Dansk dokumentar følger Ekstra Bladet på vej mod graven

Mikala Krogh har været fluen på væggen i medieverdenen i 'Ekstra Bladet - uden for citat'

Det er jo en kærlighedshistorie, det her - en fortælling om mennesker, der bliver ved med at slås for en gammel flamme, som for længst har mistet sin skønhed og som kun i små glimt viser den charme, der engang var så lokkende og betagende.

Ingen taler om kærlighed og de elskende bruger alt andet end romantiske ord, men tag ikke fejl. Dokumentaren 'Ekstra Bladet uden for citat' er en fortælling om mennesker, der slås for deres kærlighed.

Forsimplet journalistik

Mange af os vil nok hævde, at der aldrig har været noget betagende eller charmerende ved tabloidavisen Ekstra Bladet, og at avisen i rigtig mange år har været skideirriterende med sin manglende evne til at skelne mod fra forsimplet journalistik.

Men den balance på kanten af moral og anstændighed er ligegyldig i Mikala Kroghs 'Ekstra Bladet uden for citat'. De dage, hvor Ekstra Bladet havde pondus til at sætte en dagsorden, er for længst forduftet. Og den tabloidavis, der bliver præsenteret i 'Uden for citat' er et nedbrudt væsen, der står med sit ene ben i graven, men kæmper for at ignorere det.

Bare babser og skøre hændelser

Oplagstallene rasler ned. Fra at have ligget på 130.000 i år 2000 er den nu et godt stykke under 50.000. Og oplaget falder stadig.

Samtidig er eb.dk, Ekstra Bladets hjemmeside, landets mest læste nyhedssite, men det er en ringe trøst eftersom netsider er svære at tjene penge på og eb.dk's succes først og fremmest skyldes historier om bare babser og skøre hændelser fra den store vide verden, som avisens tillidsmand ærgerligt konstaterer.

Solid journalistik om seriøse problemer er ikke det store trækplaster på eb.dk.

Alt ser kulsort ud

Alt ser altså kulsort ud på den gamle avis, der altid har sat en dyd i IKKE at være hæderkronet. Det eneste lyspunkt er at medarbejderne, med chefredaktør Poul Madsen i spidsen, nægter at slå op med den gamle flamme. Det handler naturligvis om at beholde sit arbejde i et fag med en høj ledighed, men hele vejen gennem 'Ekstra Bladet uden for citat' viser medarbejderne en sjovt irrationel hengivenhed til avisen.

Redaktør Madsen taler om at være vokset op med aviser og konkluderer at man stadig bør kunne tjene penge på en avis, selvom dens oplag er under 50.000. Det er ikke synderligt romantisk eller følelsesladt, men som bekendt kan den irrationelle kærlighed være en svær størrelse at sætte ord på.

Mere naivt end kynisk

Det er altså ikke de forventede benhårde og kyniske journalister, der dukker op i Mikala Kroghs dokumentar, snarere famlende mennesker, som håber på at finde midlet til at vende skuden.

Det er muligt at Poul Madsen og hans stab har talt helt anderledes kynisk sammen når Mikala Krogh og hendes kamera har forladt redaktionen, men selv i forhold til en af de seneste års mest omdiskuterede Ekstra Blads-historier, sidste års kampagne for at få frigivet de to sømænd, der blev holdt som gidsler i Somalia, optræder Poul Madsen & co. mere naivt end kynisk.

Det er som om de ikke vil indse, at spillet omkring piraterne er dybt kompliceret, og at det ikke bare handler om nogle fedtede skibsredere, der ikke vil betale en håndfuld pirater en løsesum så de stakkels søfolk kan komme hjem.

Ikke bare historien om Ekstra Bladet

Historien om Ekstra Bladets fald er naturligvis ikke bare historien om Ekstra Bladet. Det er i store træk beretningen om den gamle papiravis, der kæmper samme kamp som pladebranchen gjorde for nogle år siden og som filmbranchen også skal igennem, kampen for at finde nyt fodfæste i en digital tidsalder.

'Uden for citat' er altså en ren pendant til Andrew Rossis tre år gamle dokumentar 'Page One: Inside the New York Times' - men med den forskel at aviser knapt bliver mere respekterede end New York Times, mens de fleste vel på et eller andet tidspunkt har tænkt at verden sgu nok klarer sig uden Ekstra Bladet.

Sparker benene væk under én

Det er her, Mikala Kroghs dokumentar sparker benene væk under én. Man kunne have stillet tonsvis af spørgsmål til Poul Madsen og hans folk, om deres moral, om deres eksistensberettigelse, om deres journalistiske idealer, men det gør ingen forskel. Det her er sgu en kærlighedshistorie, en smuk fortælling om folk, der har drømme om hvordan verden skal se ud, som ser drømmene smuldre, men bliver ved med at kæmpe uanset hvor naivt det ser ud.

'Ekstra Bladet - uden for citat' bliver vist som en del af serien DOX:BIO i en række biografer landet over onsdag den 1.10. Derefter fortsætter den i almindelig distribution.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter