Det kan godt være, du normalt tænker på amerikanske Hollywood-stjerner og glitrende Oscar-statuetter, når snakken falder på filmpriser.
Men den prestigefyldte filmhæder er ikke kun i fokus i byer som Los Angeles, men også i for eksempel Berlin, Cannes og Venedig.
Og den danske virtual reality-produktion 'The Hangman at Home – VR' vandt i weeekenden den fornemme Grand Jury Prize for 'Best VR Immersive Work' i sidstnævnte by, hvor Filmfestivalen i Venedig løb af stablen.
Film-projektet er instrueret af instruktørparret Michelle og Uri Kranot, der tidligere har opnået anerkendelse med film som 'Black Tape', 'Hollow Land' og 'How Long'.
Michelle Kranot kan ikke få hænderne ned ovenpå prisuddelingen:
- Det føles fantastisk! Vi er meget beærerede over at vinde prisen. Det viser, at der er plads til ukonventionel filmkunst, og at vi kan føle os sikre på vores kunstneriske vej.
- Vi er både blevet støttet af The Animation Workshop, Det Danske Filminstitut og Den Vestdanske Filmpulje. På den måde er prisen også en stor lettelse, for nu kan vi retfærdiggøre al den støtte, vi har fået. Jeg vil gerne takke både vores team og kollegaer.
Michelle Kranot er dog ikke den eneste, der ikke kan få hænderne ned ovenpå uddelingen.
Der var nemlig også stor jubel på hjemmefronten, da mor og far hev prisen i land, fortæller hun:
- Mine børn var meget imponerede. De så uddelingen på nettet, og de synes, det var sejt at se deres forældre gå på den røde løber.
'Vi er blevet omfavnet af den danske kultur'
'The Hangman at Home – VR' er en del af en serie på tre værker og handler ikke – som titlen måske kunne få én til at tro – om at hænge mennesker, men mere om selve dét at være et menneske.
Film-projektet er animeret i hånden og begynder med et call to action, hvor brugeren inviteres til at stryge en tændstik, hvilket starter den interaktive historie. Seren får så mulighed for at gå ind i en række rum, hvor fem forskellige historier udspiller sig. Derefter skal seeren træffe et valg og bliver på den måde selv en del af historien.
- Dette er kun den første del af projektet. Selve filmen kommer først senere; forhåbentligt tidligt næste år, fortæller Michelle Kranot.
Udover at boltre sig i filmens verden har Michelle og Uri Kranot udstillet mange af deres værker på prominente kunstmuseer rundt om i verden: Blandt andet Kunsthalle Wien, Kunstmuseum Stuttgart, Today Art Museum Beijing og Kunsthal Charlottenborg i København.
Herudover er de begge medlemmer af The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, der uddeler Oscar-statuetterne. De er oprindeligt fra Israel, men bor i dag i Danmark med deres familie.
- Jeg er født udenfor Danmark, men føler, at prisen er med til at demonstrere, at jeg er den del af den danske kultur. Vi er blevet omfavnet af den danske kultur, hvilket har været godt i vores arbejde. Vi er taknemmelige over at bo i et samfund, der giver plads til ukonventionel kunst, siger Michelle Kranot.