Der er krimier. Og så er der krimier.
Der er de dystre, hvor alle er deprimerede, alt er gråt, og både gerningsmanden og efterforskeren er psykisk syge. De foregår tit i Norden og starter med et grotesk kvindedrab. Du kender typen.
Og så er der de mere old school, underholdende, Agatha Christie-agtige krimier, hvor detektiven aldrig rigtig er på dybt vand, og forbryderen altid får og fortjener sin straf.
Der har ikke været nogen mangel på krimier de seneste år. Men der er vist ingen tvivl om, at det er de nye, noir-agtige krimier, der har domineret. Og så true crime selvfølgelig.
Men hvis du synes, at Rian Johnsons mordmysterium 'Knives Out' fra 2019 var et forfriskende lyssat, ikke-håndholdt pust i krimilandskabet, skal du glæde dig til 'Only Murders in the Building'.
Ligesom 'Knives Out' har den nye serie en stærk komediefølelse samtidig med, at den tager mysteriet og genren alvorligt og kender sine krimigreb godt nok til både at kunne udnytte og parodiere dem.
Jeg anede ikke, at vi havde brug for et klassisk mordmysterium med de modne comedy-ikoner Steve Martin og Martin Short og den verdenskendte popstjerne Selena Gomez. Men det havde vi.
Selena Gomez
Generationskløften mellem Gomez og de to gange Martin er anledning til nogle af de sjoveste udvekslinger i serien, og de kommer ofte så hurtigt, at man ikke lægger mærke til dem, hvis man blinker.
- Gamle, hvide mænd er åbenbart kun bange for to ting – tarmkræft og samfundsforandringer, kommenterer Gomez tørt til de to boomere i rollen som den uimponerede millenial Mabel.
De tre møder hinanden i serien, fordi de bor i samme bygning og finder ud af, at de er besat af den samme true crime-podcast med det parodiske – men alligevel realistiske – navn 'All Is Not Okay in Oklahoma'. Tina Fey er i øvrigt perfekt som Sarah Koenig-agtig vært. Samtidig dør én af deres naboer.
Så de beslutter sig for at forsøge at opklare mysteriet samtidig med, at de laver en podcast om det.
Det lå ikke i kortene, at Gomez skulle spille hovedrollen i en komedie.
Hun er godt nok startet som Disney-skuespiller, men er siden blevet en af verdens største popstjerner.
I 'Only Murders in the Building' løfter hun på mange måder den sværeste opgave, fordi hun skal svinge mellem ret forskellige bølgelængder.
Hun har mange sjove replikker, men er også den mest sammenbidte og hemmelighedsfulde af de tre figurer.
Hun skal også fungere som følelsesmæssigt centrum, fordi vi tidligt får at vide, at hun havde en betydningsfuld relation til den dræbte nabo.
Steve Martin og Martin Short
I modsætning til den mystiske Mabel er det indlysende, hvad de to ældre mænd får ud af at lave en podcast. Det er en (ynkelig) mulighed for at genoplive fordums storhed i underholdningsbranchen.
Comedy-ikonet Steve Martin spiller den afdankede skuespiller Charles, der konstant citerer sig selv fra den gamle detektiv-serie 'Brazzos', hvor han spillede hovedrollen i 90'erne.
Steve Martins gamle ven og kollega Martin Short spiller den mindst ligeså afdankede musicalinstruktør Oliver.
Så Charles vil selvfølgelig være speaker på deres podcast om det mystiske mord i bygningen, og scenerne, hvor Oliver instruerer ham, er vidunderligt tåkrummende specifikke.
De diskuterer, om det er Oliver, der har skrevet en dårlig speak, eller om det er Charles' manglende skuespilevner, der får indtalingen til at lyde som "en Ken Burns-dokumentar om kedsomhedens historie".
De to komikere har været venner i over 35 år, hvor de har spillet sammen i utallige komedier som 'Three Amigos' ('De kom, de så, de løb!' fra 1986) og 'Brudens far'-filmene.
De lavede sågar et helt standup-show sammen for et par år siden, som man kan se på Netflix, 'An Evening You Will Forget for the Rest of Your Life'.
Og de mange års venskab giver pote på skærmen. De er konstant efter hinanden i serien og kæmper kærligt om, hvem der kan drille hinanden bedst.
Men det bedste er, at serien faktisk ikke kun fungerer som komedie og parodi, men også oser af kærlighed til de klassiske krimier.
Så de fleste vil blive suget ind af mordmysteriet, næsten uden man lægger mærke til det, fordi man bare morer sig over dynamikkerne mellem de tre hovedpersoner.
Så du kan roligt komme for personerne og komikken, men sandsynligvis vil du ende med at blive for mysteriet. Som enhver god krimi – bare med omvendt fortegn.
På den måde bliver 'Only Murders in the Building' én af de vidunderlige parodier, der ikke bare formår at gøre kærligt grin med konventionerne, men selv bliver et rigtigt godt værk i genren.
De ti afsnit af 'Only Murders in the Building' kan ses på Disney+ fra den 31. august.