Dansk Folkeparti: Der er råddenskab i DR

Dansk Folkeparti har indkaldt kulturminister Bertel Haarder til et samråd efter DR's tidligere dramachef Ingolf Gabold i et interview har sagt, at dramaserien '1864' var et politisk projekt.

DRs tidligere dramachef Ingolf Gabold siger i et interview, at serien '1864' var et politisk projekt, som skulle sætte fokus på faren ved neonationalisme. (Foto: © Per Arnesen- Miso Film, Type 1)

Den stort anlagte DR-serie "1864" var et politisk projekt, der skulle spejle nationalismen i 1864 med den neonationalisme, som Dansk Folkeparti står for.

Sådan siger Ingolf Gabold, der var dramachef i DR fra 1999 til 2012, til Politiken.

DF: En sag for kulturministeren

Det kommer som sådan ikke bag på Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, der længe har haft mistanke om en "syg" kultur i DR. Han kalder nu kulturminister Bertel Haarder (V) i samråd for at høre regeringens holdning til sagen.

- Der er åbenbart en råddenskab i Danmarks Radio, som vi bliver nødt til at få styr på. siger Alex Ahrendtsen.

- Vi har i Dansk Folkeparti længe fornemmet, at der foregår et angreb, en krig, mod Dansk Folkeparti. Nu er det så endelig en ansat, der åbent indrømmer, at man bruger licens- og skattekroner til at føre en ideologisk krig mod et politisk parti i Folketinget.

- Vi vil gerne høre ministerens holdning til det - og om han mener, det bør have konsekvenser for Danmarks Radio.

Nuværende dramachef afviser beskyldninger

Alex Ahrendtsen vil ikke komme med et bud på, hvad han mener der skal være af konsekvenser.

- Først kunne vi tænke os at høre, hvad ministeren mener, det bør have af konsekvenser. Det er trods alt ham, der har kontakten til Danmarks Radio og den øverste ledelse gennem public service-kontrakten, siger kulturordføreren.

DR's nuværende dramachef, Piv Bernth, afviser over for Politiken, at nogen i DR "har bestilt en politisk serie mod nogle bestemte mennesker".

/ritzau/