Clint Eastwood fylder 90 - og er stadig i fuld gang: 'Der kommer altid en film mere'

En af Hollywoods helt store legender fylder rundt. Vi ser tilbage på hans glorværdige karriere.

Filmstjernen Clint Eastwood som vi kender ham med et intenst blik mod kameraerne – eller horisonten. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Den er nærmest sikker hver gang.

Hvis du ser en mandlig skuespiller med skulende øjne og en lettere hæs stemme, hvor det lyder, som om replikkerne kommer ud gennem tænderne, så er der gerne tale om én særlig mand; Clint Eastwood.

Den aldrende skuespiller har nemlig siden starten af sin lange karriere haft sit helt eget udtryk på skærmen, og det har han såmænd stadig.

I dag fylder Clint Eastwood godt nok 90 år, men det betyder ikke, at han for længst har plantet sig tilfreds i stuens blødeste stol og slået benene op. Det seneste årti har den firdobbelte Oscar-vinder nemlig instrueret intet mindre end otte film, så her er altså ikke tale om en legende i datid – og "Clinten" er såmænd stadig i gang med nye projekter.

I anledningen af hans runde fødselsdag ser vi her – sammen med DR's filmekspert Maria Månson – nærmere på nogle af de ting, der særligt kendetegner manden med det intense blik og de ikoniske replikker som "go ahead, make my day".

På med cowboyhatten!

Clint Eastwood spillede "manden uden navn" i en række westernfilm af den italienske instruktør Sergio Leone. (Foto: John Springer Collection © Getty Images)

Hvis der er en hat, Clint Eastwood ofte har haft på hovedet som skuespiller, så er det en cowboyhat. Det har han faktisk haft lige fra starten af sin karriere.

I begyndelsen af 60'erne fik han sit gennembrud i western-tv-serien 'Rawhide', og det var her, at en kollega anbefalede ham til den italienske instruktør Sergio Leone, der hyrede ham til at spille antihelten "manden uden navn" i sin såkaldte Dollars-trilogi, der består af westernfilmene 'En nævefuld dollars', 'Hævn for dollars' og 'Den gode, den onde og den grusomme'.

- I disse film er han stærk, fåmælt, skulende og mystisk – hvilket er et koncentrat af den mandetype, som han bruger resten af sin karriere på at portrættere eller hylde, siger Maria Månson.

- Eastwood elskede at være antihelten i Dollars-trilogien, og jeg elsker Eastwood i de her film. De der skulende øjne, cigaren i kæften og så alle replikkerne leveret gennem tænderne, hvilket han i øvrigt gjorde med alle roller både før og siden.

Leones italienske westernfilm blev ikke bare Eastwoods gennembrud på det store lærred – de blev også et nybrud for western-genren.

- De var grimme, grumsede og fulde af mænd med meget lidt rent mel i posen. Den ellers klare opdeling mellem de gode og de onde – oftest symboliseret ved en hvid og en sort hat – blev udvisket her, siger hun.

Inspiration for 'Die Hard'-filmene

'Dirty Harry'-filmene var en succes for Clint Eastwood, der spillede hovedrollen som den hårde betjent Harry Callahan. Her er det et billede fra den første af filmene, 'Dirty Harry' fra 1971. (Foto: ho © Scanpix)

I 70'erne fik Clint Eastwood endnu et hit på cv'et med filmserien om den hårdkogte politiinspektør Harry Callahan i 'Dirty Harry'. Og selvom cowboyhatten var lagt på hylden for en stund, ligger denne rolle egentlig i fin forlængelse af westernfilmene, mener Maria Månson:

- Igen er han den stille, stærke mand. Brutal og nådesløs og jagende "de onde" uanset midlet. Harry Callahan er jo en cowboy, selvom handlingen foregår i det 20. århundrede. Faktisk opkaldte man en genre efter filmene, nemlig "loose-cannon-cop-movie". Altså den løse kanon af en politimand, der konstant balancerer på grænsen af det moralsk forkastelige, men som har hjertet på rette sted.

Eastwood spillede den "beskidte" politimand i fem film i alt – den første udkom i 1971 og den sidste i 1988 – og rollen gjorde ham til et maskulint, amerikansk ikon. Kolde replikker som "go ahead, make my day" hjalp også til hans image som hårdkogt helt.

- Han har jo gjort det til sit varemærke at spille den her stive træmand, der tier stille indtil det bliver for meget – og derefter skyder han. Det er en mandetype, der taler godt ind i den amerikanske selvforståelse; man er stor og stærk, men afventende, indtil man må hævne sig eller lade retfærdigheden ske fyldest, siger Maria Månson.

Hun tror i øvrigt ikke, at vi havde fået en John McClane som i 'Die Hard'-filmene, hvis ikke Eastwoods 'Dirty Harry' havde været der som filmisk

forbillede
.

Fik respekt som instruktør

Clint Eastwood har instrueret 38 film i alt, heriblandt de to Oscar-vindende film 'De nådesløse' og 'Million Dollar Baby'. Her ses han under indspilningen af musikfilmen 'Jersey Boys' i 2013. (Foto: Bobby Bank © Getty Images)

Clint Eastwood er dog ikke kun skuespiller – i dag er han mindst lige så kendt for sit instruktørarbejde, og siden hans første film, gyseren 'Mørkets melodi' fra 1971, er mange roste og meget forskellige film kommet til.

På hans cv står alt lige fra kærlighedsdramaer som 'Broerne over Madison County', western-fantasy i 'En fremmed uden navn', neo-noir som 'Mystic River', biografiske film som 'J. Edgar' og krigsfilm som 'The Flags of Our Fathers'.

