Dansk film gør op med fordomme om grønlændere: 'De har sindssygt meget power'

'Vi danskere er enormt fordomsfulde overfor grønlænderne', mener dansk instruktør.

I filmen 'Kampen om Grønland' følger man fire unge grønlændere, der alle kæmper for et bedre Grønland. (© Copenhagen Film Company/DR)

Danmark og danskerne er ret stolte af, at den kæmpestore ø mod nordvest er en del af os. Og vi synes, at Trump er en kæmpe nar, når han gerne vil købe den.

Men i almindelighed har danskere aldrig rigtig interesseret sig for Grønland – altså sådan rigtig interesseret. Vi har aldrig forstået, hvorfor de grønlændere - der nu ser ud til at være så sure på det land, der ellers forærer dem omkring 3,7 milliarder kroner om året - vil være selvstændige. Hvorfor vil de dog det?

Gør op med danskernes fordomme

Det vil instruktøren Kenneth Sorento gerne svare på med sin film 'Kampen om Grønland'. Den handler hverken om sæljagt, om sprut, om is, om seksuelt misbrug eller om Trump, men om mennesker, der ligner du og jeg, som bruger smartphones og ser Netflix.

- Set fra Danmark mener vi jo at have gennemskuet, hvad der er de store problemer i Grønland. Det er altid det samme, vi tager op. Det er noget med korruption, nepotisme, sociale problemer og selvmord, mener Kenneth Sorento.

- Men det jeg oplevede, da jeg kom til Grønland, var den her nye generation af grønlændere med sindssygt meget power og virkelyst. Det havde jeg ikke set i danske medier eller film, hvor det altid er synd for nogle sølle eksistenser. For mig var det vigtigt at præsentere den nye generation med den her film, siger Kenneth Sorento.

Fire forskellige skæbner

Derfor kan man møde fire unge grønlændere i 'Kampen om Grønland'.

Det er rapperen Josef Tarrak-Petrussen, der skriver kontante tekster om forholdet mellem grønlændere og danskere, og det er hans kæreste Paninnguaq Heilmann. Begge er de indædte fortalere for selvstændighed.

Josef Tarrak-Petrussen rapper om forholdet mellem Grønland og Danmark. Han mener, at danskerne har flere privilegier end grønlænderne. (Foto: Christian Sølbeck © Dr)

Og så er det politikerne Tillie Martinussen og Kaaleeraq M. Andersen, der har hver deres skarpe holdning til selvstændigheden. Kaaleeraq, der kommer fra en lille by i Nordgrønland, brænder for selvstændighed mens Tillie, der er medstifter af Samarbejdspartiet, derimod opfatter kampen for selvstændighed som naiv og forløjet.

Hvis du har vænnet dig til at bruge udtrykket "grønlænderstiv", når du taler om Grønland, er de fire medvirkende i 'Kampen om Grønland' noget af en øjenåbner.

De er et indblik i en verden, som vi danskere kender meget lidt til. Netop fordi den ikke er helt vildt underlig, men ligner vores egen.

- For grønlændere handler debatten om selvstændighed først og fremmest om følelser, fastslår Kenneth Sorento.

- Og når grønlændere siger, at de ønsker at være selvstændige, spørger danskere typisk "nå, men hvordan har I tænkt jer at betale for det?" En følelsesudmelding bliver mødt af en rationel tilgang. Og så går man jo forbi hinanden. I stedet for at stille spørgsmålet "hvordan selvstændighed?" har jeg valgt at stille spørgsmålet "hvorfor selvstændighed?" Det synes jeg er langt mere spændende at udforske.

Mistede prestigefuld åbning på CPH:DOX

Det har Kenneth Sorento gjort så effektivt, at 'Kampen om Grønland' blev valgt som åbningsfilm på årets CPH:DOX - en af verdens største festivaler for dokumentarfilm.

Både han og filmen skulle have været centrum for en stor åbningsgalla i Det kongelige Teater. Men så kom en mikroskopisk virus ved navn COVID-19 drønende fra Kina, og alt blev forandret. Grundigt.

CPH:DOX var ikke længere en stor filmfest i Københavns biografer, men et betydeligt mindre socialt arrangement på festivalens hjemmeside. Til, mildt sagt, stor ærgrelse for Kenneth Sorento.

- Indenfor film og dokumentarbranchen knokler man jo i årevis for at lave en film, der måske bliver vist på DR2 en sen aften, hvor det kun er nogle få, der lægger mærke til det. Derfor var det helt fantastisk, at jeg efter 20 år i den her branche blev inviteret til at åbne CPH:DOX. Det er jo once in a lifetime. Og det er et vigtigt emne. Jeg synes, det er vigtigt, at vi i Danmark diskuterer vores forhold til grønlænderne. Vi er enormt fordomsfulde. Vi ser enormt firkantet på Grønland. Jeg havde jo håbet på, at det her kunne genstarte debatten.

Corona eller ej – det håb skal da have lov at leve videre.

'Kampen om Grønland' kan ses på cphdox.dk frem til den 5. april. Den vil senere blive vist på DR1 i en kortere version.