Da gallapremieren rykkede til Nibe: - Det er rigtig stort for byen

Tirsdag aften var helt særlig for borgerne i Nibe, da der var gallapremiere i den lokale biograf på Ole Bornedals nye komedie 'Dræberne fra Nibe'.

  • Nicolas Bro og Mia Lyhne var med i Nibe til gallapremieren på 'Dræberne fra Nibe'. (Foto: Trine Birk © dr)
  • Fra lejlighederne ved gågaden blev der kigget nysgerrigt ud på gaden. (Foto: Malene Koops Grønborg © dr)
  • Borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S) (i midten), var også mødt op til gallapremieren, og han synes, filmen er noget af det sjoveste, han længe har set. (Foto: Malene Koops Grønborg © dr)
  • Den lille sal i den frivillige biograf Kino Nibe var helt fyldt op til gallapremieren på 'Dræberne fra Nibe'. (Foto: Trine Birk © dr)
  • Nicolas Bro og Mia Lyhne skulle naturligvis også se filmen. (Foto: Malene Koops Grønborg © dr)
  • Efter filmen var der mad og drikke på 'Jernkroen', der har lagt hus til flere scener i filmen. (Foto: Malene Koops Grønborg © dr)
1 / 6

Selvom det er en bidende kold og blæsende januaraften, har en større gruppe af Nibes indbyggere tirsdag taget opstilling ud for 'Kino Nibe' og iført sig både det varme tøj og de forventningsfulde blikke. Andre er heldige at kunne stå inden for i varmen og kigge ud af deres vinduer og ned mod den røde løber, der er rullet ud foran byens biograf.

Det er heller ikke en hvilken som helst dag i den nordjyske by med de godt 5.000 indbyggere. Der er nemlig gallapremiere på Ole Bornedals nyeste film, komedien 'Dræberne fra Nibe', og der går rygter om, at nogle af filmens hovedpersoner også kommer.

Ikke alle kunne få lov at komme ind til gallapremieren, men mange borgere havde taget plads uden for biografen for at se, hvad der foregik. (Foto: Malene Koops Grønborg © dr)

Blandt dem, der har trodset vinterkulden er det unge kærestepar Olivia Julin og Jeppe Pedersen.

- Vi står herude for at se, hvad der sker. Vi bor selv her i byen, så det er fedt, at der sker noget større, end der plejer, siger Olivia Julin.

Godt for en lille by

Parret har hørt rygterne om, at nogle af skuespillerne vil komme, og det er dem, de særligt håber at få et glimt af. Også byens borgmester er inviteret og bysbarnet Ole Henriksen, men han kunne desværre ikke komme, griner Olivia Julin.

- Det er rigtigt stort for byen. Det er godt for sådan en lille by, at der bliver vakt noget opsigt, siger hun.

De har ikke selv mulighed for at se filmen i aften, hvor det er officielle repræsentanter for byen, frivillige og medierne, der er inviteret. Men de skal uden tvivl se filmen, når den har haft premiere den 12. januar, fortæller de.

Og så skal de ned og 'se hvad der sker' i byen bagefter, for byens butikker holder længe åbent i dagens anledning - helt til klokken 21.

Lamperne er blevet pudset

Inden for i biografen, bag billetdisken, står en af biografens operatører og næstformand Torben Olesen. Han fortæller, at en aften som i aften betyder utrolig meget.

- Det er jo ikke noget, man egentlig kunne forestille sig, at vi ville få lov til at prøve - at holde en gallapremiere. Det er jo noget, der normalt er forbeholdt specielt København og måske de større byer i Danmark, men meget sjældent i en lille by som Nibe, så vi er utroligt beærede, siger han.

Det er første gang, at Kino Nibe har deres egen gallapremiere. (Foto: Malene Koops Grønborg © dr)

- Og det er selvfølgelig også specielt for os, at man har optaget en film her og at den endda har fået en titel, der indeholder byens navn, siger Torben Olesen.

Og så er det lige meget, at filmen handler om to ægtepar i krise, hvor mændene (Nicolas Bro og Ulrich Thomsen, red.) og kvinderne (Mia Lyhne og Lene Maria Christensen, red.) hver især lejer en lejemorder i et forsøg på at komme den ægteskabelige krise til livs. Torben Olesen mener stadig, at filmens betydning er positiv:

- Vi er måske en lille, rolig by til daglig, men det at vi pludselig bliver nævnt rundt omkring i Danmark, det er jeg sikker på er positivt, siger han.

Torben Olesen har været med til at sørge for, at biografen var klar til den helt store dag. Med ny stuk i loftet inde i salen – en af de opgaver, der har lidt trukket ud, men som nu har fået en særlig anledning til at blive gjort. Og så er lamperne blevet pudset, og der er blevet gjort ekstra godt rent, fortæller han.

Pindemadder på 'Jernkroen'

Og rygtet har talt sandt - både Mia Lyhne og Nicolas Bro er kommet til byen og kort efter deres ankomst går turen for de særligt heldige ind i biografens røde plyssæder og mørke, hvorfra Ole Bornedal har sendt en videohilsen på storskærm, da han selv er på ferie i Thailand og fortæller, at han er ked af, at han ikke kunne være der.

- Jeg håber ikke, I genkender jer selv for meget i den her film, siger han med et glimt i øjet, mens salen kvitterer med et stort grin. Han undskylder også, at han i filmen har lavet den lokale kirke om til et forsamlingshus.

Den lille biograf 'Kino Nibe' var fyldt til bristepunktet, og der var kamp om at komme frem og tilbage. Her står skuespillerne Nicolas Bro og Mia Lyhne med formanden for Kino Nibe, Heidi Gregersen. (Foto: Malene Koops Grønborg © dr)

Efter filmen er der reception med pindemadder på 'Jernkroen', der også er blevet tildelt flere scener i filmen. Ved indgangen er opsat to store dannebrogsflag på fod på hver sin side af en rød måtte, der gør det ud for en rød løber. Rød - og hvid - er også vinen i glassene, der er linet op på bardisken, der er flankeret af tre jukebokse.

Hjulpet med at skaffe gravko

Kroens ejer, Jess Kristiansen, der går under kaldenavnet 'Røde' har svært ved at skjule sin begejstring over filmen:

- Det er jysk galgenhumor og nordjysk plathed på højt plan, griner han og fortæller, hvordan han selv og mange af byens borgere aktivt har hjulpet filmholdet under optagelserne - blandt andet med at skaffe statister og en gravko.

Jess 'Røde' Kristiansen er ejer af 'Jernkroen' i Nibe, hvor flere af filmens scener er optaget. (Foto: Malene Koops Grønborg © dr)

Han har boet i Nibe i 23 af sine 40 år og er stolt over, at han kan fejre et års fødselsdag som kroejer med reception for en Ole Bornedal-film om byen, hvor kroen indgår som en del af plottet, og hvor nogle af Danmarks bedste skuespillere er på plakaten.

- Sagt med jysk beskedenhed: Det er godt nok, griner han.

Også borgmester Thomas Kastrup-Larsen er begejstret efter at have set filmen.

- Det er jo helt vildt godt, at vi på den måde får lavet noget som også kan være med til at 'brande' Nibe og sætte området på landkortet, men først og fremmest synes jeg bare, det er en super god film og nogle rigtig dygtige skuespillere, som virkelig bare løfter den hele vejen igennem, siger han.

Filmen har gallapremiere i København den 11. januar og Danmarkspremiere den 12. januar.