Danmarks største stjerner flokkes om at være med i 'unik' ny krimiserie

Viaplay optager ny serie med stjerner som Ulrich Thomsen, Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas.

Ulrich Thomsen (til venstre) spiller politibetjenten Bjørn, der jagter sin datters morder. På rollelisten ses også stjerner som Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas. (Foto: Collage © Scanpix)

Ulrich Thomsen er med. Det samme er Trine Dyrholm. Og Lars Mikkelsen.

Og nå ja, og det er Nikolaj Lie Kaas, Søren Malling, Lars Ranthe og David Dencik i øvrigt også.

Det er noget af et stjernehold, Viaplay har samlet til deres nye krimiserie 'Forhøret'.

Serien skal tilmed instrueres af Christoffer Boe, der sidste år havde succes med 'Kriger' og 'Journal 64', og det er også ham, der har skabt og været med til at skrive serien, oplyser Viaplay i en pressemeddelelse.

På rollelisten ses også nye, solide navne som Clara Rosager fra 'Før frosten' og Katrine Greis-Rosenthal fra 'Lykke-Per'.

Serien handler om politibetjenten Bjørn, der gør alt for at finde sin datters morder. Hovedrollen spilles af Ulrich Thomsen.

Seriens handling udspiller sig over bare ét døgn, og omdrejningspunktet i hvert afsnit bliver en ny og intens afhøring i jagten på morderen.

- Jeg har fået lov at samle mit drømmehold af skuespillere og filmfolk, siger instruktør Christoffer Boe. Her ses Ulrich Thomsen i det eneste offentliggjorte billede fra serien indtil videre. (Foto: Henrik Ohsten © Viaplay)

Et intenst forhør i hvert afsnit

Dermed er der lagt op til en lidt anderledes tilgang til krimi-formatet.

- 'Forhøret' har, som en klassisk krimi, jagten på en morder som den dramatiske motor. Det helt unikke ved serien er, at dramaet denne gang er flyttet fra den ydre verden og ind på den mentale arena, siger Nanna Mailand-Mercado, der er ansvarlig for originale produktioner hos Viaplay.

- I 'Forhøret' opstår intensiteten og suspense derfor i det psykologiske spil mellem to mennesker, der udvikler sig til en intens kamp på liv og død, tilføjer hun.

Og legen med genren har længe været en drøm for Christoffer Boe:

- Det er tv-serierne, som lige nu viser os de stærke, rå, interessante og overraskende fortællinger. 'Forhøret' er en gammel drøm om at skabe et stramt koncept, hvor der er skåret helt ind til benet - alt overflødigt er væk.

- Det, der står tilbage, er en oplevelse af ren essens, udtaler han.

Instruktøren er da også yderst tilfreds med det stjernespækkede hold.

- Jeg har fået lov at samle mit drømmehold af skuespillere og filmfolk – kameraet vil fokusere intenst og nådesløst på det psykologiske drama og den kriminalistiske puls, og hvert blik og hvert åndedræt vil have sin plads og betydning, siger Christoffer Boe.

Serien får premiere sidst på året på Viaplay.

Facebook
Twitter