Dårlig smag til 300 millioner dollar? Udskældt seriekonge får det sidste grin

Hvorfor bøjer kritikerne sig pludselig i støvet for Ryan Murphy, manden bag kulørte successer som 'Glee' og 'American Horror Story'?

Her er det skuespilleren Billy Porter fra den seneste serie fra Ryan Muprhys hånd, 'Pose'. CR: Pari Dukovic/FX (© Copyright 2018)

“Mere er mit yndlingsord,” har Ryan Murphy sagt.

Hvilket passer utroligt godt til hans flamboyante, barokke stil i serier, som musicalhittet ’Glee’, horrorantologien ’American Horror Story’ og hans aktuelle ’Pose’ om ballroommiljøet i 80’ernes New York.

Elsker du også serier og film?

I P3's podcast 'Binge - med Frederik og Kasper' følger serieeksperterne, Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg, tidens vigtigste og mest populære serier fra pilot til sæsonafslutning.

Hver tirsdag udkommer et nyt afsnit på iTunes og dr.dk/binge.

Løbende bidrager de til dr.dk med nyt fra seriernes og filmenes forunderlige verden.

Han hader ordet 'camp', der ofte er blevet brugt om hans serier, fordi han siger, at selv når det er kærligt ment, er det en doven samlebetegnelse for homoseksuelle kunstneres værker, der antyder noget klodset, noget småt.

Og der er hverken ikke noget klodset eller småt over den aftale, han for nylig har lavet med streaminggiganten Netflix. De satte hele showbiz på den anden ende med en monsteraftale, der aldrig er set magen til.

Han har bundet sig til at kaste sin kreative energi i nye Netflix-produktioner i fem år, en aftale, der løber fra 1. juli i år.

300 millioner dollar svarende til knap to millarder kroner.

Med den aftale er han økonomisk set den mest betydningsfulde person i det skabende lag af serieverdenen, hvilket er ret overraskende, taget i betragtning, at mange i lang tid har grinet af hans serier og anklaget ham for at prioritere stil langt over indhold.

Grotesk horror og pumpede periodedramaer

Rykket til Netflix var overraskende, fordi den 52-årige producer synes at have fundet sit kreative hjem hos tv-selskabet FOX, hvor han i skrivende stund har syv serier i udvikling.

Ryan Murphys vilde cv

Her er nogle af de serier, som Ryan Murphy har været involveret i som enten manusforfatter, instruktør eller producer:

  • Nip/Tuck (2003-2010)
  • Glee (2009-2015)
  • American Horror Story (2011-)
  • The Peoplevs. O.J. Simpson: American Crime Story (2016)
  • Feud (2017)
  • Pose (2018)

Og det har været et langt og gensidigt smukt forhold, hvor Murphy har fået lov at udfolde sine ekstreme ideer, og FOX har fået seertalsmirakler inden for stort set alle tænkelige og utænkelige genrer.

Hans gennembrud var for eksempel en sort komedie om plastikkirurgi, ’Nip/Tuck’, hvor der i femte sæson blandt andet optræder en historie om en yogi, der vil have en penisreduktion, fordi han ikke kan stoppe med at give sig selv blowjobs.

Udfordringen har i sagens natur været, at kritikerne har anset hans serier for at være dårlig smag og ikke sat pris på hans maksimalistiske tilgang til mediet.

Hans næste store hit var musicalserien ’Glee’, der handlede om en gruppe kiksede teenagere, der konkurrerede om at vinde forskellige sangkonkurrencer. Derefter kom gyserserien ’American Horror Story’ om et hjemsøgt hus, der overraskede stort ved at slå alle hovedpersonerne ihjel i slutningen af første sæson.

Her er det Jessica Lange (midt for), der spiller Joan Crawford i 'Feud' (Foto: HBO Nordic © Copyright 2016)

Derefter viste det sig, at planen var at genstarte serien i anden sæson med en helt ny gyserhistorie på et sindssygehospital. En banebrydende idé, der nu allerede virker helt naturlig med hyldede serier som ’Fargo’, ’Feud’ og ’True Detective’.

Tonen omkring Ryan Murphy har ændret sig betydeligt de senere år, hvor kritikerne er begyndt at tage ham meget mere alvorligt. Ikke mindst efter Emmy-slugeren ’American Crime Story: The People v. O.J. Simpson’ om verdens mest berømte mordsag mod den amerikanske fodboldspiller.

Og hans nyeste serie, ’Pose’, der lige har fået premiere på HBO Nordic, bliver også taget meget alvorligt, selvom der stadig er store armbevægelser i udtrykket, og hovedbudskabet er det samme som tilbage i ’Glee’-dagene: Repræsentation og inklusion af kvinder og minoriteter foran og bag kameraet i mainstreamkulturen.

Angel, Damon og Blanca fra 'Pose', som handler om forskellige kultur- og samfundstyper i 1980ernes New York. (Foto: JoJo Whilden/FX © HBO Nordic)

På en mission

Nogle måneder før Ryan Murphys gigantiske to-millarders-aftale med Netflix, tegnede en anden showrunner, Shonda Rhimes, en lignende aftale for 100 millioner dollar.

At en homoseksuel mand og en afroamerikansk kvinde kan lave den slags aftaler, bliver af mange anset for at være dødsstødet til den genstridige idé i amerikansk kultur om, at den hvide, heteroseksuelle mand i centrum er det eneste forsvarlige fra et forretningsperspektiv.

Murphy er også kompromisløs i sine udmeldinger om, hvordan han kommer til at arbejde for Netflix. Dem, han arbejder for og med, er først og fremmest kvinder, racegjorte og medlemmer af LGBTQIA+-miljøet.

Det er grupper, han også har trænet de seneste år gennem sit politiske initiativ Half, der handler om at forpligte mediebranchen til at sørge for, at halvdelen af de ansatte er repræsentanter fra disse grupper.

Her har skuespiller Jane Lynch modtaget en People's Choice Award i 2011 for sin rolle i 'Glee'. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

#MeToo-inspireret serie

Den mest konkrete af hans ideer for Netflix er en #MeToo-inspireret serie, der, ligesom Netflix’ populære ’Black Mirror’ og ’Easy’, kommer til at have en ny historie per afsnit. Arbejdstitlen er ’Consent’ (samtykke) og kommer blandt andet til at have et afsnit om Harvey Weinstein og et om Kevin Spacey.

Derudover har han en film-idé i luften med Julianne Moore, en dokumentarserie med Gwyneth Paltrow, der skal handle om wellness og være en 'poleret homo-sæbeopera i stil med ’The L Word’'.

Det bliver virkelig spændende at følge med fra 1. juli og se, om hans idéer kan vise sig at danne grobund for flere køb af film- og serieskabere i milliardklassen. For nogle betragter Netflix’ kontrakter med Murphy og Rhimes som tech-virksomhedernes endelige triumf over Hollywood og de gamle tv-kanaler.

På den anden side er der også kritiske røster, der anser det for at være topmålet af Netflix’ vanvittige udvidelsesbehov og den navnkundige top af peak-tv.

Under alle omstændigheder er det et genialt tidspunkt i verdenshistorien at være seriefan.

'Pose' er tilgængelig på HBO Nordic. Se trailer her.