DAGBOG FRA CANNES Kannibalisme er den nye socialisme

De rige spiser de fattige i Cannes, hvor verdenssituationen bliver endevendt på film.

Der går omtrent et kvarter af den franske film ’Ma Loute’ før en familie af fiskere sidder på gårdspladsen og spiser noget kødstads i en rød sovs.

Familiens matriark stikker hovedet ud af døren med en blodig menneskefod i hånden: ’Er der nogen, der vil have mere fod?’ Hendes drenge, med blodrødt sovs omkring munden, ryster på hovedet. ’Mere hjerne?’

Drengene ryster igen på hovedet mens de gnasker de sidste kødstumper af de friske menneskeknogler i deres hænder.

En kannibalistisk gyser

Den scene var det første eksempel på kannibalisme på årets filmfestival i Cannes. Siden har også franske ’Raw’ og koreanske ’Train to Busan’ bragt billeder af mennesker, der spiser hinanden.

Og torsdag aften er der premiere på danske Nicolas Winding Refns ’The Neon Demon’, en kannibalistisk gyser om en ung kvinde, der forsøger at kæmpe sig gennem Los Angeles modelverden - og som havner i kløerne på en gruppe kvinder besat af ungdom.

Hvor kommer den lyst til at spise hinanden fra? I almindelighed er de mest ekstreme hjørner af filmverdenen jo altid interesseret i det, der kan udfordre publikum.

Men ifølge det amerikanske magasin The Hollywood Reporter er kannibalismen en ny metafor for virkeligheden som den ser ud i 2016. ’Det er tydeligt, at vi lever i en verden hvor de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Uanset om filmfolkene bruger det ubevidst, er kannibalismen en refleksion af den verden, vi lever i. De rige æder de fattige i større og større grad’, mener Jean Brehat fra selskabet 3B Productions, der står mag ’Ma Loute’, ifølge The Hollywood Reporter.

Trangen til at kommentere den globale tilstand

Den socialt bevidst kannibalisme er det mest spektakulære tegn på at årets Cannes-festival er sjældent tydeligt præget af den politiske verdenssituation. Filmfestivalen i Berlin plejer at bære jordklodens problemer på sine skuldre, mens Cannes ser sig selv som filmkunstens bannerfører.

Men trangen til at kommentere den globale tilstand er klart tydeligere i år. Ikke så meget hos festivalen selv, men hos filmskaberne.

Britiske Ken Loach forsvarede respekten for det lille menneske i ’I, Daniel Blake’.

I ’Loving’ viste amerikanske Jeff Nichols kærligheden mellem en hvid mand og en sort kvinde, der fik fængselsstraf i Virginia i 1950’erne for at have giftet sig.

Skotske Andrea Arnold tegnede et portræt af USA og unge ’white trash’ i ’American Honey’. Og brasilianske Kleber Mendonca Filho forsøgte at give en kvinde, der skal smides ud af sit hus, værdighed i ’Aquarius’.

Det er bare de film, der er med i årets hovedkonkurrence. I andre konkurrencer dukker stemmer fra fjerne egne af kloden op med deres billeder på verdenssituationen.

Tilværelsen nederst i systemerne

Ligesom Ken Loach har de belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne altid forsøgt at vise tilværelsen som den leves nederst i systemerne.

De har vundet Guldpalmen i Cannes to gange for ’Rosetta’ (1999) og ’Barnet’ (2005), men undertegnede vil gerne vædde mit elskede lyserøde adgangskort til Cannes-festivalen på at de ikke vinder igen med deres ’Le fille inconnue’.

Det er bestemt ingen dårlig film, men den er slet ikke så intens som deres bedste film, fx ’Sønnen’, ’Drengen med cyklen’ og ’To dage, en nat’.

Ligesom Ken Loach’ ’I, Daniel Blake’ er ’Le Fille Inconnue’ lige ved at tippe over og blive et følsomt debatindlæg i en avis.

Dens historie om en ung kvindelige læge (spillet af et af franske films unge stjerneskud, Adèle Haenel) er nærmest en bøn om at vise empati for en verden ude af balance. Lægen kommer ved et tilfælde til at afvise en ung afrikansk prostitueret, der søger ly i hendes klinik efter lukketid.

Pigen bliver fundet dræbt, ingen kender hendes navn og i et anfald af dårlig samvittighed forsøger lægen at finde frem til pigens identitet og give hende en grav.

Det er slet ikke så nemt. Uregerlige teenagere, sløve politimand og lyssky gangstere står i vejen for sandheden.

Som i en detektivroman

Der er et klart drive, som i en detektivroman, i ’Le fille inconnue’, og netop den hitchcock’ske suspense har før været en kvalitet ved Dardenne-brødrenes film. I stedet for at svælge i sociale uretfærdigheder, har de fokuseret på historiefortælling.

Den balance tipper til følelsernes side i ’Le fille inconnue’, hvor lægen bliver et for tydeligt billede på den hårdtprøvede godhed i nutidens Europa. Og til sidst kammer den over i en dårlig afslutning på en amerikans tv-krimi.

Men det er påfaldende at de to stærkeste eksponenter for gammeldaws socialrealisme på film, Ken Loach og brødrene Dardenne, har svært ved at fokusere på deres historier og holde de forstående, nærmest omfavnende følelser tilbage.

Så er der mere ny filmisk gnist i den socialistiske kannibalisme.

'Le fille inconnue' er købt hjem til dansk biografpremiere

Facebook
Twitter