Comedy-talkshowet lever i bedste velgående: Her er 4 af de bedste

Vi giver fire eksempler på talkshows, som formår at pille aktuelle nyheder fra hinanden uge efter uge.

'Tæt på sandheden med Jonatan Spang' er et af de populære comedy-talkshowformater, vi har herhjemme, hvor Spang fra sit studie, via sketches og andre humoristiske indslag, kommenterer på aktuelle emner. (Foto: Jes Larsen © Small Shoes/DR)

I 00'erne var der ikke noget federe end en hvid mand i jakkesæt, der viser videoklip fra nyhedsdækningen og piller det hele fra hinanden, udstiller dobbeltmoral og håner selvhøjtidelige politikere.

Dengang var det ungt og friskt, da Jon Stewart peakede med 'The Daily Show' på Comedy Central.

Hans politiske analyser syntes skarpere end alle kommentatorer tilsammen, og han havde endda overskud til at smide jokes oveni. Det føltes, som om han havde stjålet tøjet og formen fra de klassiske nyhedsværter og brugt det til at sige frække og undergravende (og venstreorienterede) ting.

Oven på Stewarts fratræden i 2014 var der et vildt opbrud i værtsprofilen på det politiske comedy-talkshow. Trevor Noah, der er vokset op i Sydafrika, løb med nøglerne til 'The Daily Show'.

Herefter føltes det, som om alle, der havde arbejdet på 'The Daily Show', fik deres egen version. Og man behøvede pludselig hverken at være hvid, mand eller amerikaner.

Samantha Bee lavede 'Full Frontal' på TBS. Stephen Colbert lavede 'The Colbert Report' og overtog senere 'The Late Show' fra den legendariske David Letterman. Hassan Minhaj lavede 'Patriot Act' på Netflix, og Wyatt Cenac lavede 'Problem Areas' på HBO.

Jon Stewart er for længst pensioneret.

Tiden og medierne er på en måde løbet fra det politiske, satiriske, venstreorienterede talkshow. Men det lever alligevel stadig videre i bedste velgående.

Der er lige startet nye sæsoner John Olivers 'Last Week Tonight', Bill Mahers 'Real Time' og Jonatan Spangs 'Tæt på sandheden'.

Langt henad vejen føles det efterhånden mere sikkert end frækt, og mere kulturbevarende end provokerende. Den unge, overraskende humor kommer fra internettet og er blevet mere højreorienteret eller i hvert fald rettet kritisk mod såkaldt politisk korrekte strømninger.

Her er en håndfuld af de dygtigste, hvide, venstreorienterede mænd i jakkesæt (som minimum skjorte), der velsigner vores skærme lidt endnu og piller nyhederne fra hinanden.

1

'Last Week Tonight with John Oliver'

John Oliver er komiker og tv-vært. Tidligere agerede han korrespondent og værtsvikar på det populære talkshow 'The Daily Show'. (Foto: Paul Schiraldi © Paul Schiraldi Photography 1325 Bradford Avenue Bronx/HBO)

Jon Stewarts britiske protege, John Oliver, vikarierede for ham som vært på 'The Daily Show' i 2014 og fik derefter sit eget show på HBO. 'Last Week Tonight' var et gennemresearchet, velargumenteret friskt pust, da det kom i 2014.

Nu har det lige haft premiere på sin ottende sæson. Det er stadig absolut guldstandarden for, hvor woke man kan være som hvid midaldrende mand, men det føles ikke ligefrem…. friskt længere.

John Olivers meninger er hårde, klare og ikke bare en kritik af dobbeltmoral, men byder som regel også på et bud på en løsning.

Han skyder ikke med spredehagl; hvert afsnit fokuserer derimod på ét vigtigt emne. Det føles ofte mere som graverjournalistik med indlagte jokes end et comedy-show, der tilfældigvis handlede om nyhederne.

Du kan se otte sæsoner af 'Last Week Tonight with John Oliver' på HBO Nordic.

2

'Schøtministeriet'

Komiker Michael Schøt har siden 2014 ugentligt udgivet taler på sin Facebook-profil, der vender aktuelle emner på en humoristisk måde. Han har desuden også lavet flere nytårstaler fra 'Schøtministeriet'. (Foto: Jens Dresling © Scanpix)

Komiker Michael Schøt er en én-mands-hær inden for politisk comedy. Og så alligevel ikke, for han er faktisk én af de få komikere, der stolt viser frem, at han har folk til at hjælpe sig med at skrive og producere. På trods af formatets megalomaniske navn.

'Schøtministeriet' er først og fremmest en ugentlig tale på ti minutter, der udgives hver fredag på Facebook (og andre sociale medier) om et aktuelt emne.

Når det er bedst, så føles det, som om han har skåret alt fyldet fra talkshowformatet og bare giver det bedste, korte hot take på diskussionerne om omskæring, kvindelige statsministres beklædning eller stormløbet mod kongressen.

Du kan se 'Schøtministeriet' hver fredag på Michael Schøts Facebook-side.

3

'Real Time with Bill Maher'

Bill Maher er en erfaren herre indenfor talkshow-genren med sine 19 sæsoner af 'Real Time', der har kørt siden 2003. (Foto: Janet Van Ham © HBO©2017)

'Real Time' har lige haft premiere på sin 19. sæson, så måske er det ikke så underligt, hvis det virker lidt gammeldags.

Bill Maher er hardcore ateist og siger, at han i modsætning til religiøse mennesker kun prædiker budskabet om, at "han ikke ved". Hvilket er lidt ironisk, fordi han generelt fremstår ekstremt bedrevidende.

Han er ofte meget kritisk over for alle religioner og liberal til et punkt, hvor han ligner 'Den korte radioavis' mere end 'Schøtministeriet'.

Han kom i problemer for nylig for at have sagt n-ordet i sit program for et par år tilbage, men reddede sig selv i land ved at lade Ice Cube komme på besøg for at skælde ham ud (og sige, at han normalt elsker 'Real Time').

- Jeg vidste, at du ville fucke op før eller siden, starter Ice Cube med at sige i programmet.

Formatet er optaget live, varer næsten en hel time og er måske sjovest, hvis du er over 35 eller vil finde ud af, hvor din boomer-onkel får sine vitser og synspunkter fra.

Du kan se 19 sæsoner af 'Real Time with Bill Maher' på HBO Nordic.

4

'Tæt på sandheden med Jonatan Spang'

Skuespiller og komiker Jonatan Spang har siden 2017 været anker på 'Tæt på sandheden'. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Bedre sent end aldrig!

I mange år virkede det, som om det aldrig skulle lykkes at lave en effektiv, populær version af det politiske comedy-talkshow i Danmark. Indtil vi pludselig fik to på én gang.

'Tæt på Sandheden med Jonatan Spang' fik premiere nærmest samtidig med 'Ugen plus det løse med Huxi Bach'. Begge komikere, der tydeligvis har format til at lave et program, der både taler til de gamle på flow-tv og de unge på nettet.

Jonatan Spangs program udmærker sig ved at inkorporere små sketches, som parodien på 'Emil fra Lønneberg', der efter en svensk politisk rensningsproces er blevet til 'Mennesket fra Sted' (for ikke at støde nogen).

For nylig har han lavet en 'The Walking Dead'-parodi ud af coronaepidemien – hvor Bilka står bag, og hvor grupper af overlevende er klar til at dræbe for toiletpapir.

Du kan se alle seks sæsoner af 'Tæt på sandheden med Jonatan Spang' på DRTV.

FacebookTwitter