Dansk filmproducer: Vi har fået det til at ske, fordi vi er fucking tossede

Der er nødt til at ske noget, hvis Danmark skal blive ved med at kunne skabe store film og kommende Oscar-talenter, mener Mikael Rieks, der er producer på Danmarks Oscar-nominerede 'Under Sandet'.

Mikael Rieks er filmproducer på 'Under Sandet', der er nomineret i kategorien bedste fremmedsprogede film til søndagens Oscar-uddeling. (© PRIVATFOTO)

- Hvis Danmark gerne vil have det F16 fly, som film er, så er man simpelthen nødt til at gøre noget fra politisk hold. Der er nødt til at komme nogle flere penge i puljen.

Ordene falder fra Mikael Rieks, der er produceren bag det danske Oscar-håb, som Martin Zandvliet har skrevet og instrueret.

På søndag skal makkerparret til uddelingen af de eftertragtede statuetter, hvor ”Under Sandet” er nomineret i kategorien bedste fremmedsprogede film.

Og i de her dage står den på interviews, optaktsarrangementer og fester i Hollywood.

Langt fra den røde løber

Men tilblivelsen af selve filmen var ifølge Mikael Rieks slet ikke så glamourøs.

- Det billede, vi ser her, siger han og slår ud med armene i de mondæne hotelomgivelser, hvor holdene fra de to danske nominerede film holder til:

- Det er løgn. Det er ikke sådan, det ser ud. Martin og jeg har knoklet i seks år på at få 'Under Sandet' til at blive til virkelighed, og den var ved at blive lagt ned så mange gange undervejs. På mange måder er det et mirakel, at den overhovedet er blevet til.

Men hvorfor er den så det? Mikaels Rieks svar er prompte.

- Fordi vi er fucking tossede og ikke har givet op. Vi har måtte sælge ud af arvesølvet og få det til at ske, selvom det har betydet kassekreditter, og nedskæringer i lønninger og optagedage. Men i sidste ende står vi nu med en film, der er blevet hædret både i Danmark og udlandet – og nu er nomineret til en Oscar, siger Mikael Rieks, inden han sætter punktum:

- Det er kontroversielt at sige, men film og kultur koster altså, og hvis man gerne vil bevare talenterne i Danmark og samtidig skabe nye, så skal der ske noget. Man kan ikke bare fejre succeserne uden at være med til at forbedre fundamentet.

Facebook
Twitter