- Fælles for dem alle er en kærlighed til de amerikanske værdier, den stærke mand og heltedyrkelsen af denne. Og så tror jeg faktisk også, jeg mener at kunne identificere en god portion melankoli i de fleste af hans film – en følelse han lader sive ind i sine karakterer, og som de kan bruge som drivkraft i deres handlinger.

Med sine meritter fra instruktørstolen fik Clint Eastwood også endelig den respekt og ros, som han havde hungret efter som skuespiller, fortæller Maria Månson.

- Hans skuespil har altid lidt en smule under kritikeres fnysende bemærkninger om stivhed og manglende evne til at spille på lidt flere tangenter. Men jeg er nu ligeglad, så længe han spiller yndlingstangenterne så godt, som han gør, siger hun og fremhæver 'Mystic River' som sin egen favorit.

Har altid været politisk engageret

Eastwood er ikke bange for at blande sig i politik. I 2012 talte han ved et republikansk konvent i Florida, hvor han henvendte sig til en tom stol, der skulle forestille præsident Barack Obama. (Foto: ERIC THAYER © Scanpix)

Vi har alle set masser af filmstjerner støtte en demokratisk politiker eller lange ud efter en republikansk præsident, men på det punkt går Clint Eastwood imod store dele af Hollywood – han har nemlig støttet en række republikanske

præsidentkandidater
igennem årene.

I 2012 varmede han for eksempel op for

præsidentkandidat
Mitt Romney på Det Republikanske Partis konvent i
Florida
med en anderledes tale, der fik meget
omtale
. Her henvendte filmmanden sig nemlig til en tom stol, der skulle forestille præsident Barack Obama, og kritiserede ham blandt andet for ikke at have afsluttet krigene i Irak og Afghanistan.

Men selvom han stjal rampelyset på konventet, fik hans stole-gimmick også meget modstand og blev af flere

medier
beskrevet som "bizart", "rablende" og "gakket".

Eastwood er dog ikke helt trofast over for

Republikanerne
og har blandt andet støttet demokratiske Michael Bloombergs præsidentkampagne. Derudover går han også ind for blandt andet homovielser og våbenkontrol.

Eastwood har i øvrigt også selv en fortid i amerikansk politik. Fra 1986 til 1988 var han nemlig borgmester i den lille by Carmel i den amerikanske delstat Californien. Her sad han bare én valgperiode, hvilket var hans plan fra starten.

- Jeg var

republikaner
, men folk tænkte aldrig på partifarver ud over på nationalt plan, har han senere udtalt.

Skriver sin egen filmmusik

Eastwood er vild med jazz og har da også instrueret en film om musikeren Charlie Parker. Men han kan også selv og har komponeret musik til flere af sine egne film. Her ses han i sit hjem i 1959. (Foto: CBS Photo Archive © Getty Images)

Clint Eastwood har som nævnt både titel som skuespiller og instruktør, men titlerne stopper ikke der – han er også musiker, sanger og ikke mindst komponist med en forkærlighed for genrerne jazz, blues og country.

Allerede i 1963 udgav han albummet 'Country Favourites', hvor han sang en række klassikere inden for den genre, der ville have passet smukt til mange af hans senere westernfilm.

Lyt til sangen 'Rowdy' fra 1963 med Clint Eastwood på vokal her:

0:00

Senere er han begyndt at komponere sin egen filmmusik, og det er bestemt ikke bare på hobbyplan. Eastwood har faktisk selv komponeret musik til en række af sine egne film, heriblandt 'Mystic River', 'Million Dollar Baby' og 'Flags of Our Fathers', og i 1995 etablerede han pladeselskabet Malpaso Records, der holder til under musikgiganten Warner Bros' vinger.

Derudover har han også leveret vokal til enkelte sange på sine filmsoundtrack, heriblandt 'Midnat i det gode og ondes have' og 'Gran Torino'.

- Han laver

glimrende
musik, men er ikke på den måde anerkendt for det. Jeg tror bare godt, han kan lide at gøre alting selv, siger Maria Månson.

Du kan høre Clint Eastwoods nummer 'Deep in Thought' fra 'Million Dollar Baby' her:

0:00

Er han faldet lidt af på den?

Clint Eastwood var Oscar-nomineret som instruktør for filmen 'American Sniper', der havde Bradley Cooper i hovedrollen – det blev dog ikke til en statuette. De to filmmænd ses her til et Oscar-arrangement i 2015. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

På trods af at Clint Eastwood nu fylder 90 år, så er han ikke gået på pension. Tværtimod. Men man kan godt mærke, at han trods alt er blevet ældre, mener Maria Månson, også selvom han har lavet otte film siden 2010.

- Selvom hans film stadig trækker masser i biffen og generelt får udmærkede anmeldelser, så synes jeg, han er begyndt at tegne de temaer, han altid har brugt, op meget kraftigere end tidligere. På den måde er ikondyrkelsen af den amerikanske helt blevet endnu tydeligere.

Her nævner hun en film som den biografiske 'Miraklet på Hudsonfloden' med Tom Hanks, der spillede Chesley "Sully" Sullenberger – piloten, som landede et

passagerfly
på Hudsonfloden i New York og blev udnævnt som helt.

- I den film er det næsten, så patriotismen driver ned af væggen, siger Maria Månson og tilføjer:

- Det er måske for stærkt at kalde ham doven, men jeg tør godt bruge ordet sløset. Jeg synes ikke hans karakterer, hans instruktion eller hans overblik over historierne er helt så skarpe, som de har været.

Hver gang, der kommer en ny film af Clint Eastwood, tænker hun derfor: Nu må det være hans sidste film. Men så kommer der én mere.

- Manden stopper aldrig – ganske i tråd med sine mest ikoniske roller.

Facebook
Twitter