliver dog ikke lige foreløbigt. Nu skal han først af sted til Frankrig for at lave en film. Det hele er lige faldet på plads, og han kan ikke røbe noget om projektet, andet end at det er en 'pissefed historie og en fed rolle' i en independentfilm med et lille budget.

For det er den frihed, han kan tillade sig at tage, der hvor han er i livet lige nu.

- Gudskelov har jeg været så pissehamrende heldig, at de to seneste år har været så indbringende, at vi har kunnet indfri vores gæld i huset. Jeg er ikke på nogen måde millionær, men jeg har bare, så jeg ikke behøver at tjene så mange penge, fordi lånet er betalt ud. Derfor er det vigtigere for mig at vælge udfordrende roller, end noget, der giver en masse penge, og som jeg ikke kan se mig selv i, siger Claes Bang.

- Det er ikke fordi, jeg vil være hellig, for jeg er jo ikke vred over at tjene penge og betale min gæld. Men min drøm er bare at lave noget, jeg synes, er fedt og udfordrende. Jeg føler mig helt afsindigt privilegeret over, at jeg de senere år har fået lov at lave nogle virkelig fede ting med virkelig fede folk.

'The Affair' slutter med 11 afsnit i femte og sidste sæson. Her ses Claes Bang sammen med seriens to gennemgående skuespillere, Maura Tierney og Dominic West. (Foto: Paul Sarkis © HBO Nordic)
Facebook
Twitter