Dansk film vinder vigtig pris på coronaramt festival

DR's anmelder kalder 'Songs of Repression' for "dybt fascinerende".

I den danske dokumentar 'Songs of Repression' følger man et lille samfund i Chile, der forsøger at komme over sin fortid med misbrug og massemord. (© Autlook Filmsales)

Den 17. udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX var lige ved slet ikke at blive til noget.

Men selvom coronakrisen har forhindret festivalen i at finde fysisk sted i år, så er alverdens dokumentarer alligevel blevet hyldet – de er blot flyttet fra biografsalenes mørke til stuernes hjemlige hygge, hvor man har kunnet streame dem på nettet.

Og traditionen tro er der også i år blevet kåret i alt seks vindere i forskellige kategorier ved en

prisuddeling
, der – ligesom resten af festivalen – er foregået online.

Prisvinder valgt af enig jury

Festivalens hovedpris, Dox:Award, går til den danske film 'Songs of Repression', der er instrueret af Marianne Hougen-Moraga og Estephan Wagner, og som DR's anmelder Per Juul Carlsen belønnede med fem stjerner:

- Den dybt fascinerende dokumentar 'Songs of Repression' om en tysk koloni i Chile vrimler med vidnesbyrd om seksuelt misbrug, fysisk afstraffelse, voldtægt, politisk tortur, religiøst vanvid og andre uhyrligheder, skrev Per Juul Carlsen blandt andet i sin anmeldelse.

Dox:Award-juryen, der har udvalgt 'Songs of Repression' som vinder af årets hovedpris, giver den følgende skudsmål med på vejen:

- Den vindende film er valgt af en fuldstændig enig jury. Den tilbyder en vifte af komplekse, interessante og charmerende karakterer, og imens historien udfolder sig, giver den os magiske filmøjeblikke (…) Det her er dokumentarfilmsinstruktion, når det er bedst.

Juryen består af Brenda Coughlin fra Sundance Institute, festivaldirektør for DOK Leipzig Christoph Terhechte, den rumænske filmskaber Alexander Nanau og den danske filmskaber Pernille Rose Grønkjær.

Foruden Dox:Award har festivalen også priser i kategorierne: Nordic:Dox Award, F:act Award, New:Vision Award, Next:Wave og den helt nye Politiken:Danish:Dox Award.

Udover de seks regulære priser uddeles også prisen Eurimages Co-Production Development Award.

Alle filmene på CPH:DOX kan streames på nettet frem til 5. april.

Alle vinderne på CPH:DOX 2020

  • DOX:AWARD: 'Songs of Repression', instr. Marianne Hougen-Moraga & Estephan Wagner

  • NEW:VISION: 'South', instr. Morgan Quaintance

  • FACT:AWARD: 'We Hold the Line', instr. Marc Wiese

  • NORDIC:DOX: 'Being Eriko', instr. Jannik Splidsboel

  • NEXT:WAVE: 'Mayor', instr. David Osit

  • Politiken:Danish:Dox Award: 'Songs of Repression', instr. Marianne Hougen-Moraga & Estephan Wagner

  • Eurimages Co-Production Development Award: 'Hana Korea', instr. Frederik Sølberg