Daniel og løverne: Fangede du hentydningen i ’Matador’?

Bliv klogere på, hvorfor de taler om 'Daniel i løvekulen' i første afsnit af den populære serie.

Den kristne forretningsmand Mads Skjern kommer til Korsbæk med sin søn Daniel. Ja, han hedder det samme som ham i løvekulen. (Foto: Peter Andrews og Rolf Konow © Scanpix og DR)

- Daniel? Det er jo ligesom ham i løvekulen. Så skal du jo sagtens kunne klare sådan en lille fyr som Kvik.

Sådan lyder det fra Grisehandler Larsen i første afsnit af ’Matador’, da den lille Daniel Skjern møder den hyggelige mand med hunden henne på jernbanerestauranten.

Senere i samme afsnit nævnes løvekulen igen. Men hvad er det nu lige med Daniel og den løvekule?

Det taler en række Matador-fans om i den nye DR-podcast ’Meget mere Matador’, hvor vært Cecilie Nielsen og et begejstret panel hver weekend dykker ned i temaerne i serien. En af paneldeltagerne er religionssociolog og journalist Cecilie Cedergren.

Historien om Daniel i løvekulen finder vi nemlig i biblen. Nærmere bestemt kapitel 6 af ’Daniels bog’ i Det Gamle Testamente.

- Daniel er en sød, dygtig og smuk dreng, som har et rigtig godt forhold til sin gud, og derfor kan han tyde drømme for kongen, genfortæller Cecilie Cedergren i podcasten.

Må din gud passe på dig

Som tak giver kongen Daniel både magt og gaver, hvilket ikke huer de andre mænd.

De beslutter sig derfor for at få ram på Daniel. Problemet er bare, at de ikke kan finde på noget at anklage den pålidelige fyr for, så der må beskidte metoder til.

De overbeviser derfor kongen om, at han skal udstede et dekret om, at man ikke må tilbede andre end kongen. Det går kongen med til uden at kende mændenes bagtanke.

- Men Daniel er tro mod sin gud, så han beder til Gud, som han altid har gjort. Det fælder de andre ham i, og så kommer han for løverne, fortæller Cecilie Cedergren.

Det bliver kongen naturligvis forfærdet over, men der er intet at stille op – loven er skrevet og kan ikke ændres.

- Derfor siger kongen til Daniel: Må din gud passe på dig. Og ganske rigtigt; Daniel bliver smidt for løverne, men Gud sender en engel ned til Daniel, som lukker løvernes gab, og så bliver han befriet igen, fortæller Cecilie Cedergren.

Anderledes skidt gik det derimod for mændene, der havde narret kongen - de endte nemlig selv som løveføde i Det Gamle Testamente.

Er Ingeborg en engel?

Referencen er ikke tilfældig, ifølge panelet i ’Meget mere Matador’, der også består af Janus Madsen fra Matadoronline.dk og filosofiprofessor Vincent Hendricks.

For er Ingeborg i virkeligheden den engel, der redder Daniel fra ”løverne” i serien? Noget tyder på det, mener panelet.

Derudover viser bibelreferencen også allerede i første afsnit forskellen mellem, hvad kristendom betyder for henholdsvis Grisehandler Larsen og ”den rejsende”, Mads Skjern:

- For grisehandleren er Biblen gode historier. Det er jo en modsætning til, hvad religion er for Mads Skjern – nemlig noget, der fylder hele Mads’ liv. Hans tro bestemmer, hvad han skal drikke og hvad, han skal gøre, siger Cecilie Cedergren.

Næste afsnit af den restaurerede ’Matador’ sendes på lørdag – det samme gør afsnit to af podcasten 'Meget mere Matador', hvor blandt andet Lars Løkke Rasmussen er gæst. Hør podcasten her.